Christian Mørk: ”Jeg gik ud på badeværelset, tændte for styrtebadet og græd” scroll-down

Christian Mørk: ”Jeg gik ud på badeværelset, tændte for styrtebadet og græd”

Den 56-årige forfatter Christian Mørk om sit livs stejleste landing, om sin fars død og om at lære, at verden ikke går under, selv når alt går galt.

Af Benjamin Dane
Foto: Sine Jensen
Mennesker Euroman

Har du nogensinde siddet i et fly og bedt for dit liv?

”For nogle år siden var jeg var i Ecuador i forbindelse med en bog, jeg skrev. Jeg skulle flyve fra den store kystby Guayaquil til Cuenca, som ligger meget stejlt oppe i Andesbjergene. Da vi skulle til at lande, dykkede flyet pludselig meget voldsomt. Vi susede ned mellem bjergskråningerne til lufthavnen, som ligger midt inde i byen, og det var lige før, jeg kunne kigge ind i folks spisestuer og se, hvad de fik til aftensmad.

Jeg klamrede mig til mit flysæde, mens jeg så, at kabinepersonalet, som sad med ansigtet mod passagererne, slog korsets tegn og kyssede deres små amuletter. Jeg tænkte, at nu er det godnat, men på en eller anden måde lykkedes det piloten at lande. Da jeg og de andre gringoer på flyet stod lidt opskræmte, mens vi taxiede fra landingsbanen og ind til ankomsthallen, lagde jeg mærke til, at alle sydamerikanerne tog det hele med ophøjet ro.

Kabinepersonalet kom med vand og sagde undskyld: ’Lo siento, lo siento,’ men forklarede, at det havde været en helt normal landing. De fortalte, at fly ikke bare kan cruise ind på landingsbanen i Cuenca, men skal dykke meget hurtigt fra stor højde for at kunne lande. Og at kabinepersonale i Ecuador altid slår korsets tegn under indflyvningen.”

Hvad er den vigtigste telefonsamtale, du har haft?

”Tidligt om morgenen 8. oktober 1992 blev jeg vækket af telefonen i min lejlighed på Manhattan i New York, hvor jeg lige havde fået job på filmmediet Variety.

Opkaldet kom hjemme fra Danmark, det var Per Arnoldi, som ringede og fortalte, at min far (Erik Mørk, red.) havde været ude for et alvorligt biluheld. Han var på en landsdækkende teater-turné og var landet aftenen før i Aalborg, hvorfra han skulle med taxa til Hjørring og spille næste dag. Men på vejen blev taxaen torpederet af en uagtsom bilist. I ulykken blev hans krop fuldstændig radbrækket, og derfor valgte lægerne at lægge ham i medicinsk koma.

Per er en af min families og mine gode venner, og det var ham, der ringede, fordi min mor (Susse Wold, red.) – som sad ved siden af – ikke var i stand til at fortælle det selv. Og selvom Per sagde, at min far havde overlevet, og at lægerne havde situationen under kontrol, kunne jeg fornemme, at det var virkelig alvorligt – måske også mere alvorligt, end min mor og Per var klar over. I det øjeblik var det, som om jeg vidste, at jeg ville miste min far. Jeg gik ud på badeværelset, tændte for styrtebadet og græd, langt mere end jeg gjorde, da han senere døde.

Da min far vågnede efter fire uger i koma, opførte han sig ubalanceret. Årsagen var, viste det sig, at han havde et glioblastom i hjernen, en særligt ondartet og hurtigvoksende hjernesvulst, som endte med at slå ham ihjel.”

Hvornår blev du en mand?

”Det gjorde jeg klokken 12.57, 27. januar 1993, da jeg holdt min far i hånden, mens han døde. Jeg var 27 år gammel, og han var lige fyldt 67. Det skete på hospicet Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup, hvor han var indlagt.

Jeg sagde farvel til min far, og mens han stadig var varm, og jeg stadig kunne lugte hans olivenduft på huden og hans citron-aftershave, tog jeg min pakke Camel og lagde dem på bordet ved siden af sengen – og siden har jeg ikke røget. Jeg lagde al min ungdoms forstillelse og prætention fra mig, og det var i det øjeblik, at jeg blev en mand.”

Hvad ville du sige til dig selv, hvis du mødte dig selv som dreng?

”Jeg ville sige: ’Alt det, du går og er bange for, kommer nok til at ske. Men det er ikke så slemt, som du går og forestiller dig.’

Som ung kan man bruge meget energi på at være bange for at blive forladt, ikke få drømmejobbet, blive fyret, blive fattig, glemme noget vigtigt eller dumme sig offentligt, og tro at det er lig med verdens undergang. Men når det sker – og det gør det for de fleste – viser det sig som regel, at man overlever, og man får en erfaring, som gør, at de slemme ting for fremtiden bliver lettere at bære.

Frygten kan stadig komme tilbage til mig, når jeg skal udgive en ny bog og bliver bange for, at ingen kan lide den, men selv hvis det sker, går livet jo videre, og så kommer der en ny chance og en ny bog, der skal skrives.”

Hvad er den vigtigste beslutning, du har truffet?

”Efter min fars død begyndte jeg at tage min karriere meget alvorligt – måske også lidt for alvorligt. Fra Variety kom jeg ind i Warner Bros. og filmbranchen, og hvis jeg blev spurgt på kontoret, om jeg kunne udføre en opgave til næste morgen, stillede jeg aldrig spørgsmål. Jeg sagde bare ja og blev siddende ved skrivebordet hele natten, hvis det var det, det krævede. Men i længden kunne jeg selvfølgelig ikke holde til det.

En morgen i 1999 vågnede jeg i min lejlighed med hjertebanken; jeg var overvægtig, og min krop var fyldt med røde prikker, som om giften i min krop – en kombination af dårlig mad og alkohol – var ved at sive ud. Jeg gik til lægen, som fortalte mig, at jeg havde galopperende højt blodtryk, men jeg lyttede ikke. Først da jeg til sidst ikke kunne sove, blev jeg nødt til at sige mit job op og trække stikket.

Jeg var blevet ædt op af den gamle Hollywood-kliché om, at lykken ventede lige om hjørnet. Men det var sjovt nok først, da jeg senere forlod Los Angeles og flyttede til New York, at det hele begyndte at ske, og jeg blev forfatter.”

Hvad er det mest besynderlige, en kvinde har sagt til dig?

”Mens jeg boede i Los Angeles, havde jeg på et tidspunkt en russisk kæreste. Hun var lynende intelligent og gik ofte og grublede over ting uden at fortælle, hvad det var, hun tænkte på.

En nat, mens vi lå og sov, prikkede hun mig pludselig på skulderen ligesom en skolefrøken. ’Baby, do you think you are good person?’ spurgte hun – uden den bestemte artikel ’a good person’, for det bruger man ikke på russisk. Jeg vågnede søvndrukken og forvirret, og mens jeg kom til mig selv, gentog hun spørgsmålet. ’Ja, jeg begår fejl, men jeg synes, at jeg er et godt menneske,’ sagde jeg, hvortil hun svarede: ’Oh. Good.’ Så vendte hun sig om, lagde sig til at sove igen, og jeg ved stadig ikke, hvad det drejede sig om.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Bøger