Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Carsten Werge
Foto: Rasmus Weng Karlsen

Carsten Werge: "Det sætter jo nogle tanker i gang at blive så syg"

Carsten Werge har overlevet en livstruende sygdom, som de færreste vidste, han led af. Nu har landets bedst kendte fodboldkommentator igen grebet mikrofonen og vil efter eget udsagn nok trappe ned på heltid. Espen Uldal har bedt ham forklare, hvad der skaber en god kommentator.

At dømme ud fra sprogbrugen, er Carsten Werge for alvor kommet sig over den betændelse i bugspytkirtlen, der for næsten præcis et år siden var tæt på at koste ham livet. ”Pisse irriterende,” siger fodboldkommentatoren med sin velkendte omklædningsrums-jargon om sygdommen og den lange genoptræning.

Tidligt om morgenen, efter en hyggelig Sankthansaften med familien, vågnede Carsten Werge med stærke mavesmerter og vidste, at den var gal. Derefter begyndte en kamp for at overleve et anfald af sammenklappede lunger, cirka 16 vitale operationer, han husker ikke det præcise antal, og en komatøs tilstand, der kom og gik. Ude på den anden side – med livet, helbredet og humøret i behold – er det en 30 kilo lettere version af levemanden, der sidder i sit hjem i Hvidovre med en kop kaffe og reflekterer.

”Det sætter jo nogle tanker i gang at blive så syg. Jeg skal nok være lidt mere til stede over for min kone og mine børn, end jeg har været. Jeg skal også være bedre ved mig selv. Jeg har altid trænet og været i god form – ikke at man altid lige har kunnet se det,” siger den nu 60-årige Werge, som fremover vil prioritere badminton og lange gåture med sin kone højere.

Werge bemærker tørt, at han fremadrettet også vil trappe ned på arbejdet og nu bare vil udfylde, hvad der svarer til en normal fuldtidsstilling.

”[Niels-Christian] Holmstrøm sagde engang, at kirkegårdene er fyldt op med beviser på, at ingen er uundværlige, og det har han jo fuldstændig ret i,” griner han. ”Problemet er, at jeg aldrig har tænkt på mit job som et arbejde. Da jeg var syg, tænkte jeg slet ikke på jobbet, men da jeg kom tilbage, kom følelsen for jobbet tilbage med det samme. Jeg elsker duften, mine kollegaer og tonen.”

DSF4497.jpg

Af en eller anden grund er Carsten Werge altid sluppet afsted med at fyre et par eder af i den bedste sendetid. Det har gjort ham til et ikon inden for sports-tv, og det er en rimelig antagelse, at hans stemme er den, de fleste danskere i dag forbinder med fodbold. Og det endda i en tid, hvor tv-monopoler er blevet brudt, og antallet af kanaler med adgang til verdens mest populære sportsgren bare synes at vokse og vokse. Selv i den stigende konkurrence har Carsten Werge bevaret sin position, og det er en position, som i fjernsynets levetid kun har været de allerbedste til låns.

Før Werge var der Svend Gehrs, som gik på pension i 2005, og Flemming Toft, som stoppede tv-karrieren i begyndelsen af 2015. Da Toft droppede mikrofonen for sidste gang, foretog Ekstra Bladet en meningsmåling for at finde ud af, hvilken sportskommentator deres læsere mente var den bedste gennem tiderne. Werge, Gehrs og Toft toppede skalaen med hver 12 procent af stemmerne. De, der kom tættest på dem, var en trio bestående af legenderne Gunnar ’Nu’ Hansen (9 procent), Niels-Christian Niels-Christiansen (9 procent) og Poul Erik Andersson (8 procent).

Nu er det alene Carsten Werge, der bærer faklen videre, men hvad er det, han kan?

”Jeg har altid haft en kontant stil. Hvis jeg ser tilbage på de chefer, jeg har haft gennem tiderne – Niels Erik Madsen på Hvidovre Avis, Jens-Carl Kristensen på Berlingske Tidende, Henrik Brandt på Radiosporten, Peter Nørlund og nu Kim Mikkelsen på Viasat – så er de næsten alle sammen nogle rimeligt hårde bananer. Ret old school i deres opfattelse af journalistik og mandskabsbehandling, og det har altid afspejlet sig i den måde, jeg har kommenteret på.”

IMG_0167.jpg

Da han efter mange overvejelser i sin tid skiftede fra radio til tv på DR, var det for at afløse Svend Gehrs. Det var nogle ordentlige sko at skulle fylde ud.

”Det første jeg tænkte var, at jeg ikke skulle prøve at kopiere ham. Han var jo fantastisk. Det kunne jeg slet ikke. Solen skinnede altid, når Svend kommenterede. Han var et barn af Gunnar ’Nu’-tiden, og selv om jeg ikke var så gammel, så var jeg meget bevidst om, at jeg hellere ville give mig selv, når jeg kommenterede, og køre på begejstring.”

Med sin kontante stil smelter den indsigtsfulde fagmand på kommentatorpladsen sammen med den iltre seer hjemme i lænestolen. De er på bølgelængde. Werge fortolker som en ekspert og formår på samme tid at formidle sin viden med ord, som kunne være sagt af en helt almindelig fodboldfan fra Werges elskede Frem Boldklub i Valby med næsen helt oppe i skærmen.

”Jeg sidder jo ikke og tænker over, hvad jeg siger. Det bærer det så også præg af en gang imellem. Jeg har et ønske om at være mig selv. Jeg tror, jeg er den samme, uanset om jeg kommenterer eller leger med mine børn – eller hvad fanden jeg nu gør. Jeg er pisse irriterende og meget direkte. Det er sådan, jeg er. Jeg kunne godt have valgt at køre ’sikker røv’, men så var der nok ikke nogen, der havde lagt mærke til mig. Jeg har altid haft et ønske om, at folk skulle vide, hvem jeg var, på grund af det jeg kunne.”

DSF4399.jpg

I den tid Werge har været syg, har han set et hav af fodboldkampe på tv og på den måde kunnet studere kollegernes indsats. Det blev en slags efteruddannelse, og han bemærkede nogle tendenser, som han nok kendte lidt til i forvejen, men som bliver mere og mere udtalt.

I hans – venlige, bevares – men kritiske, professionelle ører lyder dagens kommentatorer alt for ens. De giver for lidt af deres personlighed. De taler for meget, og de er alt for statistisk baserede. Sådan lyder hans kontante dom, og han mistænker internettet for at bære en del af skylden, for nettet baner en alt for let vej til en overflod af ofte unødvendige informationer. Informationer, som kommentator-kollegerne generelt er for dårlige til at sortere i.

”Efter jeg er kommet tilbage fra min sygepause, har jeg besluttet, at jeg vil gå lidt i den modsatte retning og kun bruge statistikken, når det er relevant. Der er ikke en kæft, der lægger mærke til det, men jeg har altid arbejdet med at lave små nuancer om i min kommenteringsstil. Jeg prøver også at lade folk hvile ørene ind imellem og holde nogle flere pauser, mens jeg prøver at være mere på selve kampen ved at nuancere min stemme i højere grad end andre. Jeg har altid været god til at bygge en stemning op. Jeg er ikke bange for at sige, at jeg synes, jeg er dygtig. Det er jo ikke raketvidenskab, men det handler meget om fingerspitzengefühl.”

Når det er sagt, vil han også gerne mane lidt til besindelse, inden kommentatorrollen ophøjes til noget, den ikke kan bære.

”I bund og grund er sådan en som jeg jo bare et lydtapet. Hvor mange gange sidder der ikke så mange folk samlet omkring et fjernsyn, at de alligevel ikke kan høre, hvad jeg siger? Det handler sgu om ikke at blive alt for højtflyvende om sin egen værdi.”

DSF4386.jpg

Hunden gør ude i entréen, da en af håndværkerne i den anden ende af huset pusler rundt.
”Stille, Messi,” siger Werge til hunden og griner.

”Jeg måtte ikke kalde den for Frimann for min kone, så den kom til at hedde Messi.”

Carsten Werges tone kunne blive endnu hårdere, når han i rollen som vært styrede debatprogrammet ’Det’ Bare Fodbold’ og gik i clinch med andre hårde hunde som Karsten Aabrink og Niels-Christian Holmstrøm. Jim Stjerne Hansen og Lars Berendt var heller ikke fans af Werge. Bølgerne gik til tider højt, men det trak for alvor op til stormvejr, da fodboldtræneren Christian Andersen i 2008 stævnede blandt andre Werge, TV3 og Flemming Østergaard for bagvaskelse. Andersen tabte dog sagen i retten.

Midt i sådan en hverdag af verbale øretæver og ikke altid stuerene vittigheder har Per Frimann fungeret som roen i orkanens øje og Werges altid sindige og trofaste ’wing man’ i mere end to årtier. Nogle elsker deres indbyrdes sammenspil, andre hader det, men som par vinder de enhver måling om titlen som landets bedste kommentatorpar.

”Vi lavede rav i den under VM i Frankrig i 1998. Dengang fik folk nok et lille chok. Det var der, jeg begyndte at drille ham. Folk troede, vi var uvenner og skændtes, men det har vi jo aldrig gjort. Vi fandt bare en underholdende jargon, der gav os et unikt ping pong.”

Werge tvivler på, at han og Per Frimann kunne slippe afsted med deres løsslupne facon i andre lande, og han er ikke bleg for at erkende, at han hos nogle seere er upopulær, og det dyrker han.

”Alle har en holdning til det, vi laver, især nu med de sociale medier. Folk må meget gerne svine mig til – helst med nogle ord man kan tåle at se på i lang tid, og hvis ikke jeg, der har valgt et job, hvor jeg forholder mig til andre og kritiserer andre, kan tåle at blive kritiseret, så har jeg valgt et helt forkert job.”

Han kan mærke, at han i dag har sværere ved at lade sig ryste, når folk hidser sig op over hans platheder og skarpe tunge.

”Den slags kritik forholder jeg mig meget mere roligt til, efter jeg er kommet mig over min sygdom.”

DSF4475.jpg

premium-logo

Fuld adgang til Euroman premium 49kr./md.

Prøv gratis i 14 dage