Jeg lå på sofaen, da opkaldet kom. En tragisk hændelse havde natten forinden kostet en bekendt livet. Nu var han ikke længere. Alt for tidligt var han taget i forvejen. En familiemand frem for alt. Forfærdeligt.
Han var et af de slags mennesker, der lå et sted mellem at være en god bekendt og en ven. En af de mange, man altid ser for lidt. Jeg havde ikke kendt ham i årtier; det var sent, vi mødtes, men det var ikke et sekund for tidligt.
Når vi løb på hinanden til forskellige arrangementer, var luften altid mættet af oprigtigt gode intentioner om at ses noget mere, for det var altid helt igennem hyggeligt.
Intentionen blev gentaget så mange gange mellem os, at det til sidst bare blev en joke, for alt, hvad vi havde, var jo alligevel her og nu, så lad os hygge os nu, og så ses vi, når vi ses.
En ven var tæt forretningspartner og mangeårig bedste ven med ham. Og da jeg fik overbragt den forfærdelige nyhed, spurgte jeg ham, hvordan han klarede det. Fuld af sorg var han gået direkte i skyttegraven. Fosterstilling var ikke en mulighed. Der måtte handles.
”Vi gik i work-mode med det samme,” fortalte han i telefonen.
”Både af hensyn til virksomheden, men først og fremmest for at få et overblik over hans private forhold og sikre hans familie. Det er så naturligt at gøre noget. Vi reagerede ud fra ren intuition.”
Instinkterne, der er os givet, lader os enten fryse, flygte eller kæmpe. Man kan planlægge nok så meget, men når det normale bliver forvrænget, og vi skal handle hurtigt, tager automatpiloten over. Det skete også i dette tilfælde, hvor der straks måtte tyes til handling. Man reagerer bare.
At reagere ud fra intuition fortæller Hans Philip også om i vores forsideinterview i denne måned. Men hvor situationen beskrevet ovenfor var en tragisk, enkeltstående begivenhed, var intuitionen en fast del af Hans Philips hverdag, da han var barn.
Han fortæller om sin folkeskoletid på Sankt Ansgars Skole på Nørrebro i København. Det var en skolegang, hvor kaos herskede, og hvor mobning, drillerier, racisme og total mangel på kontrol fra lærerstaben var gennemgående. Ingen viste følelser, for følelser var lig svaghed.
Så hvad gør man som otteårig?
Stikker ikke ud, svarer igen, følger flowet. Overlever. ”Man reagerer bare,” fortæller Hans Philip. For hvad er alternativet?
Hans Philip fandt sin vej gennem skolen, men han fandt først rigtigt hjem, da han mødte musikken. Han startede som ung grime-rapper fra Nørrebro, der kunne spille gang i gadefesterne til Distortion, og siden udviklede han sig til en ambitiøs musiker i Ukendt Kunstner og efterfølgende i eget navn.
Gennem mere end 10 år har Hans Philip lagt lyd til en generation, der i takt med hans udvikling som kunstner selv er blevet ældre. Han har skiftet kurs flere gange, for ingen skal fortælle Hans Philip, hvad der er rigtigt eller forkert.
I dag bor han i Los Angeles med sin hustru og udgiver musik, når det passer ham. Alt sammen er det til tonerne af at blive voksen. Hans Philips liv er så rigt på historier, at de fortjener at blive foldet ud.
Når vi på redaktionen diskuterer potentielle navne til Euroman, forsøger vi at repræsentere bredt blandt politikere, erhvervsfolk, musikere, filmfolk og sportsudøvere.
Hver især har dem, vi skriver om, talent for noget særligt.
De er ofte blandt de bedste inden for deres felt, og det er vores opgave at formidle det, der får dem til at skille sig ud fra mængden.
Et fællestræk blandt de mænd og kvinder, vi vælger at tale med og portrættere i magasinet, er, at de handler. Både fordi noget ikke er, som de regnede med, men også fordi deres verdensbillede typisk er større og mere ambitiøst end andres.
Det gælder for dem, vi skriver om. Men jeg bilder mig ind, at det også gælder for vores læsere. Kald gerne Euroman for en klub for mænd (og kvinder), der vil frem i verden.
Det er i den ånd og med tanke på det fællesskab, at vi hver måned laver Danmarks eneste originale magasin. Vi vil fremad. Vi reagerer bare.
Tak for at være en del af klubben.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
