I EN LILLE, let burgeræske af en indpakning ligger der en Stem Player, det nyeste påfund i Kanye Wests forretningsimperium. Den lille mp3-afspiller er rund og har den samme menneske-møder-modellervoks-farve som Kim ”get your fucking ass up and work” Kardashian. Selv teksturen er foruroligende hudagtig. Når man først har tænkt, at det føles lidt som at have Kanye Wests testikler i hånden, er det svært at abstrahere fra.

Stem Player er da også en slags legemlig inkarnation af alle de principper, Kanye Wests forretninger er bygget på. Den vil udfordre det etablerede, streamingtjenesterne, den vil innovere vores musikforbrug, og så er den en identitetsmarkør. En slags tamagotchi for folk, der ligger i kø til at købe sneakers. Det kan virke lidt uklart, hvad man præcis får for de 200 amerikanske dollars, Stem Player koster, så lad mig forsøge at opridse mine erfaringer efter fem dage som Stem Player-ejer.

STEM PLAYER ER grundlæggende to ting. Først og fremmest er den et slags musikalsk legetøj, en dims, der giver dig mulighed for at remixe og afspille dine yndlingsnumre på helt nye måder. Du kan frit læsse mp3- og YouTube-filer over på din Stem Player, og selvom der ganske vist kommer lyd ud af den lille kødbold, vil alle med ører foretrække at koble et par hovedtelefoner til – hvis man altså kan få bluetooth-funktionen til at virke (det tog mig en halv time).

Alle sange spilles på fire spor: vokal, bas, melodi og trommer. Med et fingerstrøg kan du frit isolere og mute de enkelte spor eller sætte bidder af sangen i loop. Disse remix-funktioner er såmænd fiffige nok, men jeg havde dårligt fjollet rundt med Stem Player i en time, før funktionerne begyndte at kede mig.

Dels er eksekveringen af teknologien langt fra fejlfri. Selvom man isolerer trommesporet, kan trommerne stadig svagt høres i bas-sporet og så fremdeles. Dels er der noget i hele præmissen, jeg har svært at købe ind på. Hvis Kanye fucking West har ment, at et givent nummer lyder bedst med trommer på, så vil jeg til enhver tid helst høre nummeret med trommer på. En amatørs remix vil aldrig, aldrig, aldrig gøre nummeret bedre. Jeg kan dårligt forestille mig noget mere irriterende end at være i festligt lag, hvor værten forgriber sig på musikken gennem sin Stem Player.

Selv hvis man kan holde nallerne fra remix-funktionerne og blot vil lytte til sangene i deres oprindelige form, kræver Stem Player en del tilvænning. Jeg plejer at være på ganske god fod med moderne teknologi, men Stem Player fik mig til at ligne en pensionist med en smartphone. Særligt, fordi afspilleren ikke har en skærm, skal man ikke have mere end en håndfuld sange på lager, før man bruger uforholdsmæssigt lang tid på at spole sine sange igennem for at finde den, man søger.

Sammenlignet med streamingtjenesternes belejlige brugervenlighed dumper Stem Player med et brag. Ét er, hvad man kan med en Stem Player. Noget andet er, hvad man orker, for den er simpelthen skidebesværlig.

NÅR STEM PLAYER (ifølge Kanye West selv) indbragte mere end to millioner dollars på sin første dag i salg, er det selvfølgelig ikke på grund af de relativt forglemmelige funktioner, den kødelige dims tilbyder. Nej, de fleste fans punger ud for at kunne lytte til ’Donda 2’, efterfølgeren til sidste års maratonalbum ’Donda’. 

I et forsøg på at gøre op med streamingtjenesternes jerngreb om musikindustrien kan man kun lytte til ’Donda 2’ med en Stem Player ved hånden, enten på selve afspilleren eller ved at koble den til sin computer. Stem Player kommer med tre forhåndsinstallerede album: ’Jesus Is King’ (Kanye Wests dårligste album, en tynd suppe af skinhellig kristendomsrap), ’Donda’ (en plade med visse højdepunkter, der skulle have været halvt så lang) og så ’Donda 2’. Hvis man ellers kan kalde ’Donda 2’ for et album.

Lige så rimeligt det er at udfordre musikindustriens hyperdemokratisering, der uvægerligt går ud over artisterne, fordi alle kan streame al musik i verden til stort set ingen penge, lige så klovnagtigt er det at vriste 200 dollars ud af hænderne på de mest loyale fans for et album, der ikke er færdigt. For ’Donda 2’ er ikke en færdig plade.

Flere af de 16 numre føles som demobånd, Kanye West har til gode at færdiggøre. Alle gæsteoptrædenerne er gennemarbejdede, men hovedpersonen selv tyer ofte til vrøvlesprog, tomme vers eller uendelige gentagelser. ”I stopped buying Louis bags after Virgil passed,” er en udmærket linje, men ikke, når den bliver gentaget 35 gange. På samme nummer, ’Louie Bags’, vil gæsten Jack Harlow åbenlyst gerne imponere, men det er jo også Jack Harlows problem. At det altid lyder, som om det har taget ham tre uger at skrive sit vers.

DE MEST HÅRDNAKKEDE Kanye-defensorer vil påberåbe, at ’Donda 2’ løbende bliver rettet til, og at det faktisk er en del af charmen. Det er oplagt at drage paralleller til Wests ’The Life Of Pablo’ fra 2016, der også blev udgivet eksklusivt, dengang på Tidal, og som i flere uger led under at blive justeret på kryds og tværs af manden bag. Kanye West kaldte pladen en ”living, breathing, changing, creative expression,” og ’Donda 2’ ligner det ultimative forsøg på at lave det levende album, man løbende kan opdatere til sin Stem Player. Idéen er til at forstå, det er som én lang livekoncert. Vi får lov til at stå midt i værkstedet og kigge geniet over skuldrene. Personligt hader jeg det.

Det er en af streamingtidsalderensens mest uskikkelige bivirkninger, at et albums grundform til hver en tid kan blive rettet. At man lige kan fjerne et nummer, hvis man ikke får clearet et sample, eller at man sløjfer en gæsteartist, hvis vedkommende ikke har lyst til at være med alligevel. Det gode album er en milepæl, og man bør først udgive en sådan, når milepælen er klar til at blive jaget uopretteligt langt ned i jorden.

OKAY, ’DONDA 2’ er ikke færdig, men det kan vel stadig nå at blive en god plade? Nej, det er der desværre ikke ret meget, der tyder på. Selv hvis man ser bort fra det halvbagte udtryk, er ’Donda 2’ en undervældende oplevelse.

Man skal kigge langt efter nye, musikalske idéer. Der er forvrænget bas a la ’Yeezus’ på ’Too Easy’, storladne ’Dark Fantasy’-agtige ballader som ’Broken Homes’ og ’808’s & Heartbreaks’-vokaler på ’Get Lost’, men ingen af de moderne fortolkninger har samme inderlighed og idérigdom som originalerne. ’Pablo’ er ligeledes en ganske veludført trapslasker, men hånd i hånd med Migos vandrer Kanye West på nedtrådt græs.

Værre er det, at Kanye West igen og igen overstråles af sine gæsteartister af den simple grund, at albummets ejermand rapper dårligt. På ’Happy’ med Future, der føles som verdens længste sang, kunne Kanye Wests vers vise sig at være en parodi i stil med ’Lift Yourself’, uden at nogen ville løfte et øjenbryn. På et af albummets bedste numre, ’Lord Lift Me Up’, tager englesangeren Vory kegler, og man tager sig selv i at grue for, hvornår West vælter ind med mudrede træsko på og spolerer det smukke nummer med et brovtende vers. Det gør han heldigvis aldrig, men hans blotte tilværelse – på en plade i hans eget navn – hæmmer oplevelsen.

Dermed ikke sagt, at 'Donda 2' er helt blottet for innovative lyspunkter. Mest radikalt og øjenåbnende bliver det på ’Security’, en rusten skruetrækker af en sang, hvor West over et ambient beat uden trommer truer, hvem der kun kan formodes at være Pete Davidson, ny kæreste til ekskonen Kim Kardashian. Og så når vi til pladens næste problem.

PÅ ’DONDA 2’ ER Kanye West iklædt røvhulskostume med dertilhørende klovnenæse og Yeezy-støvler. Betragtningerne på pladen er bitre, ureflekterede og blottet for selvindsigt.

Kanye Wests evne til at hudflette sig selv plejede at være hans supervåben. Men nu, hvor han mere ensporet end nogensinde giver den som eksmanden fra helvede, er selvjustitsen erstattet af desillusion og indebrændthed. På den nye ’Selfish’ tror man, han vil vende skudsalven indad, men det er XXXTentacion, der har været død i tre år, der klarest formulerer det, vi føler, Kanye West burde tænke.

På ’Sci-Fi’ indledes nummeret med et lydklip af ekskonen Kardashian, der kalder West "the best rapper of all time" og "the richest black man in America." Samtidig udgiver han musikvideoer, hvor en animeret abe tæsker Kardashians nye kæreste.

KANYE WEST har altid været svær at elske, men tilsvarende let at tilgive. Han har været den indre svinehund, vi alle forsøger at fortrænge, og det kreative geni, vi andre kun kan drømme om at være. Jo flere tæsk, Kanye West har fået af folkedomstolen, jo mere koncise og fokuserede mesterværker har han betalt aflad med. ’Donda 2’ kunne have været det store, følelsesladede skilsmissealbum som på ’808 & Heartbreaks’. Det kunne have været den maksimalistiske undskyld-plade som på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Det kunne sågar have været en megaloman fejring af Kanye West selv som på ’Graduation’.

Desværre er ’Donda 2’ en omgang ufærdig og ufokuseret miskmask, der ikke tilnærmelsesvis retfærdiggør, at du skal betale 200 dollars for en klump kød af et hardware, der mere ligner en identitetsmarkør end et brugbart værktøj. Stem Player lider af naturlige børnefejl, der kan rettes. Desværre er det svært at se, hvordan Kanye West skal modellere ’Donda 2’ til et helstøbt værk efter hans egen standard.