Da jeg begyndte at deltage i konkurrencer, var jeg under 18 år, og mine forældre skulle skrive under på, at de var indforstået med, at de i tilfælde af død og lemlæstelse ikke kunne sagsøge arrangøren en konkurrence. Alligevel har min familie altid bakket mig op. De har også sagt, at jeg ikke skal stå på ski, fordi de har investeret i det. At jeg skal gøre det for mig selv. Det er jeg taknemmelig for. Men når de siger, at jeg også bare kunne lade være, så bliver jeg faktisk provokeret, for det kan jeg ikke bare. Det er det, hele mit liv drejer sig om, og bare fordi jeg er kommet til skade igen, igen og igen, så lægger jeg mig ikke ned, før det står skrevet i sten.
Freeride er offpiste som konkurrenceform. Det handler om at få den mest spektakulære vej ned ad bjerget til at se lettest ud, og man bliver bedømt på et helhedsindtryk fra top til bund. Det skal være flydende, man skal hoppe ud over nogle klipper, og det skal se lækkert ud. Man får tildelt en bjergside, der er lukket af to måneder op til konkurrencen, fordi ens forbedrelse udelukkende bygger på visuel inspektion. Det kan være enormt svært at størrelsesvurdere på lang afstand, for det ser ret anderledes ud, når du står på toppen og kigger ned. En ret stor del af analysen og planlægningen er en joker. Du ved ikke, om den landing, du har kigget på, er hård eller blød, eller om der er en sten, der får dig til at styrte eller miste en ski. Alle de her ting er med til at gøre det helt uforudsigeligt. Det handler om at udnytte bjergets naturlige udformning.
Jakke H&M til 800 kr. Halskæde Marlene Juhl Jørgensen til 3.500 kr.
Jeg kommer nok fra en familie, der er mere end almindeligt glad for at stå på ski. Særligt min far. Det begyndte med familieskiferier to-tre uger om året, som blev lidt hyppigere med en weekend hist og her. Min far har altid kørt offpiste, og jeg blev taget med, fra jeg var helt lille. Det har været skiløb, der har bundet familien sammen på en spøjs måde. Det har aldrig været et valg at begynde at køre freeride. Det var naturligt, at når vi stod på ski, så var det uden for pisterne.
Da jeg var 15 år, blev der oprettet en Junior Freeride Tour, som fulgte den professionelle World Tour. Jeg kørte min første konkurrence som junior i 2012 og vandt den. Det var egentlig bare en test, fordi jeg aldrig havde kørt på ski med nogen på min egen alder, og jeg vidste ikke, hvor jeg lå niveaumæssigt sammenlignet med folk fra andre lande. Jeg havde bare været vant til at stå på ski med voksne mennesker, men så viste det sig, at jeg var ret god, og derfra var jeg hooked.
Jeg gjorde det rigtig godt som junior, men da jeg skulle rykke op til senior, begyndte jeg at blive skadet. Det er muligvis derfor, jeg stadig er på kvalifikationstouren i stedet for World Tour. Hver gang man bliver skadet, begynder man forfra. Jeg har haft tre operationer i hælene, brækket brystbenet og anklen, revet flere ledbånd over, og senest brækkede jeg håndleddet to dage inden en konkurrence i august, hvor jeg var nødt til at køre med gips. Du tager ikke om på den anden side af verden uden at køre, bare fordi du har brækket håndleddet.
Josefine Lützau, 22 år, studerer statskundskab i Aarhus under Aarhus Elitesport. Samtidig er hun den bedst rangerede danske freeride-skiløber og konkurrerer i Freeride World Tour Qualifier-serien, hvor hun forsøger at kvalificere sig til den professionelle Freeride World Tour. Her kæmper verdens otte bedste kvindelige og 23 mandlige skiløbere om verdensmestertitlen. Hun er p.t. nummer 13 på verdensplan.
Der er ofte høj risiko i forhold til laviner, og muligheden for at komme til skade er der altid. Hvis du virkelig skal ud i noget med høj risiko, så har du planlagt det, og så bakker du ikke ud. Til træning gør jeg ikke noget, jeg kan dø af, for jeg spørger tit mig selv, om det her er noget, jeg kan komme til skade af at gøre, eller noget jeg kan dø af. Jeg gør aldrig noget, jeg kan dø af. Det gør piger generelt ikke. Det gør drengene til gengæld. De har en mere hovedet under armen-tilgang, som jeg er enormt inspireret af. De er vant til at presse hinanden og gejle hinanden op. Det skal være højere, vildere og mere sindssygt hele tiden. Selv jeg, der er vant til at se det, kan tabe kæben over noget, de kan finde på. De har en eller anden klap, de kan slå fra.
Der var en periode i 2016, som gjorde ret ondt, fordi tre jeg kendte, mistede livet inden for meget kort tid. Da jeg fik at vide, at Estelle Balet, en snowboarder, jeg havde kørt junior med, var død, var jeg i chok. Det får jo en til at stille spørgsmål ved, om det er det hele værd. Det fik mig til at reflektere mere over den risiko, jeg udsætter mig selv for. Jeg er blevet overrasket over, hvor meget det har siddet i mig. Jeg så hende tre uger før, hun døde. Hun var lige blevet verdensmester for anden gang som den yngste nogensinde. Det hele kørte på skinner, og tre uger efter var hun død.
Skjorte By Malene Birger til 1.400 kr.
Den eneste gang, jeg har været oprigtigt bange, var en dag, jeg var ude at køre med drengene fra den professionelle tour i St. Anton i Østrig, hvor jeg har min base, når jeg træner og kører løb. Det var sæsonens første snefald. Der var ikke nogen bund i sneen, som påvirker lavinesikkerheden, og man kunne ikke se noget, så det var en højrisikodag. Fyren, der førte an, kendte jeg ikke rigtig, men han viste sig at være en loose canon. Han kørte af sted uden stave, for dem havde han sgu lige glemt derhjemme, og hver gang vi stoppede, skulle han tænde en joint. Det var alt for loose.
Jeg er ude fra ’reservatet’. Jeg er vokset op i Taarbæk nord for København og har gået på Ordrup Gymnasium. Mange af mine veninder går helt tilbage til børnehaven, så de har været vant til, at jeg er væk i lang tid ad gangen, og i gymnasiet var jeg ikke så meget i skole og havde en Team Danmark-ordning. Ud over de veninder er jeg mest sammen med folk, der har noget med skisport at gøre. Sporten har taget meget tid fra venner og familie. Jeg var ikke hende i gymnasiet, der var aktiv til festerne og gik ud og fik en masse nye venner. Jeg glemte min mors fødselsdag i år, og det kan virke som om, jeg har hovedet ret meget oppe i min egen røv. Jeg prøver at være der, men jeg har begrænset tid, og hvis du har for mange jern i ilden, så glemmer du nogle gange et af dem.
Jeg har altid været en pige i en drengeverden, det er jeg stadig. Det har gjort, at når jeg laver nye venskaber, så er det sværere med piger. Jeg oplever ofte, at jeg har mere til fælles med drenge end med piger. Drenge har jeg det nemt med, fordi jeg kan være mere bramfri. Jeg tænker ikke over, hvad de synes. Jeg er mere bevidst om, hvad jeg siger og gør, når jeg er blandt piger. Piger kan godt være rigtigt lede og have en syg tendens til at sammenligne hinanden.
Skjorte By Malene Birger til 1.400 kr.
I et parforhold sætter jeg pris på traditionelle kønsroller. Jeg kan godt lide at føle mig som en kvinde i et parforhold, fordi jeg 90 procent af tiden render rundt med drenge i skiundertøj. Når jeg får mulighed for det, vil jeg gerne føle mig som en kvinde. Min kæreste og jeg har kendt hinanden i flere år, selvom vi kun har været sammen i halvandet. Det er nødvendigt, fordi jeg rejser så meget. Jeg kender ham også gennem ski, så han ved, hvad det er, jeg laver, og kan forstå det, jeg gør. Det, tror jeg, er ret vigtigt. Specielt når man er væk fra hinanden en stor del af tiden.
Man kan sidestille freeriderne med surfer-kulturen. Der bliver røget mange joints, der bliver drukket meget, og der bliver helt sikkert også taget andre ting og sager. Samtidig er folk dog seriøse, når de skal være det. Sporten er blevet professionaliseret de seneste par år, fordi konkurrencen er så hård, men for bare tre år siden var folk stive dagen før en konkurrence. Nu ser du færre sindssyge fester, selvom det stadig er sex, drug and rock’n’roll, store klipper og store boller. Der er nogle karakterer i den verden, nogle skibumser, der lever det frie liv som småskøre bjergfolk. Der er de old school, mindre professionaliserede freeriders i cowboybukser og uden hjelm på gamle Telemark-ski fra 80’erne.
Fælles for mange freeridere er, at vi er mange som rejser rundt på lavt budget. Vi sover hos hinanden, sørger for at fylde bilerne op med mennesker og udstyr og rejser primitivt. Jeg har også prøvet at sove fire mennesker på et lillebitte enkeltværelse i Tokyo, hvor vi skulle til konkurrence, fordi vi var for nærige til at betale for et større hotelværelse. Det er en hustler-livsstil og et fedt sammensat miljø.
