STRAKS EFTER DETTE interview kører Ali Aminali direkte til Aarhus, hvor han bor med sin familie, og så skal han for første gang fortælle dem de samme ting, han nu sidder og fortæller Euromans udsendte journalist.

”Jeg er sgu da pissenervøs. Men det er også okay.”

Det er ikke Euroman, der har rakt ud til Ali Aminali. Det er Ali Aminali – kendt som kasketbærende, hurtigsnakkede radiovært med en borgerlig grundtone i sit eget program på 24syv, kommentarer på Berlingske og som hyppig gæst hos TV 2 News – som klart har ladet vide, at der er noget, ganske meget faktisk, han gerne vil sige.

Kort inde i vores møde lader han en bemærkning falde om den nuance i hans følelsesliv, han ikke før nu har fundet lejlighed til at dele med sin familie:

”Da jeg blev 10-12 år, begyndte jeg at slås med – og nu bliver det lidt svært at tale om – tanker om, at hvis nu det hele bare sluttede, så ville det sgu da også være okay. Det var ikke selvmordstanker, men idéen om at give op sad i mig. Jeg blev mere introvert, mere mørk. Og det kunne jeg ikke tale med nogen om. De tanker var der, helt indtil jeg fik mine børn. At døden er da heller ikke så gal. Det er en mærkelig ting at gå rundt med alene.”

Og hvorfor ved dine nærmeste ikke det her?

”Jeg har intet sprog for det. Inden det her interview læste jeg en masse dameblade, og de handler altid om, hvordan man italesætter de svære ting i livet. De har et sprog for det. Jeg som mand kan nærmest ikke få det ud af min mund. For jeg er decideret bange for, hvad samfundet vil gøre ved mig efterfølgende. At jeg vil blive stemplet som en svag mand.”

Det er ikke kun for at fortælle sin egen sjælekvalshistorie, at Ali Aminali høfligt har bedt om ordet. Mens det knager og knirker i hans eget følelsesliv, oplever han, at det i massemedierne fremstilles, som om det stivnakkede maskulinitetsideal, hvor gråd og tvivl er lig med svaghed, er på retræte. At mænd har lært at græde.

Ifølge ham sker det modsatte. Ikke for dem, der har adgang til medierne, brede omgangskredse og mousserende vin – de hylder sig selv og hinanden som sårbare, talende mænd. Men for den – med hans ord – ”fuldkommen almindelige mand, håndværkeren, chaufføren, sælgeren, iværksætteren, virksomhedsejeren” får de svære tanker stadig lov at stå urørte hen i det indre pulterrum. Imens flytter kvinderne og den talende klasse sig med syvmileskridt. Og forskningen tyder på, at han har ret.

ALI AMINALI OMTALER flere gange sig selv som en ”knækket” eller ”fuldkommen ødelagt” mand. Alligevel frabeder han sig enhver form for medlidenhed, og det kan være svært at afkode, hvor det præcis er, skoen trykker. Det er det også for ham selv.

Han kom til Danmark som femårig, da hans forældre flygtede fra krigen i Iran. Han har minder om krigen og kan stadig ikke udstå den lugt af ny maling, han første gang stiftede bekendtskab med under trapperne i kælderen, når der var bombeflyvninger over familiens hus. Måske var det derfor, han på skolen i det nordsjællandske middelklasseparadis Ålsgårde blev sendt til psykolog flere gange – Ali havde krigstraumer, mente lærerne. Men hver gang afviste psykologen enhver snak om ptsd.

Alligevel var Ali en tunghjertet dreng. Tætte venner havde han kun på fodboldbanen, og i al almindelighed følte han sig med sin brune hud og sorte krøller som en anomali i Ålsgårdes parcelhusidyl. Men hos forældrene var der ingen hjælp at hente:

”Min far var meget patriarkalsk. Min mor var der bare. Der var ikke plads til at føle noget, til at mene noget. Det var ikke, fordi jeg blev slået, slet ikke, men der var sgu heller ikke nogen kram. Jeg fik ikke at vide, at jeg var elsket.”

Da han selv fik børn, kunne Ali Aminali mærke en fysisk reaktion, når de tilbragte tid med hans egen far. Ville farens traditionsbundne træmandsfacon smitte af på hans sønner? I dag taler Ali ikke ret meget med sin far, men bestræber sig på at være for sine sønner – fire og syv år, er de – hvad hans far ikke var for ham.

”Men jeg ved jo ikke, hvordan jeg skal være far. Sådan tror jeg, mange fædre har det. Vi famler i blinde i forhold til vores egne følelser og forældreroller. Vi ved, at vi skal være macho og forsørgende og beskyttende, men alt det andet ved vi intet om, selvom vi gerne vil,” siger han og taler sig selv ind i et noget bredspektret ”vi”.

”Da jeg i 2020 skrev en kommentar i Berlingske om, at min ældste søn skulle udredes for autisme og den frygt, det fyldte mig med, fik jeg så mange tilbagemeldinger fra mænd, du ved, Torben, der har en Hotmail, som følte sig set og kunne genkende de ting, jeg skrev,” uddyber han.

Ali Alminalis kongstanke er, at der mangler fora, hvori mænd kan tale om deres fuldkommen almindelige problemer, der ikke desto mindre kan slide noget så voldsomt på følelsesmuskulaturen. Kærestesorger. Fyringer. Faderskabsmindreværd. 

”Det kan godt være, at du og dine venner i København og i mediebranchen kan sidde og tale om jeres følelser, men der er rigtig mange mænd, der lige er blevet skilt og har de mørkeste tanker, men når de mødes med deres bedste venner, taler de om, hvordan Liverpool spillede i weekenden,” siger Ali Aminali.

Sidste år konkluderede en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed, at hver femte mand i aldersgruppen 25 til 39 sjældent eller aldrig har nogen at betro sig til. En kvalitativ undersøgelse fra Børns Vilkår fra samme periode hæftede sig ved, at også unge mænd og drenge oplever, at ”man skal fremstå stærk og handlekraftig, undlade at vise sårbarhed og kunne klare alt i livet på egen hånd.”

For den gennemsnitlige unge mand er der fortsat lang vej, før det er socialt acceptabelt for dem at bede om hjælp, sammenfattes det i undersøgelsen, hvor blandt andre 18-årige Amir fortæller:

”I folkeskolen har jeg altid hørt, at det er pinligt at græde, fordi jeg har grædt i klassen før. Så har jeg bare lært at lade være med at græde. Hvis jeg skulle græde, så er jeg løbet ud til toiletterne og fået en-to tårer ud og så gået tilbage i klassen og bare været sur. Det er det, jeg har lært.”

I POPULÆRKULTUREN SKILDRES i disse år et anderledes mandebillede. I dating-programmet ’Bachelorette’ taler mændene om kærlighedssprog og laver perlearmbånd til hinanden. Tobias Rahim har herostratisk lært os, at mænd godt kan græde. Selv de mest firskårne, mandlige politikere kan dårligt dufte til en mikrofon uden at udbryde, hvor meget de savner at bruge tid med deres børn. Et eller andet fremskridt må der da være sket?

Det er her, Ali Aminali slår i bordet på den vesterbroske café, hvor en filterkaffe fremelskes med en rumingeniørs detaljefokus.

”Nej! Det går nærmere den forkerte vej,” siger han.

”Ja, der er nogle grupper i samfundet, der bevæger sig hastigt fremad. Den kreative, intellektuelle klasse har virkelig fundet deres følelser, og det er jo dejligt. Men de er så godt på vej, at de glemmer alle dem, der ikke læser Weekendavisen. Miljøerne lukker sig om sig selv, fordi folk tror, de ved, hvordan andre tænker. Men i virkeligheden er den gennemsnitlige mand overhovedet ikke blevet bedre til at sætte ord på sine følelser.”

Og hvad skal man så gøre ved det? Du har jo fx selv et talerør.

”Jeg er ikke nogen rollemodel, men jeg har trods alt et talerør, ja, og hvis jeg kan fortælle om mine helt almindelige problemer, og så er der måske flere, der også får lyst til at sætte ord på de ting.”

Har den enkelte, almindelige mand et større ansvar?

”Den enkelte mand har ikke adgang til en journalist fra Euroman. Og han er ikke interessant nok for TV 2 eller for ’Deadline’.”

Men i de private relationer kan man jo godt løfte et ansvar ved at fortælle ærligt om sine udfordringer?

”Jo, men det er svært, hvis man er en del af et miljø, hvor den slags ikke er normalt. Hvor man ikke har taget den intellektuelle elites sprog til sig. Men du har ret i, at flere og flere mænd skal dele deres historier. Og det skal ikke være i den der strukturdebat-kontekst, hvor det skal bindes op på, at Tobias Rahim har skrevet en eller anden sang.”

Ali Aminali kigger lidt ned på sin croissant.

”Altså, jeg kan ikke fordrage Tobias Rahim. Jeg kan godt lide ham som sanger. Men jeg synes, det er idiotisk, når han bliver hyldet for at have skrevet en sang om, at mænd godt kan græde.”

Hvordan kan det være et problem? Altså, tingene sker vel i små slag, og sådan en sang bidrager vel?

”Nej, der sker det modsatte, fordi mænd som mig og mange andre ser det og tænker ’hvad fanden er det for noget vrøvl?’. Jeg kan overhovedet ikke identificere mig med Tobias Rahim, fordi han er for langt fra virkeligheden. Den her mandefrelser-bevægelse er så langt fra den virkelighed, de fleste mænd befinder sig i.”

Er der noget galt i, at også mænd fra kreative klasser italesætter deres følelser?

”Det er bare et egoistisk, selvcentreret projekt. De taler ud fra deres egen navle og med et sprog, kun de kan forstå. Og så skaber det bare en modreaktion.”

Så de skulle hellere helt lade være?

”Nej, de skal endelig tale i deres fora. De skal bare ikke bilde sig selv ind, at de gør noget større for almindelige mænd. Lastbilchaufførerne, tømrerne og sælgerne sidder ikke og hører Tobias Rahim synge om mænds følelser og får den tanke, at nu skal de også selv være mere følsomme. Undskyld, men det gør de sgu ikke.”

Men hvad gør de så? Ali Aminali trækker en direkte streg mellem den talende klasses ihærdige selvudvikling og fremkomsten af modbevægelser, der tegner et mere traditionalistisk og – synes Aminali – afstumpet mandeideal:

”Se på Andrew Tate (britisk internetpersonlighed, der særligt dyrkes af unge mænd, red.). Se på Sigma-mænd (mænd, der betragtes som koldblodige, ensomme ulve, der uafhængige af andres kærlighed, red.). Når eliten dyrker et mandeideal, der for almindelige mænd virker helt verdensfjernt, søger de i retning af modbevægelserne.”

Særligt i provinsen og blandt de kortuddannede er andelen af singlemænd steget. Men det er ikke kvindernes opgave at gribe de mænd, der har svært ved at omstille sig korrigerede partnerkrav, mener Aminali:

”Det er jo ikke en kamp mellem mænd og kvinder. Den feministiske bevægelse er supervigtig. Vi mænd skal have en bevægelse, der ikke står i modsætning til kvinderne, men lærer af kvinderne. I bund og grund er jeg bare misundelig på kvinderne. Jeg vil også have, at vi mænd kan sidde med vores og tale om de ting, alle går igennem. Og så må jeg jo starte med mig selv.”