Denne artikel blev oprindeligt bragt i Euromans Vintermagasin, som er udkommet med støtte fra en række destinationsselskaber, herunder Destination Fyn og Visit Odense, der har fingeren på pulsen i deres lokalområder. Alt indhold er redaktionelt frit og forankret hos Euroman.

Inde i den inderste del af Odense ligger Brandts Passage. Over for passagen ligger Kunstmuseum Brandts. Bygningen, hvori museet ligger, var i sin tid hjemsted for Brandts Klædefabrik, der blev stiftet af Søren Christian Brandt i 1869.

I tekstilvirksomhedens velmagtsdage var den Odenses største arbejdsplads med over 600 ansatte. Det var i 1920. Men så, i 1970’erne, kom oliekrisen, og den trak brodden ud på den engang så frembrusende fabrik.

I 1977 måtte de dreje nøglen om, således det i dag kun er navnet, der lever videre rundt omkring i Odenses centrum.

Og altså blandt andet i Brandts Passage. Det er her, gallerist Jonathan Kvium har hjemme. (Jonathan er – ja – søn af Michael). 

”Det er en ret unik passage i byen, hvor der bliver gjort meget ud af at gøre vintermånederne hyggelige,” fortæller Jonathan Kvium over en videoforbindelse. ”Her prøver man virkelig at tage sæsonerne og årstiderne til sig.”

Galleriet hedder Albert Contemporary og fokuserer på samtidskunst af unge kunstnere fra hele verden. Når vinteren kommer, sker der også noget inde i Albert Contemporary. Ikke med selve kunsten. Den kurateres ikke ud fra celsius-skalaen. Men noget forandrer sig i måden, et galleri bliver brugt på.

”Vinteren lukker op for nogle helt andre arrangementer og måder at bruge rummet på,” fortæller Kvium. ”I højsommeren er det bare ikke særligt spændende at gå ind og tilbringe en masse tid på et galleri. Så det er helt klart nogle måneder, hvor der kommer mange mennesker ind.”

På et personligt plan er vintermånederne heller ikke et fænomen, der piller humøret af den 33-årige gallerist.

”Jeg tror ikke, at jeg ville kunne bo et sted i verden, hvor man ikke har nogle meget klare og tydelige inddelinger af årstiderne. Det betyder meget for mig, at jeg ved, at der er de her fire rejser, som man skal igennem hvert evig eneste år. Jeg hader at ligge stille på en strand om sommeren.

Jeg kan meget bedre lide, at man både kan tage en jakke på og gå udenfor eller sidde indenfor og hygge sig. Og man kan drikke så meget kaffe, man vil, fordi man altid kan sige, at man lige skal have varmen.

Jeg elsker vinteren, den er supercharmerende. Og det er også, som om den dårlige samvittighed ryger om vinteren. Man kan æde med god samvittighed,” siger Jonathan Kvium og tilføjer:

”Vinteren giver også lejlighed til at bruge byen på en anden måde. Man bruger grundlæggende længere tid på indendørsaktiviteter.”

Jonathan Kvium

33 år. Født og opvokset i København. Barn af billedkunstneren Michael Kvium og Kristin Gudnason.

Uddannet i medievidenskab og produktdesign fra Syddansk Universitet. Indehaver af galleri Albert Contemporary i centrum af Odense.

Har boet i Odense siden 2014. Far til to børn.

Hvad kan du godt lide at lave i Odense, når vinteren er ankommet?

”Jeg kan godt lide at besøge min nabo, Brandts Kunstmuseum. De har stort set altid en sanseudstilling løbende for børn (Jonathan Kvium er far til en datter og en søn, red.).

Den er evigt skiftende og formår at skabe nogle helt fantastiske universer, samtidig med at museet kører helt hardcore nichekunst.

De har lige åbnet en udstilling med en kunstner, der hedder Carlos Amorales. Han har lavet en sindssyg udsmykning på museet med 30.000 små, håndskårede, sorte fugle,” fortæller Jonathan Kvium.

”Et andet museum, vi har i byen, som til gengæld får en helt masse kritik på alle mulige måder, er H.C. Andersen-museet. Men både som far og som en, der synes, det er spændende at benytte byen på den måde, er jeg begejstret for det.

Det er ikke, fordi jeg er særligt nørdet på området, og jeg tror, at mange i byen har det sådan: ’OK, vi kan altså også andet end H.C. Andersen.’

Men de formår virkelig at lave noget, der dykker langt ned under huden på H.C. Andersen. Det er ikke bare hans eventyr. Man lærer nogle ting, som er ekstremt nichebårne.”

Og hvis det ikke er på museum, hvor går du så hen, når der er koldt?

”Der er et sted, der hedder Bar’ Unika. Det er virkelig godt. Det er nogle superseje, unge søstre, der har lavet flere caféer her i byen. Cecilie, Nathalie og Mathilde Fjord. Jeg kan virkelig godt lide at være der.

Man kan få alt fra fluffy pandekager til chia-grød. Hvis det skal være et mere voksent sted, så kan jeg fandeme godt lide at komme på Lalou. Det er en vinbar.

Egentlig drikker jeg ikke rigtigt, men stemningen derinde er bare virkelig god. Og Odense Zoo, der gør rigtig meget for at lægge sig op ad årstiderne.”

Men det er ikke bare i den fynske hovedstad, at det sker. Også resten af øen fortjener opmærksomhed, fortæller Jonathan Kvium, der er født og opvokset i København, men flyttede til Odense i 2014.

”Her er i det hele taget virkelig natursmukt, her på Fyn. Også om vinteren. Et sted, der virkelig er værd at besøge, er en kulturby som Svendborg. Den er fantastisk at være i. Den byder på noget helt andet, en helt anden form for ro.

Det er i det hele taget noget, jeg elsker her på Fyn: roen. Man har på Fyn fået en Michelin-stjerne, og der sker virkelig mange ting, men her er samtidig ro og plads. Det kan jeg godt lide. Kerteminde er også bare superfed. Og Egeskov Slot er et must.”