Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft: ”Hvis folk passede lige så godt på deres forhold, som Esben og jeg gør, så ville der ikke være nogen skilsmisser i Danmark” scroll-down

”Hvis folk passede lige så godt på deres forhold, som Esben og jeg gør, så ville der ikke være nogen skilsmisser i Danmark”

Deres venskab begyndte med en nødløgn. Siden da har Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft i snart 10 år hængt sammen som satirisk makkerpar i radioen, på tv og i den ugentlige podcast ’Her Går Det Godt’. Jonas Langvad Nilsson møder de to ordmennesker for at høre om venskabets spæde start, pludselig berømmelse, og hvordan de plejer deres forhold.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Petra Kleis
Mennesker Euroman

Et venskab besegles

Esben Bjerre Hansen og Peter Falktoft begynder begge på Journalisthøjskolen i februar 2008. De går i samme klasse.

Peter: ”Jeg var i gæld til Esben fra dag ét, da Esben som noget af det første skulle lyve på mine vegne om, hvor jeg var henne. Sagen var, at den første uge af Journalisthøjskolen desværre faldt sammen med DM i snowboarding i de franske alper, og det ville jeg ikke gå glip af. På første dag af konkurrencen faldt jeg og brækkede kravebenet og dislokecerede min skulder. Alligevel tog jeg ikke hjem, jeg blev der bare uden at køre. Skæbnen ville, at der var bragende godt vejr i Alperne, så da jeg landede i Danmark med armen i slynge, havde jeg goggle-tan, ren Bjørnebanden, og det harmonerede ikke med studiestart i februar. Jeg skrev til vores lærer, at jeg var faldet i badet og havde brækket skulderen, og at jeg uheldigvis havde goggles på i solariet. Det var en kritisk nødløgn, som Esben måtte underbygge, fordi vi var i gruppe sammen. Jeg lærte meget hurtigt at stole på Esben.”

Esben: ”Det var også på det tidspunkt, at Peter havde en hurtig weekend, hvor der lige skulle fejes op om søndagen.”

Peter: ”Esben og jeg havde den fælles skæbne, at vi begge kort inde i studiestarten gik fra at være i forhold til at være på fri fod. Vi havde en skæbnesvanger aften på Journalisthøjskolens bibliotek, hvor jeg sad og hørte Tracy Chapman på min pc.”

Esben: ”Du var trist.”

Peter: ”Og ude i horisonten lurede et uvejr i form af en pubcrawl gennem Aarhus, som var en del af introforløbet. Meningen var, at man skulle drikke sig ned. Og alle ved, at når man har tumult i kærlighedslivet, så kan en brandert gå to veje: Du kan ende med at græde utrøsteligt, eller du kan have dit livs aften. Mellem de to muligheder er der intet. Du kan ikke have en standard aften. Vi valgte dør nummer to.”

Esben: ”Der var god fart på.”

Peter: ”Kvinderne var meget smukke alle sammen, som jeg husker det.”

Esben: ”Det var utopisk.”

Peter: ”Vi drak os fra sans og samling i hinandens lille, lukkede boble. Jeg faldt i snak med en ung dame fra en af de andre klasser på Journalisthøjskolen. Hun og jeg tog videre for at få en drink, men klokken tre om natten er der ikke så meget liv i Aarhus. Det eneste, der var åbent, var Royal Casino, og da jeg er vild med filmen ’Casino Royale’, tog vi derhen, så vi kunne få en drink, og jeg kunne give den som Daniel Craig. Allerede i døren fik jeg et kæmpe spark i skridtet, da jeg ankom i skatersko, jeans og lyseblå T-shirt og fik at vide, at man skulle have blazer på. Jeg fik udleveret en blazer, som var alt for stor. I baren forsøgte jeg at bestille en Vesper Martini, som er sindssygt stærk, men den kunne de ikke finde ud af at lave. Natten gik sin gang, og da jeg vågnede næste morgen, var det til lyden af DVD-menuen til ’Casino Royale’ på min Xbox, så det havde tydeligvis været aftenens sene visning. Jeg havde den fornemmelse, som kun en brandert fra øverste skuffe kan medføre: ’Hvem er jeg? Er jeg i live?’ For enden af sengen stod min ekskæreste med Emmerys-poser i hånden, hvilket indikerede forsonlighed, men hendes ansigtsudtryk var ulig noget, jeg havde set før. Det næste, der skete, var, at jeg drejede hovedet 30 grader og så, at kvinden fra Journalisthøjskolen lå ved siden af mig. Den næste halve time var voldsom. Det korte af det lange er, at da jeg langt om længe var alene i lejligheden, havde jeg trådt det meste af det, der engang var seks krystalglas på stilk op i fødderne, fordi jeg var blevet jagtet rundt i hjemmet. Min Xbox måtte lade livet. Min ekskæreste Zlatan’ede den ind i væggen.”

Esben: ”Den morgen ringede Peter til mig: ’Kan du komme herud nu?’ ’Jo, hvad sker der?’ ’Jeg kan ikke sige det i telefonen, bare kom.’ Jeg hoppede i en taxa og kørte derud. Vi gik lidt rundt og møffede og samlede glasskår op og fik noget morgenmad. Så tog vi på skadestuen.”

Peter: ”Jeg blev bedøvet fra knæene og ned, og så sad der to læger og rensede mine fødder for splintrede krystalglas. Og så tog vi ellers i byen igen.”

Esben: ”Ellers havde weekenden været spildt.”

Peter: ”I den fortælling ligger Aarhus’ styrke, ungdommens styrke og alkoholens styrke.”

Esben: ”Og fare.”

Peter: ”Efter det var vi kædet sammen, Esben og jeg.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her