Sådan føles det at blive ramt af et lyn

Det var en grå eftermiddag om sommeren, en mandag. Jeg og resten af FC Nordsjællands hold var midt i en træningskamp mod Hvidovre, to dage efter, vi havde spillet mod FCK i Superligaen. I begyndelsen af anden halvleg af kampen var det, som om at himlen skiftede farve. Skyerne blev mørke, regndråberne begyndte at hamre ned over stadionet. Det røg ned i stænger, så man næsten ikke kunne se over på den anden side af banen.

Pludselig fejede et kort, intenst lysglimt hen over græstæppet, i samme øjeblik, som jeg var hoppet op i en hovedstødsduel mod en af modstanderne. Jeg og alle de andre 22 på banen, inklusive dommeren, faldt til jorden, som brikkerne på et skakbræt gør, hvis man med et smuttag løfter brættet. Alle de andre rejste sig hurtigt igen og løb ind under et halvtag, undtagen mig. Jeg blev liggende på banen. Et kuglelyn var slået ned, direkte ind i mig.

En af spillerne fra Hvidovre, som var politimand i sit civile liv, løb hen til der, hvor jeg lå, da han så, at jeg ikke rejste mig igen. Han vidste, hvordan man skulle agere i situationen. Det samme gjorde vores fysioterapeut fra FC Nordsjælland, De begyndte straks at give mig hjertemassage og pumpe ilt gennem min krop. I det, at lynet havde ramt mig, holdt mit hjerte op med at slå.

Alt var kaos. Hvis de to ikke havde været til stede på stadion, havde jeg ikke været her længere. Lægeredderne i ambulancen kom heldigvis også hurtigt frem. De kom ind på banen, gav mig adrenalinsprøjter og fortsatte hjertemassagen. Først langt senere fik jeg at vide, at jeg havde været død i 41 minutter, før de havde genoplivet mig.