”Vi er en normkritisk familie, som består af tre forældre: Far, mor og mami, og så vores lille datter, Ebba, på et halvt år. Det er kernen. Vi er meget bevidste om, at vi ikke er en heteronormativ kernefamilie.”
”Vi har alle selv valgt, hvad vi vil kaldes. Vi deler forældreskabet ligeligt mellem os og kalder hinanden for medforældre, når vi beskriver vores familie. Det synes vi er den mest rammende beskrivelse af, hvad vi er; mennesker, der har valgt at være forældre sammen.”
”Nej. Systemet er i vores tilfælde usmidigt, fordi det juridisk er bygget op om den heteroseksuelle kernefamilie. Systemet er skabt til to forældre, punktum, og at udfordre det er lidt af en opgave for systemet selv.”
”Vores barn kan kun få efternavn fra to af os, ikke alle tre. Det er væsentligt sværere at være den forælder, der ikke er juridisk forælder, når vi møder det offentlige: Lægebesøg, udstedelse af pas, interaktion med daginstitutioner og så videre. Det har også betydning for den måde, vi kan tage barsel på og al den information, der kommer i e-Boks. Det er en ret heftig oplevelse, når én konsekvent holdes udenfor fordi systemet ikke opfatter os som en rigtig familie – og derfor vil vi lave om på systemet. Vi synes ikke, det er statens opgave at beslutte, hvordan mennesker må stifte familie.”
”Det var en tanke, vi alle havde haft. Vi havde været bekendte i nogle år, men aldrig tætte venner. Jeg havde inviteret på middag, og jeg havde det på min agenda, at jeg ville bringe det op. Det var så også på deres agenda, viste det sig. Men det krævede et par flasker rødvin, før vi turde åbne snakken. Det var første skridt. Det andet var nogle måneder senere, da vi besluttede os for at vælge hinanden til.”
scroll-down
