Er du okay, Christopher?

CHRISTOPHER HAR LYST til at sparke en lille hundehvalp i hovedet.

Den er god nok. Den søde og sjove og altid overskudsprægede popstjerne Christopher står i et beklemt backstagelokale i Los Angeles, og han har lyst til at sparke en hundehvalp lige i hovedet. Det er i hvert fald det, han selv siger.

Om to timer skal han ellers spille en så-godt-som-udsolgt koncert på El Rey, et overdådigt spillested med mørkerøde gulvtæpper og lysekroner i loftet, og ude foran er den store lystavle med hans navn på blevet penslet med gylden, californisk aftensol.

Men Christopher er mildest talt skidetræt, han har sovet fire timer i nat ombord på en rumsterende bus, hans hals er sammensnøret, og han savner sin hustru og sine døtre derhjemme. Og inden koncerten er han kontraktuelt forpligtet til en VIP-session: 30 koncertgængere har betalt en ekstrahøj billetpris for en pakke, der inkluderer to akustiske numre, et billede med sangeren fra Kastrup, Danmark, Skandinavien og muligheden for at spule manden i midten med spørgsmål og anekdoter og livshistorier. En mulighed, de færreste lader passere.

Det vil tage omtrent et kvarter.

Han vil komme til at møde sin ordknappe superfan fra Sydkorea, der vil bede ham lave en koreograferet dans til hendes sociale medier.

Han vil møde gråmelerede danske kvinder, der skal hilse fra én, han optrådte med i ’X Factor’ for fire år siden.

Han vil blive spurgt af en soccermom i stram denimjakke, om filmen ’A Beautiful Life’ er baseret på hans eget liv, og han vil for hundrede og syttende gang svare: ”It’s mostly fiction, but don’t tell anybody,” og de vil begge grine, hun ægte, han kunstigt.

De 30 fans vil være benovede, men de vil også gøre krav på det, de har betalt for, og de vil forsøge at kramme Christopher, og han vil elegant afvisende placere sig, så de i stedet står side om side og poserer for kameraet, og alligevel vil han kunne lugte, at de har fået tacos fra nabobiksen til aftensmad, mens hans håndflade hviler på deres varme, våde rygge.

Alt det her ved han, mens han står i backstagelokalet og smører sine sprukne stemmebånd med varm citronvand, for han har gjort det mange, mange gange før. Og det er derfor, han har lyst til at sparke en lille hundehvalp i hovedet. Der er bare ingen hundehvalp at sparke, og hvad skulle det også hjælpe. Christopher er på en mission, og vejen til verdensherredømmet er brolagt med slid og slæb og stive smil. Og altså også VIP-sessions.

”Okay, lad os give dem en rigtig VIP experience,” siger han lavt til sig selv, og så går han fra backstagelokalet og ud til de 30 gæster i den plyssede koncertsal, hvor luften bliver helt regnskovsfugtig.

NOGLE MENNESKER ER så smukke, at man kun kan føle sig grim i deres selskab.

Og så findes der et ypperligere niveau af smukhed – de smukke menneskers superliga – hvor smukheden er så gennemtrængende, at den smitter og flår alt omkring sig med på æstetisk himmelfart.

Så smukke er Christopher og hans hustru Cecilie. For mit eget vedkommende har jeg aldrig set bedre ud end som en refleksion i de olivengrønne øjne, der er fuldkommen symmetrisk placeret i ansigtet på Cecilie Haugaard, der så også tjener til dagen og vejen som model og influencer.

Selv Christophers lidt plebejiske frokostmenu – fire rugbrødsmadder med dåsetun, dåsemakrel og mayonnaise med en energidrik af mærket Monster på siden – passer på forunderlig vis ind i denne lille lomme af overskud, skønhed og selvironisk oprigtighed. Som han sidder der i sin store T-shirt og mæsker sig i protein og koffein, er han jo bare en stor dreng på 32 år – men også en meget smuk og rig og succesfuld dreng med en smuk og rig og succesfuld hustru.

Det er november, og vi er på Papirøen i København, hvor familien Haugaard Nissen bor, mens deres nykøbte hus i Hellerup er under renovation. Det er mit første besøg hos familien, der fuldendes af døtrene Noelle på tre og Isabelle på nul (kender du myten om, at smukke forældre ofte får grimme børn? Christopher og Cecilie gør ikke).

Jeg har glædet mig. Ja, de er meget smukke, men de er også søde, siges det. Så søde. Ordentlige, nysgerrige mennesker. Ingen stjernenykker her.

Christopher Lund Nissen

(f. 1992) Opvokset i Kastrup på Amager med forældrene Gert og Lotte og den syv år yngre lillebror Oliver. 

Christopher fik sit gennembrud som sanger i starten af 10’erne og blev en af de væsentligste stemmer på den danske popscene med sange som ’Told You So’, ’Tulips’ og ’CPH Girls’. 

I 2023 hovedrolledebuterede han i Netflix-filmen ’A Beautiful Life’, som han også skrev filmsoundtracket til. Efter premieren var filmen på top-3 over de mest sete film i mere end 40 lande. 

Privat er Christopher gift med model og influencer Cecilie Haugaard. Parret har to døtre. 

Christopher spiller senere på året, 27. september, i Royal Arena. 

Jeg er kommet for at tale om Christophers pågående verdensturné, succes og ofre og sejre og nederlag, og jeg har vel været på besøg i tre minutter, før vi sidder og taler om … mit kærlighedsliv? Det var ligesom ikke meningen, men lykken forekommer mig at være et liv som Christopher og Cecilies adoptivsøn. I hvert fald nu, hvor de begge er hjemme.

Men Christopher er altså på verdensturné. Han har rejst Asien og Europa tynd, det er snart jul, og så skal han til Sydamerika, og i det nye år går turen til USA og Canada. Sådan må det være, for det er nu, mulighedernes vindue har åbnet sig på klem. Imens må den lille familie klare sig selv.

”Der er rigtig mange, også musikerkollegaer, der har sagt til mig: ’Jeg havde ikke kunnet gøre det, du gør nu. Rejse på tour og være væk i flere uger ad gangen. Og ikke se sit nyfødte barn.’ I mit stille sind tænker jeg bare: Selvfølgelig havde du det,” fortæller Christopher. Men rammer de små, spydige kommentarer ham?

”Slet ikke. Det bekræfter mig bare i, hvorfor det er mig, der får den her chance. For jeg kan godt træde på speederen. Men jeg ved udmærket også, hvad jeg giver afkald på, især i forhold til mine små piger. Det gør nas.”

Det er bare prisen, hvis man vil det, Christopher vil. Og Christopher vil gerne være en verdensstjerne.

Men hov, har vi ikke hørt det før? At Christopher havde vundet eneretten over sit fornavn i Danmark og nu satsede benhårdt på tyske talkshows og kinesiske telefonreklamer? Jo, men det var, før han havde spillet hovedrollen i en Netflix-film, der blev binget i 45 millioner timer på verdensplan i løbet af filmens første måned.

”Da jeg så ’A Beautiful Life’ første gang, tænkte jeg, okaaay, det er sådan en film.”

Han griner. I filmen spiller Christopher verdenshistoriens smukkeste fisker, Elliott, der gemmer på et skjult sangtalent. Elliott snupper en pladekontrakt for næsen af sin barndomsven, bliver kærester med sin smukke producer og i det hele taget er det ikke, fordi man som seer efterlades fortumlet og chokeret tilbage i sofaen af filmens plot. Det er sådan en film.

”Jeg troede jo faktisk, at vi lavede … ikke en romcom. At den fik noget kant og blev lidt thriller-agtig, fordi fortællingen i manuskriptet også var pakket ind i noget mørkt. Men så kom der eddermame Disney-strygere og Los Angeles-colorgrading på,” klukker Christopher, der også har skrevet filmens storstreamende soundtrack.

Anmelderne rynkede forventeligt på næsen, men ikke af den hovedrolledebuterende skuespiller. Og nu spiller virkelighedens Elliott udsolgte koncerter fra Seoul til Krakow og videre til San Francisco. Bevares, det er ikke The O2 eller Madison Square Garden (endnu, ville Christopher helt sikkert selv indskyde), men der er hul igennem til de hellige haller.

”Alle – alle – sagde til mig: Lad være med at gøre det. Fokuser på musikken. Men jeg havde en god mavefornemmelse. Og den her film, mand …”

For at forstå alt, hvad der herfra sker, må man forstå, at ’A Beautiful Life’ har ændret Christophers eget smukke liv. Formentlig til det bedre.

ILEANA REESE HAR altid blødt tøj på, som om hun er på vej på bilferie, og under vores allerførste samtale siger hun en sætning, jeg aldrig hverken før eller siden har hørt:

”Jeg tror, jeg er født med det formål at sælge merchandise.”

Ileana er ikke god til stilhed og kan altid finde på noget at sige. Hun er rumænsk adoptivbarn. Hollandsk far, irsk mor, opvokset i New York, og nu er hun lige blevet 25 år.

”Jeg er jo faktisk sigøjner. Jeg elsker at være on the road.” Hun griner helt vildt højt.

Ileana Reese sidder i noget, der ligner nattøj, og fortæller, at hun er bange for børn. De går så upåvirket og naivt til verden, og det skræmmer hende lidt.

Til gengæld elsker hun at sælge merchandise, så det bruger hun sit arbejdsliv på. Faktisk forventer hun at sælge merchandise til den bitre ende.

Men hun har holdt en pause fra merchandisesalget – omstændighederne lover jeg, at jeg vil undlade at skrive, men det involverer et finsk metalband.

Nu er hun tilbage i et ordentligt, sortlakeret skrummel af en tourbus med røde lædersæder, et lille køkken, et toilet, 12 køjesenge i tre etager og en lounge bagerst i bussen. Som ofte før er hun den eneste kvinde, og hun forstår ikke et ord af det sprog, der bliver talt ombord på bussen.

Ileana er med på Christophers nordamerikanske tour, og det er jeg også. Hun skal sælge merchandise, jeg skal bare lade være med at gå i vejen. Vi hopper begge på bussen i Los Angeles og introduceres for Christophers syv mand store rejsehold, om hvilket man kan sige meget, men noget finsk metalband er de – til Ileanas store lettelse – ikke.

Det er velopdragne gutter fra Velfærdsdanmark med regelmæssige træk og sunde interesser. Selv deres rider i backstagelokalet, hvor de nu har indfundet sig med fem timer til showstart, er sund: ingen slik og chips, men masser af frugt og proteinbarer. Okay, og så lidt øl og en mørk rom til deres opvarmningsritual.

Og de hygger sig. At være på tour med Christophers band er at stå med dolken fremme i et omklædningsrum og klaske hinanden i røven med et vådt håndklæde. Bare ikke i dag, for El Reys backstagelokaler har til bandets store bekymring ingen badefaciliteter. Løsningen på den slags er ofte at finde et fitnesscenter, hvor hele gruppen kan fællestræne og -bade. Sunde interesser, du ved.

Bandets jetlagkroppe hviler tungt i backstagelokalets sofaer, men forsangeren er her ikke. Han har sat sig ind i den sølvgrå Genesis, der holdt parkeret i solen foran El Rey. På elbilens tag var en uhørt lille flaske med kildevand blevet efterladt af bilens chauffør, Jan-Erik Stig. Han er Christophers A&R – en slags musikalsk rådgiver – og sammen er de to nu kørt ud på de brede LA-boulevarder for at snakke og synge ørerne af vægtige musikbranchepinger.

Den store ’A Beautiful Live Tour’ er også en charmeoffensiv. Christopher kan ikke foregive at elske det, men det er lukrativt at være likeable. Og han er god til det, fortæller hans faste kameramand, Victor, der konstant går rundt og filmer Christopher til et stort og meget, meget, meget hemmeligt projekt:

”Det er helt utroligt, hvor god han er til at huske navne og til at skabe forbindelse til fremmede mennesker på ingen tid.”

Det spørger jeg ved en senere lejlighed Christopher ind til:

”Det er mentalt hårdt, for det er mig selv, jeg sælger.”

Klokken 17 er Christopher tilbage ved El Rey, skidetræt og med sammensnøret hals, og han må liste ind gennem bagindgangen, for ude foran fyldes VIP-køen af spændte kvinder i alle former og farver. Allerforrest står den 37-årige sydkoreaner Jaeeun Yun i en sart lyserød bomuldstrøje. Hvis de højttalende, smoothieslubrende californiere, der traver forbi på det brede fortov, overhovedet ænser hende, vil de ikke gætte, hvilken magt hun besidder.

CHRISTOPHER HAR EN flottere krop end dig, fordi han stadig ligger og laver armstræk, mens du står i badet. Han synger bedre, fordi alle hans tanker flyver ud af munden på ham som avancerede fraseringer. Og alle kan han lide ham, også bedre end de kan lide dig, fordi han er sødere, sjovere og klogere, end du er. Hvorfor er det sådan?

Det kan man afkode i kaffegrumset på Østermarievej 14. Her ligger et stort delehus på en stille villavej i Kastrup, og hvis du går forbi den sorte Tesla, det hvidmalede træstakit og postkassen, hvori der stadig bliver lagt kærlighedserklæringer i ny og næ, videre op ad en lille stentrappe og banker på hoveddørens glasrude, kommer Gert og Lotte sammen ud og byder dig velkommen.

De er Christophers forældre, og en solrig februardag åbner de døren for mig til Christophers barndomshjem. Og hvis adoptionsprocessen hos Cecilie og Christopher går i vasken, ville et liv i råhvide omgivelser hos Gert og Lotte virke som et virkelig godt alternativ.

”Jeg syntes bare, at soveværelset skulle være én stor seng,” siger Lotte, da jeg spørger, om det er rigtigt, at lille Christopher sov mellem sine forældre, indtil han blev syv år, og der kom en lillebror til verden.

”Der var da ingen grund til, at vi skulle sove hver for sig. Det var hyggeligt og trygt.”

Lotte er en lille og munter kvinde med lyst hår, hurtige bevægelser og et smil, man kan se fra månen. Når Christopher går ind i et rum og hører én, der griner højt, kommer han til at tænke på sin mor. Gert er husstandens mere analyserende indslag. Mens Lotte taler, sidder han med lange, akademiske fingre om en kaffekop og nikker og bekræfter og brummer. Han har et venligt ansigt, en hvilepuls på fem og taler i en rolig og dannet tone. Christopher har sin fars næse.

Er man på jagt efter et karaktermord på den smukke popstjerne med de indbydende personlighedstræk, går man også forgæves på Østermarievej 14. Selvfølgelig lavede Christopher – folkeskoleklassens syngende midtpunkt – ballade som barn: Der blev kravlet i tunnellerne under skolens grund og sat ild til ting i fysiklokalet. Og nok er han opvokset i en lun rede af kærlighed og samvær, men det er også Vestamager, det her. Ikke alle vennerne var lige konstruktive. Men skolehjemsamtalerne, børnenes MU-samtaler, var små sejrsrunder for Christopher.

”Han snakkede og sang for meget i timerne, men han var også en, der kunne få ting til at ske og passede lidt på dem, der havde det svært. Han var meget vellidt, og det varmede mit morhjerte,” siger Lotte og gør opmærksom på skålen med grønne vindruer foran mig. De er knasende sprøde og sommerligt sødmefulde. Og stenfri.

Var Christopher aldrig ude i tovene, vil jeg vide.

”Han er ikke så god til at tabe,” siger Gert.

”Han har altid konkurreret med dig, Gert. Om alt.”

I timevis kunne far og søn stå og repetere den samme fodboldøvelse. Tæmning, afslutning, mål. Tæmning, afslutning, mål. Hvis Christopher spillede en dårlig kamp for Tårnby FF, ville det blive sagt højt ved middagsbordet af Gert. (”Thank god, at jeg selv har fået to døtre,” fortæller Christopher senere, ”jeg ville slet ikke kunne styre det.”)

Med kaffen i hånden fortæller Gert om familieferier, hvor de kørte langt pokker i vold i taxa for at opstøve den nærmeste fodboldbane.

”Jeg var heller ikke typen, der lod ham vinde. Det var måske lidt atypisk.”

Så vandt Christopher til gengæld så mange andre steder. Når han ikke gik til tennis, badminton og fodbold, massakrerede han vennerne ved bordtennisbordet på fritidshjemmet Lundø, hvor han også blev klubmester i dart og pool. Når han fik bedre karakterer end de andre i skolen, var det ikke ud af stor interesse for fotosyntese eller den kolde krig. Christopher ville bare gerne være den bedste.

”Han er sindssygt god til bordtennis. Der kan jeg altså ikke være med,” siger Gert, og Lotte smiler, men det gør han ikke selv.

På et tidspunkt, Christopher var vel omkring 14 år, blev musikken hans nye sport. Han var kommet i kontakt med produceren Claus Hasfeldt, og de lavede musik i weekenden. Når de andre unge amarkanere var på hyggedruk, blev Christopher (nogle gange) hjemme for at hygge med sin guitar.

”Jeg var overrasket over, hvor seriøst han egentlig tog det,” husker Lotte.

”Og det var bestemt ikke noget, vi pressede på for,” indskyder Gert. Det er ikke fra forældrene, Christopher har sin melodiske tæft.

”Han gik virkelig den ekstra mil af egen fri vilje.”

Nu nærmer vi os noget: Under et interview på et billedskønt spisested tæt ved hans midlertidige hjem, fortæller Christopher mig, hvordan han kigger på sig selv, på kunstneren Christopher, som en atlet, der hele tiden jagter de små procenter.

”Jeg havde nok været en bedre sportsmand end musiker, for jeg elsker, at enten taber jeg, eller også vinder jeg. Jeg bliver oprigtigt gladere af at træne og vækste fra sæson til sæson. Det er der en kæmpe tilfredsstillelse i. Ikke kun, fordi det er sundt og ser godt ud. Jeg bliver så meget gladere af at tænke på, at jeg ville kunne smadre den udgave af mig selv, jeg var for to år siden.”

Ligesom første gang, Christopher greb en guitar, handlede styrketræningen også lidt om piger. Det gør det vel altid. I gymnasiet voksede Christopher langsomt, og til fodbold blev han trynet af jævnaldrende med behårede træstammelår.

”Han var ikke så høj, og han var ved at blive vanvittig,” siger Lotte og griner.

”Det var hans helt store ting, det med højden. Og kan du huske Anna, Gert? Da hun kom ind i klassen? Smukke, høje Anna.”

”Skolens smukkeste pige,” bekræfter Gert.

”Ja. Og hun var et halvt hoved højere end ham. Men så begyndte han også at styrketræne ret intenst hos en af sine venner, mens han også voksede i længden, og han stod også på rulleskøjter og gjorde et eller andet med håret, så det ligesom blev højere.”

Christopher og Anna – smukke, høje Anna – blev i øvrigt kærester.

ET RADIKALT STEMNINGSSKIFTE har fundet sted bag scenen på El Rey. Den lidt træge VIP-session er overstået og mentalt parkeret, nu er det showtime.

Christopher står i en sort undertrøje helt tæt på sin guitarist og tourmanager Gustav og laver nogle armtræningsøvelser med et sammenrullet håndklæde. Han pruster, de tatoverede overarme svulmer kødfuldt op.

Nu holder Christopher peptalk. Chefen – som de rent faktisk kalder ham – samler bandet i en tæt cirkel:

”Lad os tage det fuldstændig stille og roligt. Komme godt fra start. Og så bare mose speederen i bund. Vi skal bare ud og fucking vinde det publikum. Og energien, gutter. Smilet. Ud over scenekanten. Let’s fucking go, gutter. Kom nu. Det er i dag!”

Christopher tester sin stemme og synger et omkvæd i et tonelejeluftlag, hvor andre ville besvime af akut iltmangel. Så fortsætter han sin peptalk.

”Husk nu, boys, det er derfor, vi gør det her. Det er derfor, vi har øvet os så meget. Det er for at stå på en scene i L.A. Vi var født til at gøre det her. Kom nu lidt mand!”

Han tester det høje register igen. Det gør ondt i stemmen.

”Jeg har brug for jeres hjælp derude i dag, gutter.”

”Vi har din ryg, chef.”

Stemningen er brunstig. Christopher danser rundt i backstagelokalet, de andre er gået mod scenen. Fotografen får et stort kram. Jeg får et stort kram. Christopher bokser ud i luften, og på den anden side af scenetæppet kan man høre en dundrende lydgrød af ophidsede kvindestemmer.

Senere, hjemme i Danmark, taler jeg med Christopher om hans omdømme. I Christophers entourage, fra managere til coaches (han har B.S. Christiansen på speed dial), har man sanddru samtaler om, hvorfor nogle køber billetter – og hvorfor andre ikke gør.

”Folk ser mig som pop-artist, og nok lidt mindre som en sangskriver, end jeg gerne vil have. Jeg tror ikke, folk ved, hvor hårdtarbejdende jeg er. Hvor meget musiker jeg er. Jeg hører tit, at ’selvfølgelig kan du også bare lige spille skuespil.’ Men det er jo ikke en selvfølge.”

Og hvad føler du så?

”Det vigtigste for mig er, at folk ikke tror, at jeg er perfekt. At det bliver for poleret og for pænt. Det ved jeg, at folk tænker. Det er jo ikke interessant at se en mand med det perfekte liv, den perfekte kone, de perfekte børn, den perfekte karriere.”

Du kunne også bare omfavne, at folk ser dig som Christopher, der kan det hele?

”Ja, og det er også sandheden. Det er det! Folk ville synes, det var så nice, hvis jeg sad over for dig nu og blottede et traume, mens tårerne trillede. Men jeg kan jo ikke opfinde en smerte, der ikke er der. Man siger, at et menneske har tre store nedture i sit liv. Og jeg har bare ikke mødt en af dem endnu. Ja, jeg har en fucking fed karriere og en fucking fed familie, men det kommer altså af, at jeg har stået op om morgenen, spist mine havregryn, taget det kolde bad og knoklet som ingen andre. Det har krævet så meget selvdisciplin.”

Det er nu ikke, fordi man blandt publikum i Los Angeles fornemmer nogen form for misundelig distance til manden på scenen. Om Christophers koncertgængere forestiller mange sig sikkert horder af skrigende teenagepiger, men på verdensturnéen er billedet anderledes broget. Bagerst i salen holder branchefolkene, typisk mænd i 40’erne med fabelagtigt stramme bukser og lige så lange halskæder, sig tæt på baren. I salens midte står søde mødre og synger hengivent med for sig selv. Forrest peger sydkoreanske fans i massevis deres skarpladte Android-telefoner i retning af scenen.

Der er 700 mennesker til stede, men sangene er egentlig lavet til at blive spillet for 70.000. Storladen stadionpop, der hæver sig over tidens tendenser. Sangskrivningen er konkret som en rugbrødsmad, så ingen kan misforstå, hvad der bliver sunget om (kærlighed er et yndet tema).

Og hvis man er kommet skeptisk ud ad døren, må man pakke alle fine fornemmelser væk under aftenens ekstranummer: Efter en time i skærsilden løber Christopher og bandet om backstage og slubrer vand i sig som tørstige hunde. Jeg tror, showet er forbi, men de virker så underligt uforløste.

”Bare vent, til du ser det næste,” siger bandets skarptskårne spilopmager af en pianist, Mathias, til mig.

”Er de klar, tror du?” er der en, der spørger Christopher.

”Prøv at se dem. Selvfølgelig er de klar.”

Så tager han sin akustiske guitar over skulderen, hopper tilbage ud på scenen og direkte ned blandt det dånende publikum. Han kæmper sig vej midt ind i rummet, så dem, der før stod lidt tilbage, nu har de helt dyre pladser. Og så fremfører han – kun bevæbnet med sin guitar, ingen mikrofon – filmsoundtrackballaden ’Hope This Song Is For You’ med overvældende vokalstøtte fra sit publikum, og som hele salen overgiver sig, må vi alle samme tænke, om det i virkeligheden er os, der lige nu er med i slutscenen i en Netflix-romcom.

DET MÅ VÆRE fedt at lave musik, folk fra hele verden kan synge med på. Det taler vi også om tilbage i Danmark:

”Jeg har helt klart skullet finde en balance i, hvornår jeg grådigt går efter at lave noget, jeg bare ved bliver en kommerciel succes, og hvornår laver jeg noget, jeg knuselsker selv,” siger Christopher.

Det vigtigste er at lave noget, man selv elsker. Skulle man tro.

”Og jeg er faktisk kommet frem til, at hvis jeg vil det, som jeg gerne vil med min musik, er jeg nødt til at gå en lille smule på kompromis med min artistiske integritet.”

Det er jo meget interessant.

”Det er superinteressant.”

Hvornår går du på kompromis?

”Når det bliver for navlepillende. Når jeg virkelig selv kan mærke en sang, men ved, at det er der ingen andre, der kan. Helt ærligt, jeg vil bare hellere spille for 16.000 mennesker i Royal Arena, end jeg vil spille for 500 mennesker i Lille Vega. Og for at ramme 16.000 mennesker skal det være relaterbart.”

Det er ligesom, da han var dreng.

Sejren er et mål i sig selv. Nu er det bare ikke far Gert, der skal have tørre tæsk.

”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke måler mig op imod andres succeser. Musik er bare lidt anderledes, hvis man kun kigger på hitlister. Hvis det er Gobs og Gilli” – Christopher udtaler Gilli med hårdt ’g’ frem for det mere indsigtsfulde ’Djilli’, hvilket er en effektiv måde at kommunikere, at man ikke ligefrem ligger forrest i rapperens billetkøer – ”der ligger nummer ét i Danmark, så er det ikke nødvendigvis det, der er målet. Det er børn, der trykker replay 14 gange om dagen, så det er en helt anden måde at bruge musik på. Det er ikke dét, jeg holder mig selv op imod.”

Han vender lige skråen.

”Det at sælge billetter i USA og Canada og Tyskland er – på en konkurrenceagtig måde – en fuckfinger til alle dem, der har prøvet, og ikke har gjort det. For det er så svært.”

Irriterer det dig, at hiphop fylder så meget i Danmark?

”Det kan irritere mig, at det danske sprog fylder så meget. Det er måske svært for folk at connecte med, hvis jeg har den der energi af, at jeg skal videre. Det er noget med janteloven. Du ved: ’Rolig nu, homie, hvorfor er det ikke godt nok med Danmark?’ De seneste fem år har været meget drevet af urban på dansk. Og hvis der er noget, jeg ikke er, er det det. Men jeg er virkelig stolt af, at jeg ikke er gået på kompromis.”

Det betyder stadig noget for dig, at du er populær i Danmark?

”Ja, det er da ikke ligegyldigt. Men jeg hører også meget af det, der ligger på top-10 på Spotify i Danmark, og det er ikke, fordi jeg ikke forstår det. Eller jo. Jeg forstår det sgu ikke helt.”

Men okay. Nu handler det jo også om udlandet, og hvis Christopher et kort øjeblik skulle have glemt det, bliver han mindet om det kort efter showet i Los Angeles, hvor der straks er et nærmest desperat bud efter ham. Der er hænder, der skal trykkes, så mens bandet damper af backstage, kigger Christopher sig selv i spejlet, skruer millionsmilet på og hovedspringer lige ned i et ocean af rygklap og lovord.

Selv øjner jeg, hvis skæbne det er at følge efter Christopher over alt, i min jetlagtåge muligheden at komme tidligt i seng, for hele aftenen har popstjernen talt om søvn.

Spol så tiden fire timer frem: Christopher sidder på en cocktailbar i Los Angeles’ velhavende Miracle Mile-kvarter og forsøger at slå en form for rekord i, hvor langsomt man kan drikke en fadøl. Han taler med sin A&R, Jan-Erik, og to sangskrivere, der efter sigende er noget så talentfulde.

Timerne bliver ved med at gå, og et større selskab med Christopher i centrum giver nu aftenen kunstigt åndedræt om bord på tourbussen.

Jeg er blevet indlogeret i et lille minkbur af en køjeseng, lige under Christophers identiske sovebur. Overmandet af træthed kan jeg herfra høre, hvordan der bliver fuldediskuteret og støvsuget chips op fra busgulvet. Lidt i fem bryder selskabet op, og jeg fornemmer knirkene fra 80 kilos popstjerne, der dejser om 20 centimeter over mit ansigt.

DA CHRISTOPHER VÅGNER, er der næsten gået 12 timer. Bussen holder stadig og brummer i tomgang, men denne gang i San Francisco.

Den gode ting er, at solen skinner. Aftenens koncertsted ligger midt i byens homokvarter, og omringet af mænd med kagemavser, der jogger grotesk langsomt rundt og hyggesnakker, skal man anstrenge sig for at bevare det dårlige humør.

Den anden ting er, at da Christopher endelig drister sig ud af den titaniske bus, møder hans blik som det første Jaeeun Yun. Hun var der også i San Diego. De dansede sammen til VIP-session i Los Angeles. Hun ventede på ham foran spillestedet efter koncerten i går. Og nu står Christophers sydkoreanske superfan klar med en godmorgenhilsen til ham i San Francisco, hvor de i aften vil lave den samme dans, og hun vil høre de samme sange og tage de samme billeder.

Hun er ikke gavmild med sine mimiske udfald, Jaeeun Yun, men der er utvivlsomt store følelser på spil. Hun er fan på den store klinge og har været det i et årti. Hundredtusindvis af kroner og døgn efter døgn efter døgn har været øremærket Christopher.

Hun er bannerfører, vel nærmest en slags fagforeningsboss, for den særlige type af koreograferet hengivenhed, koreanere er verdensmestre i. Da Christopher spillede i Seoul for to år siden, svævede 3.000 papirfly pludselig simultant mod scenen, som var Christopher klodens mest upopulære lærervikar. Det var Jaeeun Yun, der havde forskanset sig med ni medfans og foldet alle papirflyene. Det tog otte timer.

Da Christopher fyldte 31 år, donerede de sydkoreanske fans 23.300 kroner til det danske Red Barnet. Han var jo lige blevet far.

Og en lille detalje: Jaeeun Yun kan ikke engelsk. Hun forstår brudstykker, men mine samtaler med hende er en langsommelig udveksling af kommandoer i Google Translate. Så hvorfor den ekstreme dedikation til et menneske, man dårligt kan kommunikere med?

”Christophers musik er som et varmt tilflugtssted eller et kram fra en, man elsker,” forklarer hun på skrift.

For enden af Jaeeun Yuns kærlighed regner det med gaver i retning af Christopher og hans band. Slik, kopper, papskilte, kager, malerier, spilledåser. Således også denne eftermiddag i San Francisco, hvor Jaeeun Yun står klar med AI-generede julebilleder af hvert eneste bandmedlem. Der er vel 15 til hver. Christopher tager imod, takker stille og signerer et par billeder af sig selv, stadig søvnig i blikket.

Siden unge teenagepiger i begyndelsen af 10’erne lå på asfalten og gemte sig bag de parkerede biler på Østermarievej, har fankulturen været en hjørnesten i fortællingen om Christopher. De fleste er søde. Andre gange kammer det over (som dengang en fan i Taiwan med en saks forsøgte at få en luns af hans gyldne Samson-lokker med hjem på pigeværelset).

Og hvis Jaeeun Yun er Lionel Messi inden for Christopher-hengivenhed, er 26-årige Sascha Bentsen fra Amager nok Diego Maradona. I 12 år har hun været at betragte som en art spirituel leder for den gruppe af fans, der i tidernes morgen gik under navnet ’Stopher Lovers’. Og de elskede virkelig Christopher, og det gør Sascha stadig.

KORT FØR KONCERTEN i San Francisco, som finder sted i et kælderlokale på det noget mindre Cafe du Nord, er humøret stejlt opadgående. Christopher har lige fået en sjov sms.

”Jeg er blevet inviteret til at være padelpartner med Kongen.”

Ikke en eller anden af hans venner, der bliver kaldt Kongen. Kongen. Nogen – jeg lover at undlade at nævne hvem – har en privat padelbane et sted oppe i Nordsjælland, og de har udset sig de perfekte søndagsmodstandere: Kongen og Christopher. Men sidstnævnte er jo på tour.

De har faktisk spillet sammen før. ”Jeg kalder ham altså bare Frede og giver ham et klap i røven, når han laver en fejl,” siger han, og det er let at se for sig. Kald mig forblændet og forgabt: Christopher er så nede på jorden, at han har munden fuld af småsten. Hvis hans umiddelbare, afvæbnende ydre er en facade, holder han den med psykopatisk disciplin.

Måske er det derfor, der har været så få skandaler. Der har været to: luderbarskandalen, hvor han under fodbold-EM i 2021 blev filmet, mens han efter en euforisk dansk sejr sang om at skulle på luderbar (”I fucked up, men så var det heller ikke værre”). Og Huawei-sagen, da Christopher i 2019 mødte kritik for at reklamere for det kinesisk statsejede telefonfirma Huawei (”jeg lærte, at man skal være påpasselig med, hvem man samarbejder med, men helt ærligt, det gik mig overhovedet ikke på”). That’s it. Og måske er det, fordi Christopher bare har været – og jeg ved, hvordan det lyder – sig selv.

Men som man hører om de middage, han og Cecilie Haugaard frekventerer, lyder hans liv også som et afsnit af ’Klovn’. Man fristes til at spørge, om manden, der kan rejse væk fra en nyfødt baby i uger ad gangen for at arbejde, kan holde snor i sine gamle venskaber?

”Jeg har fra starten forsøgt at være ærlig om, at jeg skal op og se udsigten fra toppen af bjerget. Og så kan det godt være, at jeg kommer til at melde afbud til meget og ikke får skrevet tillykke med fødselsdagen. Der har været venner inden for det seneste år, der har sagt: ’Det er ikke okay. Vi forstår godt, at det er vigtigt for dig, men tag dig sammen.’”

Pludselig stopper invitationerne med at tikke ind. Alligevel er Christopher afklaret.

”Det er fucking ubehageligt, det er det. Men mine prioriteter er karriere og familie, og så er vennerne bare nummer tre eller fire. Jeg har stadig mine tætteste venner, og dem, der ikke kan forstå det: So be it.”

Hans spænder lidt i kæben, og hans gråblå øjne lyner.

”Det er en underlig, kynisk side af mig. For jeg synes ikke selv, jeg er et koldt eller kynisk menneske. Men der er ikke noget, der kommer til at stå i vejen for, at jeg giver det her 100 procent. Ingenting.”

Lige nu er ”det her” en koncert for små 400 mennesker på et bulderkogende spillested i San Francisco. En Christopher-koncert forløber efter en fast skabelon, og selv de elementer, bandet ikke kan kontrollere, er rundet af en vis forudsigelighed.

Fx er der altid danskere til stede, og de råber og skriger, fulde og taktløse, som om de føler et vist ejerskab over deres stræbsomme landsmand.

”Tag trøjen af,” brøler en mandestemme midt i publikum mellem to numre, men han bliver straks tysset på af en amerikansk kvinde med blåsort hår og en lidt testosteronpræget fremtoning.

Det er et godt show, intimt og tætpakket. Christopher spjætter rundt og holder øjenkontakten med udvalgte kvinder i publikumsmængden to-tre sekunder ad gangen, og det lille øjeblik vil de fremover ihukomme, hver gang deres kærester har pletter på trøjen eller tager på i vægt.

Men Christophers blik er slukket, da han kommer ud i backstagelokalet efter koncerten. Han drypper af sved og beder om en rom og 30 sekunders ekstra pause.

”Jeg kæmpede derinde i dag.”

Bandet afventer instrukser fra den modfaldne chef.

”Fuck, jeg kæmpede.”

Der bliver ikke noget ekstranummer i San Francisco.

VI ER TILBAGE i Danmark. Jeg tog hjem efter San Francisco, Christopher og hans band havde to ugers buskørsel til gode. Nu sidder han i Væksthuset på Christianshavn og spiser en rejemad, mens kameramanden Victor filmer ham til det store og meget, meget, meget hemmelige projekt. Under det runde træbord står en stor flamingokasse – den er fuld af kød, for det er en gave fra nogen, der ernærer sig ved at sælge japanske wagyu-bøffer.

Christopher har lidt mere skæg end normalt, og i lyset af den historie, du nu skal høre, vil det passe godt, hvis han også ser træt ud. Hærget. Måske endda grim. Men det gør han altså ikke, det er bare skægget, der er lidt længere.

Historien er, at hans ’A Beautiful Live Tour’ har været brutalt hård. Han taler hele tiden om den aften i Kina, hvor han pludselig skulle kramme og tage billeder med ét hundrede fans efter koncerten (”jeg var så presset, at jeg næsten ikke kunne kende mig selv. Jeg følte mig beskidt, det var overgrebsagtigt”).

Det var ”slatne-agurke-Chris,” der kom hjem til Cecilie og de to døtre efter USA-touren. Overskuddet var væk. Og det var ikke sådan, at hans hustru bare havde holdt badeferie, mens manden i hjemmet var bortrejst.

Hårdest for familien var forløbet om Cecilies bog ’Instagrim’, der særligt efter et indslag om bogen i DR-programmet ’Deadline’ fik en grusom medfart. Kritikken kogt ned: Hvordan kunne smukke, rige Cecilie Haugaard være drivfjeder for et opgør med Instagrams glansbilledkultur, når hun selv tjener penge på at promovere sit liv på første klasse for sine 300.000 følgere? Christophers hustru blev grillet på begge sider i offentlighedens gasgrill, mens han sad på den anden side af kloden.

”At se sin elskede blive slagtet på den måde er langt værre end selv at blive slagtet. Og jeg kunne ikke sige noget. Det ville komme til at virke som om, at her kommer ’Chris to the rescue’, hvilket bare ville stille hende i en værre situation. Så jeg blev nødt til at holde min kæft.”

Det bliver han ikke nødt til længere.

”Jeg vil vove at påstå, at det aldrig var sket, hvis jeg var hjemme,” siger han, varsomt, som om han tester isens tykkelse under sine fødder.

Hvorfor ikke?

”For så var hun ikke endt i ’Deadline’. Uanset hvor godt forberedt hun havde været, så var det der endt galt. Ingen af os er så naive, at vi ikke godt vidste, at der ville komme en form for virak. Det er en bog, der skal gøre os klogere på, hvordan vi håndterer de sociale medier. Og jeg er bare ked af, at budskabet blev misforstået, for det er netop ikke et opgør med glansbilledkulturen. Det kom virkelig bag på mig, hvor meget der blev gået efter manden.”

Alligevel er en verdensturné ikke noget, man fortryder.

”Det er jo rimelig meget et look at gennemføre sådan en tour. Og vi har virkelig fået sparket nogle døre ind. Men det var ikke altid skidesjovt, og der er noget i mig, der ville ønske, at jeg kunne tage tre måneders pause nu.”

Det bliver der bare ikke noget af, for når først dørene er sparket ind, skal der kastes noget ny musik ind ad de døre. Det er hovedfokus nu. Og så kommer der en pakket festivalsommer. Og koncerter i Europa til efteråret. Der er selvfølgelig også tilbud om flere skuespilroller. Og det ene og det andet og det tredje.

Det er 32-årige Christopher Lund Nissen fra Kastrup, der er Christopher. Men Christopher er også et vildtgrenet netværk af investeringer, drømme og ambitioner hos andre end bare ham, der bliver kastet ind foran kameraet, ind til VIP-sessions og ind under det glohede rampelys.

”Det er kun mig, der kan mærke, hvor presset jeg er. Og jeg har været presset. Men mit team har også sagt: Det er ikke kun for dig, Chris. Det er også for alle dem, der har arbejdet på det her i 10 år, og nu er der en unik mulighed. Du skal trykke på speederen. Det fik jeg at vide.”

Er det ikke et pres?

”Det er et kæmpepres, men det var også fedt. Fordi det tog noget ansvar fra mig. At nogen siger: Det skal du. Fint, så skal jeg jo afsted. Og lad os sige, at jeg får et verdenshit med 100 millioner streams. Så skal det understøttes med noget hårdt arbejde. Det ville fandeme være dumt at trække i håndbremsen.”

Føler du dig helt rolig omkring, at du ikke knækker fuldkommen?

”Nej. Det gør jeg ikke.”

Christopher ser lidt forbløffet ud over de ord, der lige væltede ud af hans mund. Som om deres betydning rikoterer rundt i rummet og rammer ham i nakken.

”Det er også kommet bag på mig. Jeg har jo kunnet holde til det hidtil. Men det har været så hårdt, at jeg var ved at tappe ud et par gange. Der kan jeg godt tænke, at det ikke er det værd. Men det er et mentalt nervesammenbrud, der skal til, før jeg lægger mig ned. Det kommer ikke til at være mig selv, der siger, at nu kan jeg ikke mere. Og dét er fucking farligt.”

INDEN VI SÆNKER Christopher halvvejs ned i de fortabtes kulmine, er der en detalje fra Nordamerika-touren, der fortjener at blive nævnt.

For på en motorvejsstrækning mellem Medford og Portland på den amerikanske vestkyst, blev amagerdrengen, der var klubmester i dart, pool, piger, drengestreger, styrketræning og falsetfraseringer, en mand.

En mand, der mærkede efter, tog sine fysiske begrænsninger til efterretning og traf en langsigtet beslutning: Han aflyste de planlagte koncerter i Portland og Seattle.

Efter San Francisco-koncerten var kroppen stået af. Han ville bare sove. Og så, efter intens rådslagning med bandet, måtte Christopher gå bodsgang på sin Instagram og skuffe fans fra nær og fjern. Også fra Danmark.

Sascha Bentsen og veninden Gitte var allerede i Portland, nu forgæves, og de var flintrende gale på det elendige bookingbureau, der først alt for sent havde viderekommunikeret aflysningen.

Men det hele blev godt igen i Chicago, hvor Christopher genoptog sin turné. Her havde Sascha sin bedste snak nogensinde med Christopher. 10, 15 minutter, husker hun det som. Christopher husker det som 20. Det er også vigtigt, at han passer på sig selv, havde hun efterfølgende tænkt.

Jaeeun Yun var slet ikke i Portland. Hun var taget videre til Seattle for at mødes med to koreanske medfans. Da også Seattle-showet blev aflyst, blev hun ikke sur. Det var mere, som om tiden stod helt stille.

Men de tre koreanere ville ære deres faldne helt. De satte sig op i Seattles 53 meter høje pariserhjul, og så lyttede de til ’Hope This Song Is For You’.

Jaeeun Yun fældede en tåre. Det var ikke alle sangens ord, hun kendte betydningen af, men hun vidste udmærket, hvad sangen handlede om.