Dette interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.

Amelia Have er en af de varmeste aktivistiske stemmer herhjemme. Hun er bedst kendt for at være en af de drivende kræfter bag indførelsen af samtykkeloven og har tidligere arbejdet i en række NGO’er som projektleder. I dag arbejder hun på en krise- og informationshotline for unge, når hun da ikke lige fylder tiden ud som model og influent. Hendes Instagram er et vidunderligt virvar af oprør, strøtanker, sex og samtid, og det er en stor fornøjelse at byde hende velkommen herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

”Mænd, der går i terapi. Drenge kan vælge et favoritfodboldhold som 10-årig og loyalt stå ved valget resten af livet, selvom det går dårligt for det pågældende hold. Det beviser, at mænd i den grad kan finde ud af at forpligte sig. Og derfor er jeg virkelig ærgerlig over, at flere mænd ikke forpligter sig til at aflære uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som især jeres partnere og børn tit lider under konsekvenserne af. Jeg ønsker inderligt, at det bliver en 2023-hype, at mænd forpligter sig til at lære at være bedre kærester, elskere, venner, brødre, sønner og fædre. Terapi er et fantastisk værktøj til netop det. Sæt i gang!”

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

”En kæmpe sofa fra Formel A, som jeg har fået foræret af Sara Bro. Den er sennepsfarvet og må være belagt med noget beskyttende stads, for jeg har allerede spildt kaffe og en IPA, samt vendt en pandekage på hovedet med både syltetøj og vaniljeis i – og den har ikke taget skade. Lige om lidt bliver sofaen perfekt til babyleg, bleskift og savlede kys, for hele tre elskede kvinder omkring mig skal have babyer over foråret og sommeren. Jeg har selv fået foretaget tre aborter i streg for ikke så længe siden, så det føles ret magisk for mig, at der lige om lidt lander tre smukke væsener i mit skød. Man kan aldrig undgå det, der søger én.”

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

”Jeg har ikke så mange penge og forsøger ikke at anskaffe mig for mange ting – bortset fra flybilletter. Men i går brugte jeg 1.299 kr. på en 25 liters rygsæk fra Ortlieb efter mange ugers rygsæk-research. Jeg var ude i noget Patagonia, The North Face, måske endda Petzl, men endte jeg alligevel med en cykelrygsæk fra Ortlieb. Jeg har en forkærlighed for det mærke. Min første Ortlieb-rygsæk købte jeg som 16-årig i Berlin.

Jeg var spejder i mange år og er meget praktisk anlagt med hensyn til eventyr. I næste uge rejser jeg til Brasilien en måneds tid. Rygsækken skulle være god til endags-hiking. Når jeg rejser på længere ture, rejser jeg altid med to rygsække. En 35 liters rygsæk, jeg checker ind, og en mindre rygsæk til håndbagagen. Jeg møder altid op i lufthavnen iført vandrestøvler og fuldt fleece-sæt, og så har jeg selvfølgelig rygsækkene fyldt med små, gennemsigtige kjoler, glitter-stiletter og bikinier.”

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

”Jeg vender aldrig tilbage til det samme sted. Jeg er for sulten. For nysgerrig. Jeg rejser ikke for at slappe af, jeg rejser for at opdage nyt og få gang i adrenalinen og lykkehormonerne. Da jeg dealer med ekstreme depressioner – en trofast følgesvend til ADHD – så har jeg virkelig brug for store sceneskift for at puste liv i livslysten. Jeg har altid rejst langt væk, ofte alene, siden 16-17 års-alderen: Indien, Jamaica, Cuba, Honduras, Mexico, alle mulige steder. Og meget ofte steder, som er farlige især for kvinder, der rejser alene.

Min kropsterapeut spurgte forleden, om jeg aldrig bliver bange, når jeg rejser så langt væk alene. Jeg svarede, at jeg sjældent oplever frygt. Men når man har danset med døden, så er det alligevel positivt, at frygten en gang imellem sparker ind. For frygten for at blive slået ihjel må jo betyde, at jeg alligevel gerne vil eksistere. Det lyder makabert, men det er ærlig snak. Man lærer, hvordan man skal leve livet, hvis man da forbliver i live længe nok, siger jeg tit til mig selv.”

Hvornår vidste du, at du var god?

”Det ved jeg sgu altid. Jeg bliver bekræftet i, at jeg er god nok hver eneste dag. Det håber jeg, alle gør. Og hvis man ikke gør, så skal man være mere opmærksom. Jeg lover, at man vil finde det i glimt. Jeg oplevede det så sent som i går: Der har lige været modeuge i København, hvilket på en måde er usikkerhedens Mekka. Men i går ved et show betroede en yngre model og influencer mig, at hun ofte var angst ved modeshows og events, men at hun blev helt rolig, når jeg var til stede og hun var tæt på mig. Det var fandme sødt sagt.

Og ja, det kan da godt være, at det er så simpelt, at det er de der DDD-bryster, der associeres med moderlighed og det at blive holdt, men jeg vælger at tro på, at det har noget at gøre med min karakter. Må jeg i øvrigt lige runde af med en anbefaling: Få flere venner som er under syv år og over 70 år. Du får umiddelbar og uspoleret genialitet fra de unge, og visdom fra levede liv fra de gamle. Alt imellem er the blind leading the blind. Ingen af os ved jo, hvad fanden der egentlig foregår.”

Følg Amelia her.