Hvordan begyndte din proces med at skrive bogen?

”Den begyndte, da min mor døde. Hun var vokset op i et helt andet Danmark, som vi slet ikke kan forestille os i dag. Dengang var en kvindes rolle stadigvæk, at hun godt kunne blive kontorelev og arbejde lidt, men kun indtil hun fandt sig en mand og fik børn. Så var det altså hjem og passe familien. Om det var det, der knækkede min mor, ved jeg ikke, men hun fik først et barn og så hurtigt nummer to, som ikke var planlagt. Hun blev puttet ned i den der husmoderkasse, og så blev hun fandeme trist. Hun fik en alvorlig depression og blev indlagt første gang på et psykiatrisk hospital, da jeg var fem år gammel. Min mor døde for omkring to et halvt år siden, og samme dag satte jeg mig for at skrive en bog om hende. Men godt et år inde i processen gik jeg helt i stå, da jeg sad ved min computer i mit hjem i Gentofte. Curseren stod bare og blinkede på skærmen, og jeg blev ramt af en følelse af total meningsløshed.”

Hvor kom det fra?

”Jeg har prøvet at være deprimeret før. Den primære oplevelse af den almindelige depression er jo, at man mister følelsen af, at der er mening med tilværelsen. Man mister oplevelsen af glæde. Denne gang blev det til en meget alvorlig depression, og jeg fortsatte ned i et dybt hul. Kommer man langt nok ned i depressionen, overskrider man tærsklen til det psykotiske. Det betyder, at der begynder at optræde mere vanvittige forestillinger i ens verden. Det kan være, man opfatter sine nærmeste som fjender, eller man har tanker om at begå selvmord eller tanker om, at man aldrig nogensinde bliver rask igen. I starten ved man godt, at det er vanvittige tanker. Men pludselig kan man ikke kende forskel længere.”

Efter et stykke tid beslutter dine nærmeste, at du skal indlægges på en lukket afdeling.

”Ja. Det var som om, det vanvittige bredte sig og på et tidspunkt overtog alt. Jeg fik et helt fordrejet virkelighedsbillede og troede, at min mor var på spil. Hun var død, men prøvede fra den anden side at kaste en besættelse over mig og hive mig med ned i døden. Dér var jeg vanvittig. Hele natten op til, at jeg skulle indlægges, havde jeg planer om at flygte. Men min kæreste, Janne, lå og holdt øje med mig i vores stue, og jeg havde bildt mig ind, at mine to nærmeste venner, Jukke og Mos, holdt vagt uden for huset. De kom hjem til mig om morgenen og fik mig med ind i en bil. Jeg havde udtænkt en plan om at springe ud af bilen, mens den kørte. Mos sad ved siden af mig og har siden fortalt, at han var bange for, at jeg ville springe ud af bildøren. Jeg var ikke ude på at slå mig selv ihjel, jeg ville bare forsøge at slippe væk.”

Hvad sker der, da du kommer ind på den psykiatriske afdeling på Rigshospitalet?

”Første dag var god. Jeg får det, som psykiaterne kalder en lysning og er i strålende humør. Men det er jeg, fordi jeg er manisk. Jeg skriver på min mobil til alle mulige venner og inviterer dem til at komme og besøge mig på den lukkede, som jeg beskriver som et hyggeligt sted fyldt med søde mennesker. Jeg møder også en kvinde, en anden patient. ’Jeg er slet ikke skør,’ siger hun til mig. Næste dag er jeg tilbage i dybet, og jeg kan ikke længere rigtig se, at der skulle være så hyggeligt. Allerede den dag snakker de om elektrochok. Men jeg skal altså ikke have noget elektrochok, siger jeg til dem. Jeg var jo skræmt fra vid og sans af tanken om at skulle blive zombieficeret. Jeg var bange for, at de ville slå min hjerne i stykker.”

Efter 14 dages indlæggelse ender du alligevel med at få elektrochokbehandling. Hvordan forløber det?

”En dag ser jeg en kvinde i bæltefiksering blive kørt ned mod enden ad gangen. Hun råber: ’Jeg vil ikke have mere elektrochok.’ Senere kommer hun tilbage og er helt væk. Jeg tænker, at det trods alt vil være slemmere, hvis jeg skal have elektrochok med tvang. På dagen for min behandling henter Tanja, som er ansat på afdelingen, og en portør mig på min stue med en seng. Elektrochok foregår på en anden afdeling i stueetagen, så jeg skal med en elevator. Jeg nægter at lægge mig op i den seng, for jeg vil selv gå til skafottet, og jeg overvejer også, om jeg kan stikke af. Men jeg ved ikke, hvor jeg skal løbe hen. Jeg har ingenting på mig og er kun iført hospitalstøj, så jeg følger efter portøren til et elektrochok-behandlingsrum, som nærmest er et lille badeværelse.

Der er akkurat plads til de seks-syv mennesker, der deltager. Narkoselæger, sygeplejersker og en fra afdelingen. Her ryger jeg ud i en diskussion med en narkoselæge. Jeg har taget noget medicin op til min indlæggelse, og af en eller anden årsag kan jeg huske, at det kan være farligt at få narkose flere uger efter at have taget den medicin. Jeg peger på lægen og taler pludselig højt: ’Kig mig i øjnene og fortæl mig, at du er fuldstændig sikker på, at du ikke er i gang med at lave en fejl lige nu!’ siger jeg. Og det er jo mit sidste forsøg på at slippe væk. De ender med at sende mig op på min egen stue igen. Der går en time eller to, og så bliver jeg hentet og kørt gennem en meget, meget lang underjordisk gang, hvor jeg ligger og kigger op i neonrørene i loftet.”

Hvor kører de dig hen?

”Til et andet elektrochok-behandlingsrum i en af de andre store bygninger på Rigshospitalet. Efter jeg har smidt mine sko, kravler jeg op i den nye seng i rummet. De sætter alle mulige ting på mit hoved, og så kommer der en masse informationer, som jeg godt kunne have undværet. ’Nu er der tjek på elektrochok-apparatet’ og ’Det står på så og så mange volt’ og ’Bideskinnen ligger parat.’ Det synes jeg, de skal vente med at snakke om, til de har givet mig narkosen. De sprøjter det så ind i min arm, og lige før sprøjten er i bund, falder jeg ned i mørket. Det er virkelig heftige sager. De giver mig noget muskelafspændende – for i gamle dage, når man fik elektrochok, gik folk i så voldsomme kramper, at de brækkede deres arme og ben. Og så sender de strøm gennem mit hoved. Gennem tindingerne. Begge tindinger. Det varer et par minutter.”

Hvad sker der så?

”Jeg bliver kørt ind på en opvågningsstue ved siden af. Jeg ved ikke, hvor jeg er, eller hvornår det er, men heldigvis er Janne der. I den følgende tid gentager det sig. Jeg får tre elektrochok i løbet af en uge. Mandag, onsdag og fredag. Det er elektrochokdagene. Allerede efter to elektrochok siger jeg, at jeg glæder mig til at komme hjem og få en god kop kaffe. En tanke om, at noget er rart, eller at jeg glæder mig til noget, har på det tidspunkt ikke eksisteret i mit hoved i tre måneder. Det er et hurtigt, positivt tegn. Da jeg har fået elektrochok nummer syv, kommer jeg ud i den rigtige verden for første gang, siden jeg blev indlagt. Den dag går jeg rundt ude i Fælledparken, og der er jeg simpelthen mig selv igen. Det er helt mirakuløst. Jeg går og tænker: ’Nøj, hvor er der smukt her.’ Jeg bliver genfødt og ser verden med helt nye øjne.”

Og så skrev du din bog færdig?

”Ja.”

Hvordan har du det med – hvilket du også beskriver i bogen – at du mistænkte din kæreste Janne for at ville stjæle dine penge, og at du troede, at dine bedste venner havde udtænkt et komplot om at spærre dig inde for evigt?

”Det, som kan være svært at forstå for folk, som ikke selv har prøvet at være deprimeret eller har haft nogen i deres liv, der har været deprimeret, er, at man forandrer personlighed. Man ryger langt ned i mørket. Og helt nede i bunden af mørket, er man gået i negativ af sit normale jeg. I mit tilfælde stod der en Peter Øvig dernede, der var begyndt at opfatte hele verden som fjender. I den tilstand kan man jo ikke sidde over for en psykoterapeut og snakke tingene på plads. Der skal komme en eller anden med en stor gummihammer og knalde én i hovedet, så man ligesom vågner op. Det er også det, som elektrochok kan. Jeg kaldte på et tidspunkt mine nærmeste for ’Bødlerne’, og jeg kaldte min indlæggelse for ’En henrettelse’. Mens jeg var psykotisk, planlagde jeg at skrive en bog, der skulle fortælle verden om min åndelige henrettelse. Jeg havde en opfattelse af, at min hjerne skulle slås ihjel, og at min identitet skulle tages fra mig.”

Din bog er en dybdegående undersøgelse af både din mors dæmoner og af din egen svære barndom, der senere i livet giver dig en række depressioner. Hvorfor er det vigtigt for dig at fortælle den historie?

”Jeg synes, at min mor repræsenterer en tendens. Hun er den sidste generation af kvinder, der opførte sig sådan, som kvinder opførte sig i det forrige århundrede. De tog sig af børn og familie, mens mændene var ude og erobre verden. Og bag det lå alle hemmelighederne. Det var ekstremt uhyggeligt, når min mor var svært deprimeret, for så virkede hun som et andet menneske. Selve det, at bogen hedder ’Min mor var besat’ skyldes jo, at jeg som barn så min mor blive en anden, som på en eller anden måde var et dæmonisk, ondt menneske. Det var meget, meget uhyggeligt. Jeg ville ønske, at jeg dengang havde vidst, at der også var andre børn, der var dybt ulykkelige, omkring mig. Jeg tror, at mange børn kender til den følelse af ensomhed, fordi deres forældre simpelthen er stået af og ikke kan give dem omsorg. Så det er børnene, der ender med at blive de voksne.”

Hvad har været det sværeste ved at skrive bogen?

”Tidligere, når jeg har udgivet en bog, har jeg skullet tale med andre, som har været involveret i ubehageligheder eller dramatiske hændelser, og så analysere deres motiver. Jeg kan godt lide, at mine bøger altid har været konkrete historier om en person, der har oplevet noget, eller om en gruppe mennesker eller et drama, der er opstået. Det er noget, jeg er prof til at navigere i. Det her har selvsagt været meget sværere. Når det er min egen ulykkelige fortid, vi taler om, er det svært at være prof.”

Du har beskrevet denne bog som dit hårdeste projekt nogensinde. Er det her din sidste bog?

”Nej. Jeg skal stadig være forfatter.”