Jeg vælger ofte at blive klippet om formiddagen midt på ugen. Det kan man fint gøre som freelancer i modsætning til de fleste andre, der har en normal arbejdsdag. Som regel er jeg derfor også den eneste kunde i butikken. Denne torsdag formiddag er det anderledes.
Der sidder kunder i alle stole. Det er december og snart sidste udkald for dem, der vil have nettet manken inden jul. Det skal jeg selvfølgelig have gjort, så jeg slår mig ned i sofaen og venter på min tur i frisørstolen.
Jeg mærker, at jeg bliver en smule utilpas. Det er det samme hver gang. Jeg glæder mig ved udsigten til at blive klippet, men gruer for det teaterstykke af en samtale, der går i gang lige om lidt.
Jeg antager, at de fleste, der har været i en frisørstol før, ved, hvad jeg taler om. Hvis ikke, følger her en opfrisker i form af et kort resumé af min samtale med frisøren. Den ligner stort set alle samtaler med alle frisører til alle tider:
Frisør: “Nå, hvad skal der ske i dag?”
Mig: “Jeg skal have klippet siderne lidt korte og taget en smule af toppen.”
Klippe-klippe-klippe.
Frisør: “Så er det ved at være juleferie/weekend/en eller anden dag. Skal du noget spændende?”
Mig: “Vi holder jul hos mine svigerforældre.”
Frisør: “Det lyder da hyggeligt.”
Mig: “Ja, bestemt. Det er altid hyggeligt.”
Frisør: “Det er godt med gode svigerforældre.”
Mig: “Ja, helt sikkert.”
Klippe-klippe-klippe færdig.
Frisør: “Nå! Så kan du lidt igen.”
Mig: “Nemlig.”
De sidste mange år har det været et fast ritual for mig at tage til frisøren og blive klippet, når en ny måned står for døren. Der er en helt særlig nydelse i at træde nyklippet ud af salonen og føle sig som en ny mand, at “kunne lidt igen”, som det hedder på frisørsprog.
Selvom jeg er en erfaren frisørgænger, har jeg endnu ikke været i stand til at ryste frisørturens ydmygelser af mig. Får man sit hår klippet så ofte som jeg, er man nok en smule forfængelig. Alligevel vil jeg vove påstanden, at langt de fleste mennesker må hade at sidde med vådt hår og frisørkappe og stirre på sit spejlbillede i en halv time. I den henseende har jeg særlig stor medlidenhed med de, der kommer ind for at få farvet håret.
Samtalen er værre. Den er åndssvag og meningsløs. Frisøren ved det. Jeg ved det. Jeg taler mig selv dummere, end jeg egentlig er, og alle kan se og høre mig gøre det. Det er pinligt.
Bedre bliver det heller ikke af, at jeg i føntørrerens larm ofte ender med næsten at råbe mine banaliteter ud i lokalet i en unødigt skinger stemme, så jeg får ondt af de tilstedeværende.
Verden er foranderlig, omskiftelig, uforudsigelig, fremtiden er uvis. Og så videre. Vi kender remsen, fordi vi er nyhedsforbrugere. Men hvis der er ét sted, der aldrig forandrer sig, hvor slagets gang altid kan forudsiges, er det hos frisøren.
Nok kan man vælge at få en ny frisure eller skifte sin frisør ud, men samtalen forbliver den samme: formularisk, repetitiv og frem for alt banal. Det er næsten ikke til at holde ud.
Vi mennesker er nysgerrige og selvoptagede; vi har brug for samtaler, der kan tilfredsstille nysgerrigheden på den anden og give os mulighed for at klage og prale. Når den samtale oftest ikke bliver realiseret i frisørstolen, skyldes det ifølge denne frisørgænger, at der fra begyndelsen er etableret et skævt magtforhold.
Det kan godt være, at jeg som kunde holder gang i butikken og i teorien er den magtfulde. Men når først jeg har indfundet mig på den roterende stol, har jeg samtykket til at blive drejet, hævet og sænket efter frisørens forgodtbefindende. Om lidt griber frisøren saksen og afgør, hvordan jeg skal se ud de næste mange uger. Findes der større magtafgivelse end at lægge sit udseende i en fremmeds hænder?
Min frisør er ung, i begyndelsen af 20’erne og dermed næsten ti år yngre end mig. I andre sammenhænge ville jeg i kraft af mit forspring i livet formentlig bedre kunne styre samtalens gang. I frisørstolen har alder og erfaring intet at sige. Han har saksen og derfor magten – og jeg må underkaste mig frisørsamtalens banalitetsregime.
Det regime har som sådan intet med frisørerne at gøre, men med kulturen. Vi lever i et klima, der kendetegnes ved at være gråt, vådt og koldt. Når varmen endelig når herop, bliver vi nærige. Andre steder har man rigeligt med solskin og varme og deler gerne med andre. Der kaster man om sig med varme og åbenhed. Der er altid et kindkys at hente, altid en plads ved bordet.
For os er varmen en anderledes dyrebar ressource, man skal gøre sig fortjent til. Det gør vi selv ved at kæmpe os igennem vintermånedernes lave temperaturer og ubarmhjertigt korte dage. Det kræver tålmodighed at bryde gennem danskerens indre isdække. Til det formål er frisørsalonen måske bare ikke det mest egnede sted.
Men det betyder ikke, at samtalen partout skal være banal. Indimellem findes der glimt af varme og åbenhed i frisørsamtalen. De glimt er oftest forbeholdt de mere trofaste kunder.
Efter længere tids søgen har jeg valgt kun at booke tider hos denne ene frisør, der trods sin unge alder klipper med en hånd så sikker og begavet, at man skulle tro, han har gjort det i årtier. Han har nu klippet mig i et halvt års tid, og i dag bliver min trofasthed belønnet.
Ti minutter inde i klipningen fortæller han mig om de fremtidsplaner, han er ved at udtænke med sin kæreste. De vil flytte til Paris. Jeg ærgrer mig straks over udsigten til at skulle finde mig en ny frisør, men glæder mig også over, at der nu har vist sig en vej væk fra det sædvanlige samtalespor. Jeg følger vejen, spørger ind til kæresten og til Paris. I et kort øjeblik er vi brudt ud af salonens gængse samtalerammer og har indfundet os i en normal og ligeværdig samtale. Så kan det altså lade sig gøre.
Som jeg rejser mig fra frisørstolen er jeg ikke kun tilfreds med klipningen, men med det fremskridt, jeg har gjort i samtalen. Jeg tænker på, om det mon kommer til at forløbe lige sådan næste gang, og hvad vi i givet fald så skal tale om. Pludselig bliver jeg nervøs for, om han nu ligefrem forventer en lige så fortrolig samtale næste gang – måske endda mere fortrolig? Hvad hvis jeg ikke har noget spændende at fortælle? Hvad hvis han fortæller noget, han synes er spændende, men som jeg ikke gør og ikke kan forholde mig til?
Jeg kan ikke løbe fra, at der er et ønske om at præstere. Indrømmet, det lyder åndssvagt at gøre sig tanker om at præstere som kunde i en frisørsalon. På den anden side: Hvem vil ikke gerne være interessant at tale med?
Jeg trøster mig med, at jeg ser min frisør en gang om måneden i en halv time, og at han har andre, vigtigere ting at gå op i. Får jeg sagt noget åndssvagt, vil det være glemt næste gang. Til gengæld vil det interessante hænge ved.
Under alle omstændigheder er det for sent at ændre kurs nu – og heldigvis for det. Livet består af stort og småt, og i samtalen med fremmede kan vi lufte begge dele uden at skulle tænke over, om vi bliver dømt eller ej. Det kan vi ikke på samme måde i forpligtende relationer.
Frisørstolen kan være det præstationsfrie samtalerum, vi alle har brug for indimellem.
Hvis vi ellers tør tale om andet end vores weekend.
scroll-down
