”Ikke som deltager, men jeg har designet og leveret en kneppebænk til en swingerklub. Derudover endte jeg engang som ufrivillig observatør til en S&M-fest, der fandt sted i Hal D i København, hvor jeg skulle udstille.
Hallen blev brugt til forskellige events, og en aften kom jeg derud, da jeg havde et hængeparti. Det viste sig, at hallen var blevet booket til et stort orgie. Derfor trak jeg op på en balkon og overværede en del af S&M-festen. Der stod jeg og så på folk, der kneppede alle mulige steder i hallen med mine billeder hængende på væggene.
Beskuerrollen var fascinerende og gav mig idéen til at lave min pornofilm ’There Is No Product, There Is Only Marketing’. Konceptet i filmen var, at de medvirkende ikke måtte stønne, men kun sige ’Hornsleth,’ mens de havde Hornsleth-klistermærker spredt ud over deres kroppe.”
”Det var i Uganda omkring 2007. Der var nogle aviser dernede, som er 20 gange værre end Ekstra Bladet. I en af dem stod der, at jeg havde skabt en antikristelig og homoseksuel kult inde i junglen.
Det var nogle sindssyge artikler, og det var egentlig meget sjovt, indtil det gik ud over landsbyen, som var en del af mit ’The Hornsleth Village Project’. De ville bare sælge nogle aviser, og så var de ligeglade med, hvorvidt det var sandt eller ej. Efterfølgende kørte jeg med min ugandiske advokat rundt til de forskellige redaktioner med en masse penge og bestak dem til at skrive noget andet og pænere om mig, hvilket de så gjorde.”
”Nej, for jeg var meget tilbageholdende og genert.
Fysisk var jeg lille, og mentalt syntes jeg, det var svært at være til. Både med lektier, relationer til mennesker, mine forældres skilsmisse og omverdenens forventninger til mig.
Verden var meget brutal, syntes jeg, og jeg var meget ængsteligt anlagt, så jeg havde ikke overskud til at bruge tid på piger. Jeg har stadig i dag en indre oliekilde af tvivl og angst i mig, som udspringer sig af ting, jeg ser omkring mig.
Det er ikke bare hjorten ved skovsøen, jeg laver i min kunst, men noget mere konfliktfyldt som miljøkatastrofer, svindel med finanser eller andre verserende ting, der udspiller sig i medierne. Kunsten giver mig mulighed for at aflade min angst og mit tankemylder fra hverdagen ved at male det ud.”
”Jeg har et ar på venstre side af min næse, som stammer fra min barndom i Charlottenlund. Jeg var omkring 12 år, da jeg sammen med mine venner legede en leg, hvor vi kastede hjemmelavede træspyd efter hinanden, hvilket var helt tosset.
Jeg gemte mig i anhængeren på en gammel, forladt lastbil i en skov, da jeg på et tidspunkt stak hovedet op. Et spyd kom tilfældigvis flyvende og ramte mig på siden af næsen. Kun én centimeter fra mit øje. Jeg gik ud som et lys.
Da jeg kom hjem, løj jeg for mine forældre og sagde, at jeg havde forsøgt at løfte en kasse, men havde tabt den i hovedet på mig selv. Det blev aldrig syet, og jeg fik kun et plaster på, hvorfor det ser ret underligt ud i dag.
På en måde er det the story of my life: Jeg har altid udsat mig selv for åndssvage ting, der som regel er endt godt. Når jeg tænker på, hvordan min kunst bliver opfattet i samfundet på grund af min kyniske tilgang og min systemkritik, er det utroligt, at det har holdt så længe.”
”Ja. I 90’erne skulle jeg flyve fra Indien til Pakistan med min ekskone. Undervejs fløj vi ind i en monsunstorm. Det ruskede voldsomt, og folk blev kastet op fra deres stole og op i flyets loft. Flere blev slået til blods, og jeg var helt ude af den og prøvede at få alle passagerer til at tage deres seler på.
Jeg kan huske, at jeg studsede over, om det var enden på det hele. Livet føltes pludselig dyrebart, og dobbeltheden i, hvor fascinerende og farligt det på samme tid er at sætte sig ind i en flyvende metalkasse, ramte mig. Da vi endelig landede i Karachi, var min ekskone og jeg helt forpustede.
Lidt efter kom kaptajnerne gående igennem ankomsthallen højlydt talende om, hvorvidt de skulle spille golf sammen dagen efter. Oplevelsen brændte sig fast i mig som en evig påmindelse om, hvor vigtigt det er at nyde livet og få det bedste ud af det, for pludselig kan det hele forsvinde.”
”Jeg ville bruge den med min familie. Jeg har nogle vidunderlige børn og en fantastisk kone. Det sætter jeg ikke nok pris på til daglig. Jeg er ikke nogen god far, jeg har været meget egoistisk. Jeg har haft alt for travlt med mine egne projekter og troet, at mine børn lærte en masse af, at jeg trak mit ego ned over dem, og at de kunne se, hvad jeg havde gang i.
I stedet har de, når jeg har været væk og manglet i deres dagligdag, spurgt: ’Hvor er far?’ Man tror hele tiden, at man skal ud og erobre verden for sine børns skyld, men i realiteten er de ligeglade med, om du er kunstner, direktør eller skraldemand. De vil bare gerne have, at man er der. Havde jeg en dag tilbage, skulle vi alle køre afsted i bilen med lidt penge på lommen, uden at vide hvor vi ender.”
”Jeg er kommet dertil, hvor jeg for at slippe for at tage med til sociale arrangementer har forhandlet mig frem til et beløb med min kone. For eksempel koster en udeblivelse fra en familiemiddag 1.500 kroner. Skal jeg slippe for en juleaften koster det 6.000 kroner. Jeg vil hellere bruge min tid på at cykle en tur i byen, male eller rejse til Afrika.
Jeg elsker min familie utroligt højt, men de tomme, nedarvede nordiske kulturritualer, der er forbundet med jul, er til at kaste op over.
Når jeg en gang imellem ikke kan slippe og bliver tvunget med ud, er mit overlevelsestrick at stille mange mærkelige spørgsmål til folk og være proaktiv i enhver sammenhæng. Det kan være: Hvor mange i lokalet har haft analsex? Hvor mange har stukket deres kone en lussing? Hvor mange synes, Folketingets medlemmer skal udvælges ved lodtrækning?
Jeg har masser af spørgsmål, der afleder ubehageligheden for mig og gør selskabet sjovere. Måske kan jeg tilmed få solgt et maleri.”
scroll-down
