Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Puk Damsgård: "Det er enhver forfatters drøm og mareridt at få sin bog filmatiseret"
Foto: Ritzau Scanpix Puk Damsgård (f. 1975) er Mellemøst-korrespondent for DR og forfatter til bl.a. ’Ser du månen, Daniel’. Hun fik i 2015 Cavlingprisen for sin bog og reportager fra verdens brændpunkter. Fra 2018 modtager af den livsvarige hædersydelse fra Statens Kunstfond.

Puk Damsgård: "Det er enhver forfatters drøm og mareridt at få sin bog filmatiseret"

Her fortæller journalist og forfatter Puk Damsgård om filmatiseringen af hendes bestseller 'Ser du månen, Daniel'.

Det er enhver forfatters drøm og mareridt at få sin bog filmatiseret. En drøm, fordi jeg har storhedsvanvid på min histories vegne. Jeg skriver en bog overbevist om, at netop dén fortælling er verdens væsentligste. En filmatisering er samtidig et mareridt, da det indebærer en kunstnerisk proces og fortolkning ind i et andet univers fra bog til film. Det er som at overlade sin nyfødte til en fremmed. Min baby, ’Ser du månen, Daniel’, er tilmed et stykke virkelighed, som skal transformeres til spillefilm, der har en anden fortolkningsret. Historien skal i filmen have et nyt og andet liv.

Som journalist er jeg optaget af præcise og detaljerede beskrivelser af virkeligheden. Da jeg skrev bogen og var i sidste fase af redigeringen og faktatjekkede hver en linje, vågnede jeg med mareridt om, at samtlige vokaler gik tabt i trykningen af bogen. Da jeg skrev ’Den sorte kat i Mosul’ drømte jeg, at forlaget havde erstattet teksten med vaskebjørne. Om natten spøger journalistens angst for at udgive noget, der ikke er rigtigt.

Derfor var det afgørende, hvem denne fremmede var, som skulle rumstere med historien. Da der tikkede en mail ind fra Hollywood, som ville købe filmrettighederne, var jeg smigret, men sikker. Babyen skulle ikke over Atlanten, hvor jeg ville tabe al kontakt og kontrol. Det handlede mindst om min egen forfængelighed. Det handlede mere om, at filmen skulle produceres med respekt for de mennesker, hvis historie skulle fortælles. Hvis jeg solgte filmrettighederne, stod jeg også med ansvaret over for de medvirkende i bogen. De skulle kunne se sig selv i det.

Jeg drak kaffe med flere danske filmproducenter. Jeg valgte et hold, der ikke viftede med meritter eller serverede fancy kaffebønner, men som sad foran mig som mennesker. Jeg valgte dem, jeg kunne mærke, og som havde læst bogen og gjort sig tanker, inden de henvendte sig. For det – fandt jeg ud af – var ingen selvfølge.

Instruktørerne.jpg
Instruktørerne Niels Arden Oplev og Anders W. Berthelsen under optagelserne til ’Ser du månen, Daniel’. Berthelsen spiller Arthur, der fungerer som bindeled mellem gidseltagerne og Daniel Ryes familie.

Jeg boede i en villa 300 meter bag frontlinjen i krigen mod Islamisk Stat i den irakiske by Mosul, da jeg fik tilsendt første skitse af et filmmanuskript. Jeg glemte alt om krigen udenfor og satte mig på nogle puder i hjørnet af stuen omgivet af irakiske specialstyrker og læste. Manuskriptet kom med en tilføjelse om, at man ikke ønskede kommentarer om ’sådan skete det ikke i virkeligheden’. Et klassisk sammenstød mellem den journalistiske og kunstneriske verden, som jeg har stor respekt for, men ikke ved en skid om.

Jeg ønskede aldrig at være den irriterende journalist, der står i vejen for et projekt. I mit fag hader vi også kompromiser. Alligevel kunne jeg ikke undslå mig fra at føle mig som en virkelighedsekstremist. Der gik tid, inden jeg vænnede mig til, at historien, mens den var under udvikling, var et ballondyr, som blev snoet og vredet til mange forskellige former, jeg ikke genkendte. Det eneste, jeg kendte, var processen, som er den samme i bogprojekter, men film er et fremmed dyr.

På et tidspunkt slap jeg tøjlerne. Manuskriptet var alligevel kun et forlæg. Instruktøren og skuespillerne var dem, der gav historien liv. I redigeringen ville der også ske en masse, fik jeg at vide. Men det, der gjorde mig i stand til at trække næsen ud af andres værk, var især, at filmholdet indviede Daniel og hans familie. Esben og Daniel havde tilmed lange møder, og Daniel følte sig tryg.

I Jordan mødte Daniel og jeg filmholdet og overværede to dages filmoptagelser. Det var, som om historien igen kom til live foran os – for mig som aldrig før. For Daniel netop som før. Lyden af gidseltagernes arabiske og engelske ordrer og slag mod gidslerne, mens de blev flyttet fra en celle og ud i en lastbil, gav os gåsehud. Daniel følte et øjeblik, at han var tilbage i fangenskab.

Det var kolde dage i begyndelsen af januar, selv i Jordan. Mellem optagelserne stod Esben Smed i sutskostøvler for at holde varmen om sine bare gidseltæer. Andre gidsler tog armbøjninger og slentrede rundt eller talte med hinanden eller lo med deres kidnappere. Amir al-Masry, der spiller Jihadi-John, lignede en glad knægt med varme øjne, når han tog den sorte skimaskehue af. Det mindede mig om, at også virkelighedens kidnappere har en anden side end den, de viste gidslerne.

Læs hele artiklen med Euroman Premium
Allerede medlem. Log ind her
Bliv medlem, og få fuld adgang til hele EUROMAN.dk for 49 kr./md
Læs mere om Euroman Premium