Kristoffer Dahy Ernst: "Opkaldet om min vens død fik mig til at indse noget om måden, vi reagerer på"

Jeg lå på sofaen, da opkaldet kom. En tragisk hændelse havde natten forinden kostet en bekendt livet. Nu var han ikke længere. Alt for tidligt var han taget i forvejen. En familiemand frem for alt. Forfærdeligt.

Han var et af de slags mennesker, der lå et sted mellem at være en god bekendt og en ven. En af de mange, man altid ser for lidt. Jeg havde ikke kendt ham i årtier; det var sent, vi mødtes, men det var ikke et sekund for tidligt.

Når vi løb på hinanden til forskellige arrangementer, var luften altid mættet af oprigtigt gode intentioner om at ses noget mere, for det var altid helt igennem hyggeligt.

Intentionen blev gentaget så mange gange mellem os, at det til sidst bare blev en joke, for alt, hvad vi havde, var jo alligevel her og nu, så lad os hygge os nu, og så ses vi, når vi ses.