”Da jeg modtog min diagnose, var det med en vis lettelse. Nogle sammenhænge blev tydelige, og lidt af ansvaret for mine egne fiaskoer blev taget af mine skuldre” scroll-down

”Da jeg modtog min diagnose, var det med en vis lettelse. Nogle sammenhænge blev tydelige, og lidt af ansvaret for mine egne fiaskoer blev taget af mine skuldre”

Flere end 40.000 danskere er diagnosticeret med ADHD. Deres vanskeligheder med koncentration og impulsivitet giver problemer i hverdagen, og de er overrepræsenteret i statistikker for arbejdsløshed, misbrug, kriminalitet og meget mere. Euromans Thorkil Jacobsen er en af dem. Her fortæller han om at vende sin egen historie på hovedet, finde håb i en psykiatrisk diagnose og langsomt pejle sig frem til en retning i livet, som giver mening.

Af Thorkil Jacobsen
Foto: Marcus Trappaud Bjørn
Mennesker Euroman

HVIS DU I BEGYNDELSEN af 2018 så mig cykle gennem Utterslev Mose, ville du nok tænke, at jeg var helt normal.

Hvis du kendte mig, ville du måske endda tænke på mig som relativt succesfuld: 36 år gammel, to børn, stadig kærester med deres mor, en villalejlighed i udkanten af København og uddannet journalist. Men sådan føltes det ikke. Mit liv var et patetisk rod.

Året før havde jeg impulsivt sagt mit arbejde op, fordi jeg troede, jeg havde et andet på hånden. Det havde jeg ikke. Og nu var jeg i stedet arbejdsløs – eller freelancer, som vi journalister ynder at kalde det.

Den nyvundne frihed skulle bruges fornuftigt, havde jeg tænkt. Endelig skulle jeg skrive en roman, ombygge børnenes værelser og hygge mig med journalistiske projekter, indtil jeg igen fandt et arbejde. Sådan gik det ikke. I stedet sad jeg oppe på mit kontor, hvor tankerne myldrede, og ingenting skete.

Det var frustrerende ad helvede til. Alle mine dårlige sider blev forstærket. Jeg blev endnu mere tyndhudet. De mindste følelsesmæssige udsving fra mine børn kunne bringe mig ud af fatning. Jeg råbte ad dem. Jeg magtede ikke at spille et brætspil eller engagere mig i børnenes skolegang. Mit største bidrag til familien var nogle overdrevne madprojekter, som jeg blev grebet af. Men små børn ser ikke skønheden i oksehaleragout. De vil hellere have spaghetti. Og en far, de kan snakke med.
Jeg gemte mig for høje lyde og det mindste optræk til konflikt. Men når du elsker nogen, og du bor sammen med dem, kan du ikke rigtig gemme dig. Jeg kunne liste op på mit kontor eller ud i køkkenet, men når jeg ikke var i stuen med min familie, var mit fravær der. Der var en plads i rummet, som ikke blev fyldt ud. Jeg kunne høre dem spille Uno, mens jeg følte, at mistede forbindelsen til dem, jeg elskede mest.

Jeg ved ikke, hvor bevidste mine børn var om det, eller hvor stort deres afsavn reelt var. Jeg var god til at læse godnathistorie, jeg kunne også sagtens tage dem en tur i svømmehallen, og jeg var klart den fedeste forælder at have med i bland-selv-slik-butikken. Jeg var nærværende, når det var sjovt. Men sandheden var, at det var deres mor, som bar familien, når det kom til at få hverdagen til at hænge sammen. Hun vidste, hvilken tandbørste der var hvis. Hvem af dem, der havde brug for en ny vinterjakke. Hvad de andre børn i klassen hed. Jeg var skiftevis en sjov hyggeonkel eller en magtesløs idiot, som råbte ad dem, hvis de ikke tog strømperne på i det øjeblik, jeg sagde, at de skulle.
Det var ikke den slags far, jeg ønskede at være, og jeg hadede mig selv for at være utilregnelig.

JEG HADEDE MIG selv for mange ting. At jeg ikke tjente penge. At jeg ikke skrev den bog, jeg drømte om. At jeg ikke byggede de børneværelser. At jeg ikke i det mindste havde det sjovt. At jeg ikke færdiggjorde noget, end ikke de mindste projekter. Det år havde jeg fået en idé om at brygge cider.

Fuld af entusiasme havde jeg organiseret, at hele familien samlede æbler og mostede dem. Nu stod dunkene med æblemost i et hjørne af haven og hånede mig for, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at putte indholdet på flaske. Jeg hadede de dunke med æblemost, der stod og rådnede ude ved det uslåede græs.

En tidlig midtlivskrise, kunne man måske kalde det, men mens jeg sad på mit lille kontor oppe under loftet i vores lejlighed, begyndte det at stå klart, at min magtesløshed ikke bare handlede om min arbejdssituation.

Nogle mønstre var tydelige, når jeg kiggede tilbage på mit liv, og de handlede først og fremmest om uregelmæssighed. Jeg kunne være vanvittigt optaget af noget, men så fuldstændig miste gejsten kort efter. Mine følelser sad uden på tøjet. Jeg kunne køre helt op og så helt ned i en dyb, grøn sump af livslede. Sådan havde det faktisk altid været. Jeg blev sendt ud af folkeskolen første gang i børnehaveklassen, fordi jeg begyndte at græde, hver gang læreren læste ’Ronja Røverdatter’. Anden gang var i syvende klasse, hvor jeg var for urolig, ugidelig og ’ødelagde det for de andre.’ Efter to gode år på efterskole hustlede jeg mig igennem et gymnasium, hvor mine ringe årskarakterer kunne opvejes af, at jeg kunne tale mig igennem de mundtlige eksamener. Derefter fulgte nogle vilde år med caféjobs, eksperimenter med stoffer og rejser.

Som ung mand kunne jeg forklare mine handlinger med, at jeg var i gang med noget kunstnerisk, eller at vi havde det pissesjovt på stoffer, alkohol og spontane rejser. Der var ingen krav. Ingen deadlines. Intet ansvar. Men nu var jeg ikke ung længere. Jeg var blevet far som 27-årig. Efterfølgende havde jeg langsomt fedtet mig gennem en journalistuddannelse. Forældreskabet gav en tryghed og en følelse af at høre til et sted, en rolle i livet, og en enorm kærlighed til mine børn og deres mor. Jeg vidste, at jeg var velsignet, men det var en velsignelse, der krævede noget til gengæld. Den krævede, at jeg tog mig sammen, at jeg mandede mig op og var pålidelig og tilstedeværende. Men af en årsag, som jeg ikke havde ord for, kunne jeg ikke det.

Det gik op for mig, at jeg hele mit liv var styret uden om alle situationer, som krævede noget af mig. Hvis jeg ville være en ordentlig far, og hvis jeg ville gøre mig noget håb om at få skyggen af en karriere, kunne jeg ikke flygte længere. Jeg måtte finde en ny måde at konfrontere krav på, ellers frygtede jeg, at jeg ville ende som en bitter og ensom mand.

Den erkendelse drev mig til lægen. Jeg havde det ikke godt, sagde jeg, og jeg havde en mistanke om, at jeg havde ADHD.

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Sygdom