Nikola Sarić gik fra Liverpool til Danmarksserien på ti år: ”I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se fodbold” scroll-down

Nikola Sarić gik fra Liverpool til Danmarksserien på ti år: ”I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se fodbold”

Nikola Sarić har lagt krop til et af dansk fodbolds mere spektakulære fald fra tinderne. Han har været på vej til Barcelona som 14-årig, spillet i Liverpool som 17-årig og oplevet korruption og hooliganisme i Kroatien som 21-årig. I dag spiller han i Tårnby FF. Magnus Kraft har spurgt ham, hvordan det hele kunne gå så galt.

Af Magnus Kraft
Foto: Benjamin Lund
Mennesker Euroman

NIKOLA SARIĆ HAR smidt sig henslængt på den grå hjørnesofa i sin lejlighed på Amager. I en af reklameblokkene mellem en genudsendelse af ’Familien fra Bryggen’ toner Manchester City-spilleren Raheem Sterling frem på det lydløse og sylespidstynde fladskærms-tv i en reklame for barbermærket Gillette.

”Ham spillede jeg kortvarigt sammen med i Liverpool,” fortæller den nu 29-årige Sarić og peger på den velfriserede brite. ”Jeg var sgu bedre end ham dengang.”

Det var dengang, Nikola Sarić var bredt betragtet som en kommende landsholdsprofil. En spiller, der ikke bare kunne gå langt, men hele vejen. I dag, ni år senere, har Raheem Sterling ifølge CIES en markedsværdi på knap 200 millioner euro. Den dansk-bosniske angriber spiller i Tårnby FF på Amager i den fjerdebedste danske fodboldrække.

På få år rikoterede Nikola Sarić med opsigtsvækkende hast ned gennem det europæiske fodboldhierarki. Fra en status som Danmarks største fodboldtalent med prøvetræninger i Tottenham og Barcelona over et uforløst ophold i Liverpool til en tilværelse som arbejdsløs fodboldinvalid i en lejlighed på barndommens gade på Amager. Hvor blev Nikola Sarić af?

Kløvermarken, Amager, 2001

PÅ EN HULLET GRÆSPLÆNE i Kløvermarken på Amager løber en 10-årig dreng med bosniske rødder rundt og driver gæk med lokalrivalerne fra B1908. Lidt hurtigere, større og teknisk bedre end med- og modspillere og med et venstreben, der lige så godt kunne have siddet på en voksen mand.

B1908’s træner er rasende. Han hedder Torben Aakjær, og skal senere blive fuldtidsscout for blandt andre Manchester Uniteds førstehold, inden en række kontroversielle Facebook-opslag får ham fyret i 2015. Den dominerende angriber må være for gammel til at spille U11-fodbold i Kløvermarken, mener Aakjær.

Men 10-årige Nikola Sarić er ikke ældre end modstanderne, dokumenterer faderen overfor Aakjær. Og da ved ungdomstræneren, at han har opdaget et særligt talent.

”Efter det skiftede jeg hurtigt til Torben Aakjærs B1908-hold, og fulgte siden med ham, da han fik et nyt trænerjob i Herfølge,” mindes Sarić.

I Herfølge er fodbolden præget af en anden seriøsitet, end den nu 13-årige Sarić hidtil har været vant til. Han har altid været den, de ældre drenge i det rå Holmbladsgade-kvarter på Amager beskyttede, fordi han kunne spille fodbold, men nu spiller Sarić side om side med dedikerede talenter som Marcel Rømer (i dag Lyngby Boldklub) og Jens Stryger Larsen (i dag Udinese) om nationale trofæer og materielle goder:

”Jeg fandt ud af, at jeg pludselig kunne få gratis støvler, hvis jeg spillede godt. Mine forældre kunne ikke købe mig de dyre støvler, jeg gerne ville have, så min målsætning blev bare at spille så godt, at jeg kunne få nye støvler.”

Selvom niveauet i Herfølge er højt, og modstanderne i den nationale liga tæller navne som Christian Eriksen, Thomas Delaney og Nicolai Jørgensen, skiller Nikola Sarić sig ud med sin imponerende fysik og tekniske færdigheder. Det giver genlyd i udlandet, og pludselig er den generte, 14-årige Sarić til prøvetræning på Tottenhams træningsanlæg i det nordvestlige London:

”Det var lidt tilfældigt, at jeg kom med. Det faldt sammen med, at jeg blev delt topscorer til et DM, hvor de havde set mig. Det var meningen i lang tid, at Mads Albæk (i dag SønderjyskE, red.) skulle derover. Han var et stort talent, og Frank Arnesen var i Tottenham på det tidspunkt, så de kiggede efter danskere,” fortæller Sarić.

Det korte besøg hos Tottenham bliver en smagsprøve på den tilværelse, der skal præge Nikola Sarić’ ungdom. Den tidligere landsholdsprofil Allan Nielsen bliver agent for unge Sarić, og lige op til hans 15-års fødselsdag, når den massive interesse fra udlandet sit overvældende klimaks.

La Masía, Barcelona, 2005

NIKOLA SARIĆ SIDDER MUSESTILLE med øjne på størrelse med voksenfodbolde og spejder ud over træningsanlægget, der er nabo til FC Barcelonas ikoniske stadion Camp Nou. I lokalet bag ham sidder hans far, Torben Aakjær og Herfølges sportsdirektør Per Rud og forhandler med den sportslige ledelse i FC Barcelona om et skifte for den 14-årige angriber. Men det er ikke det, der fanger Sarić’ interesse. For nede på træningsbanen løber barndomsidolerne Ronaldinho, Andrés Iniesta og Samuel Eto’o rundt og pudser formen af forud for den afgørende mesterskabsduel mod Real Madrid.

Det er en vellykket prøvetræning hos en af verdens mægtige fodboldklubber, der resulterer i, at Nikola Sarić er en underskrift fra at skifte barndomshjemmet på Amager ud med et værelse på Barcelonas hæderkronede akademi La Masía.

”Jeg troede, det var en joke, da Barcelona kontaktede min far,” husker Nikola Sarić, der i ugen op til prøvetræningen storspiller til et stævne i Costa Brava i Spanien, hvor Herfølge løber med tredjepladsen bag FC Barcelona og Real Madrid.

”Jeg trænede med store talenter som Martín Montoya og Dani Pacheco, og niveauet var vanvittigt højt. Mange fra den årgang fik La Liga-debut kort tid efter, men jeg gjorde det godt, da jeg fik chancen.”

FC Barcelona deler analysen og tilbyder Sarić en økonomisk attraktiv aftale der løber over tre år. Han kan endda vælge af få hele familien med på storklubbens regning, men familien Sarić takker nej.

”Min far var rigtig klar på at tage af sted, men min mor brød sig ikke om idéen. Mine forældre var lige begyndt at kunne tale dansk, min mor havde fået fuldtidsjob og de var endelig faldet til i Danmark efter at have været på bistand i 12 år. Det var for tidligt at tage af sted igen, og jeg følte også, at jeg kunne udvikle mig mere i Herfølge,” siger Sarić.

Tilbage på Amager tror Nikola Sarić’ holdkammerater, at deres stjerneangriber er på ferie med familien i Barcelona, men Ekstra Bladet får nys om, at noget er under opsejling for Danmarks fineste fodboldtalent:

”Da jeg landede efter besøget i Barcelona, stak det helt af. Jeg kom tilbage i skole, og så havde min klasselærer hængt en Ekstra Bladet-forside op i klasseværelset med et billede af mig og teksten ’Den nye Zlatan’.”

Hvad gjorde det ved din selvforståelse?

”Jeg er af natur meget nede på jorden og bliver meget lidt påvirket af de ting, der foregår omkring mig. Jeg vidste godt, at jeg var god, men min selvkritik har altid overgået den kritik, der måtte komme udefra. Desuden hadede jeg at være i centrum, og jeg kunne godt mærke, at folk så anderledes på mig. Jeg kunne pludselig mærke en adfærdsændring fra mine klassekammerater, pigerne og så videre."

Selv da Sarić som bebudet skriver under på en kontrakt med Herfølge og i en alder af blot 15 år træner med seniortruppen, der til daglig spiller i 1. Division, er interessen intens. På træningsanlægget lidt syd for Køge lusker slipseklædte italienere fra de fineste adresser i Torino og Milano rundt:

”I 2006 var jeg klar til at tage til udlandet. Både Hamborg og Juventus var tæt på, men i sæsonens sidste kamp går mit knæ i stykker, og muligheden for et skifte forsvinder. Det var første gang, jeg blev langtidsskadet.”

Melwood, Liverpool, 2008

GRUNDIGHEDEN I RAFAEL BENÍTEZ’ fremlæggelse imponerer Nikola Sarić. Han er blevet 17 år, og får nu selv lov at deltage i møderne med fodboldelitens høje herrer. Overfor ham sidder Liverpools spanske cheftræner, der tre år forinden har ført arbejderklubben til sit første Champions League-trofæ i 21 år.

Planen er klar: Den nu kampklar dansker skal bruge omkring et år på at falde til i Liverpool på klubbens reservehold. Herefter skal han langsomt sluses ind på førsteholdet og i 2011 være fast mand hos Liverpool, side om side med Steven Gerrard, Fernando Torres og Daniel Agger.

”Liverpool havde fulgt mig længe og kendte alt til mig. Det gjorde, at jeg følte mig mere tryg ved skiftet, og jeg kunne rigtig godt lide ’Rafa’ (Benítez, red.). Han var meget speciel, men det er alle trænere,” siger Sarić.

Denne gang kommer der blæk på papiret. 17-årige Nikola vinker farvel til forældrene og flytter ind i sin egen lejlighed i Liverpool. Alene. Kort forinden er han blevet kåret til landets bedste U17-spiller, og han er kronjuvelen på landstræner Glen Riddersholms U17-landshold. De tilsvarende priser for U21- og U19-spillere vinder Kasper Schmeichel og Simon Kjær, i dag henholdsvis viceanfører og anfører for det danske landshold.

”Det betød noget, fordi jeg var den første med anden etnisk baggrund, der vandt den pris. Det syntes jeg, var stort.”

Selvom Nikola Sarić blot er 17 år og endnu ikke har spillet på højere niveau end den danske 1. Division er hysteriet og forventninger til hans talent enormt. Men kort før kontraktunderskrivelsen med Liverpool begynder Sarić’ fremtidige nemesis at melde sin ankomst på ny: Knæskaderne.

”Jeg var blevet smidt på reserveholdet i Herfølge, fordi jeg ikke ville forlænge min kontrakt. I sæsonens sidste kamp i Danmarksserien fortæller min far mig, at jeg for Guds skyld bare skal gennemføre kampen uden på nogen måde at satse eller gå i hårde tacklinger. I kampens slutfase skal jeg lave en simpel aflevering, men jeg vrider i knæet og kan med det samme mærke, at det ikke er godt,” siger Sarić, mens han i sofaen på Amager laver strækøvelser med det højre knæ.

Selvom Herfølges læge garanterer, at knæet ingenting fejler, gennemgår Nikola Sarić kort tid efter skiftet til Liverpool en knæoperation, der holder ham væk fra træningsbanen i et halvt år. Mens hans nye holdkammerater passer træning og kampe, ligger Nikola Sarić alene i sin nye lejlighed i arbejderbyen Liverpool, kun holdt med selskab af en maskine, der skal strække hans knæ ud seks timer i døgnet.

”Jeg havde en telefonregning på 20.000 kroner den første måned, fordi jeg bare lå og ringede hjem hele tiden,” husker han.

Med en tilværelse som fodboldspiller i en af verdens største klubber følger generelt et mere afslappet forhold til penge. Nu tager flygtningedrengen fra Balkan, der førhen måtte score sig til nye fodboldstøvler, på shoppetur uden at skele til priserne. I starten tikker der 30.000 kroner ind på Nikola Sarić’ konto hver eneste uge, og som kontrakten skrider frem, stiger det beløb.

Det er Liverpool-lønnen, der har betalt alt fra den lejlighed, jeg interviewer Nikola Sarić i, til den kaffe, jeg får serveret. I dag er pengene snart brugt op, men i 2009 fungerer de som et plaster på såret for et forsømt første halvår i Liverpool:

”Det overraskede mig, hvor meget frihed man har som professionel fodboldspiller. I Herfølge kom jeg direkte fra skole hver dag, men i Liverpool mødte jeg kvart over ni og var hjemme igen 10.30, mens jeg var skadet, og så havde jeg resten af dagen til mig selv.”

På den anden side af genoptræningen etablerer Nikola Sarić sig hurtigt som en af de bedre spillere på Liverpools reservehold. Belønningen er jævnlige træningspas med Steven Gerrard, Fernando Torres, Xabi Alonso, Daniel Agger og Javier Mascherano:

”Mascherano var en kæmpe nar. Han var altid totalt sur og gav de unge skylden for alt. Ham kunne man ikke lide.”

Den forbedrede trupstatus til trods fornemmer Sarić, at det er på tide at prøve noget nyt. At spille professionelt, men ikke på den absolut højeste hylde. Han er skadesfri og i topform, da belgiske Genk melder sig på banen med et kontrakttilbud. Sarić er klar på at prøve lykken i en klub, der har en flot historik for at gøre talentfulde unge til verdensstjerner.

”Jeg ville gerne til Genk, men pludselig stoppede min agent Allan med at besvare mine opkald. Det viste sig, at de officielle papirer aldrig var blevet sendt til Genk, så der blev jeg virkelig irriteret på Allan.”
Sarić’ frustration når nye højder, da B.T. ringer ham op og ønsker tillykke med skiftet til … Vitesse. Et skifte, Sarić ikke har hørt et ord om, skulle være under opsejling. Allan Nielsen bekræfter, at den er god nok. De sidste detaljer skal bare lige på plads, og så kan Sarić tage til Holland.

”Jeg ville rigtig gerne væk. Min form er god, og jeg træner fast med førsteholdet, men jeg ved godt, jeg ikke vil få chancen i Liverpool, da jeg stadig kun spiller kampe for reserverne. Men ligesom med Genk falder skiftet til Vitesse igennem. Allan kan ikke få bekræftet papirerne fra Liverpool.”

Tilbage i Liverpool starter Sarić inde i sæsonens første reserveholdskamp kort tid efter, aftalerne med Genk og Vitesse er blevet revet itu. Lige før pausefløjtet modtager han bolden ved sidelinjen, ender i det, han beskriver som ”en fuldstændig ligegyldig duel” med en modstander, og brækker anklen. ”Det er så sindssygt,” sukker han og himler med øjnene, når han i dag fortæller historien.

Bærer du nag over det forløb i dag?

”Jeg synes ikke, jeg bærer nag, men jeg kan godt være irriteret på Allan Nielsen. Det kunne have ændret så meget og forlænget min karriere, hvis Allan havde gjort sit arbejde. Måske havde det hele set anderledes ud i dag. Jeg ved, at der var flere engelske klubber, der var interesserede i mig, da jeg skulle væk fra Liverpool. Men hver gang jeg tænkte på England, tænkte jeg på skader. Ødelagte knæ, brækkede ankler. Jeg skulle bare væk fra England.”

Levede du selv tilstrækkeligt professionelt uden for banen, mens du var skadet?

”Jeg levede 100 procent professionelt i al den tid, jeg var i England. Det eneste tidspunkt, hvor jeg fuldstændig mistede hovedet var, når jeg var på ferie i Danmark. I de seks uger skulle den bare have hele armen. Der var det bare bytur med drengene. Men i England var der ingenting. Der holdt jeg mig i sporet.”

Koševo City Stadium, Sarajevo, 2011

NIKOLA SARIĆ SIDDER I spillerbussen med sine nye holdkammerater fra Hajduk Split. De er på vej til den bosniske hovedstad, hvor de skal spille en opvisningskamp mod det lokale storhold FK Sarajevo, da det bosniske politi stopper bussen. Inden kampen er der udbrudt massive slagsmål mellem de to fangrupperinger, fortæller de. To Hajduk Split-tilhængere er blevet stukket ned med kniv.

Kampen er i forvejen speciel for Hajduk Splits nye stjerneangriber Nikola Sarić. De bosniske tv-kanaler har kørt store optaktsinterviews med Sarić, der gik sine spæde skridt i Sarajevo, indtil borgerkrigen tvang familien på flugt.

En time senere er tribunerne på stadion blevet ryddet for bosniske hjemmebanefans, mens kun de 3.000 mest inkarnerede Hajduk Split-tilhængere har vist sig umulige at ekspedere væk på fredelig vis. Ude foran stadion kan Sarić og holdkammeraterne fra omklædningsrummet høre, at der bliver kastet med sten og flasker.

Da spillerne fra den kroatiske badeferieby løber på banen til opvarmning, venter en klar besked fra lederne af Hajduk Splits fangruppe: ”Sikkerhedsvagterne vil smide os ud og kun give adgang til Sarajevos fans. Hvis vi ikke er på tribunerne, når I løber ud til kampstart, skal I nægte at spille kampen. Ellers venter vi på jer, når I kommer tilbage til Split.”

Kort før kampstart stikker Splits anfører hovedet ud af spillertunnellen. Bag det ene mål står 7.000 Sarajevo-fans og skaber en trykkoger af en atmosfære. De kroatiske fans er væk. Kampen bliver aflyst, da samtlige Hajduk Split-spillere nægter at spille.

I dag husker Nikola Sarić tilbage på skiftet til Hajduk Split som den eneste eklatante fejl, han begik i sin karriere. Efter en forbitret afsked med agent Allan Nielsen bliver Sarić og far Predrag kontaktet af et agentfirma med gode forbindelser til den kroatiske traditionsklub Hajduk Split.

”Det er jo Balkan, og jeg vidste godt, at lønnen ikke ville komme til tiden. Det var jeg helt afklaret med. Men jeg syntes, det ville fedt at opleve deres vilde fankultur og det pres, der er i en klub som Hajduk Split. Det var noget helt andet end reserveholdsfodbold i Liverpool,” siger Sarić.

Hajduk Splits notoriske renomme for problemer med hooliganisme og korruption til trods får Nikola Sarić en strålende start på opholdet i turistparadiset. Han taler sproget, solen skinner, og fansene elsker deres nye, unge stjerneangriber, der uden for kridtstregerne nyder tilværelsen i sin dekadente lejlighed med udsigt over havnen i Split. Men med tiden indser Nikola Sarić, at han skulle have lyttet til sin mor:

”Min mor var meget imod skiftet. Hun bryder sig ikke om hele Balkan-mentaliteten, som hun selv er vokset op med. Der kan være så meget korruption dernede, og samtidig kunne det være lidt sprængfarligt, at jeg er bosnisk-serber, der skal spille i Kroatien.”

Opholdet i Split bliver en fiasko. Træneren, den tidligere bulgarske storspiller Krasimir Balakov, bryder sig ikke om Nikola Sarić, der bliver genstand for en offentlig magtkamp mellem cheftræneren og klubbens præsident. Selvom Sarić’ skadessituation til en afveksling er god, sender opholdet hans karriere mod afgrunden:

”Jeg mistede fuldstændig lysten til at spille fodbold i Kroatien. Jeg kunne slet ikke koncentrere mig om fodbold, fordi jeg var så irriteret over de ting, der foregik udenfor banen. Hvis jeg var god til træning, var det ligegyldigt. Hvis jeg var god til kamp, var det ligegyldigt.”

Mens Nikola Sarić’ private tag-selv-buffet af alle livets nydelser i privaten kæmper for at opveje det sportslige armod, stopper lønnen pludselig med at tikke ind. Et scenarie, Sarić var smerteligt bevidst om, kunne blive aktuelt. Den første månedsløn falder som planlagt. Den næste lønseddel er halvt så stor som lovet. Herefter venter to måneder, hvor Hajduk Split-spillerne ikke tjener en krone, og under en pokalkamp mod Dinamo Zagrebs ungdomshold viser kroatisk fodbold sig fra sin grimmeste side:

”Vi ved, at dommeren er købt til deres fordel. Det fortæller træneren os helt åbent. Vi ved, at hvis vi rører dem i feltet, bliver der dømt straffespark. Inden kampen kommer der en pengemand fra klubben ned i omklædningsrummet med to store tasker fyldt med pengesedler. Han sætter dem på bordet foran og siger: ’Her er jeres løn og bonusser – hvis I vinder i dag.’ Så taber vi på et straffespark. Det var surrealistisk. Stemningen efter var frygteligt dårlig.”

Episoden markerer et lavpunkt for det i alt seks måneder lange katastrofeophold. I januar 2012 vinker Sarić farvel til en stor pose penge for at flygte tilbage til sine professionelle karrieres første og mest frugtbare græsmarker: Herfølge.

Man kan dårligt se det på ydersiden, men det er dette højre knæ, der er blevet opereret og dekonstrueret et utal af gange.

Amagerbrogade, Amager, 2020

MED EN PUNKTERET børnefodbold i hånden slentrer Nikola Sarić ned ad Amagerbrogade med Euromans udsendte fotograf. Han er single og arbejdsløs, så hans eneste forpligtelser er træninger og kampe med Danmarksserie-klubben Tårnby FF, hvor han primært spiller for at kunne have sin lillebror som holdkammerat. Knæet holder ikke til kampe på højere niveau end det.

Fotografen og Nikola Sarić diskuterer, hvorfor det så ofte er svært for unge danskere at slå igennem, når de som teenagere lander på store, udenlandske adresser.

”For mange danske drenge fra trygge familier er det nok svært, fordi alle i udlandet er ligeglade med dig. Hvis du fx er skadet, er der mange trænere, der end ikke gider at tale med dig,” siger Sarić.

Efter hjemkomsten til Herfølge, der her har skiftet navn til HB Køge og er rykket op i Superligaen, viser det sig dog, at mere socialdemokratiske ledelsesstrategier og jordnære forhold heller ikke er lykken for den på det tidspunkt 21-årige Nikola Sarić:

”Jeg skrev udelukkende under med HB Køge for at få fodboldglæden tilbage, men problemet var, at jeg aldrig havde haft en drøm om at spille i Superligaen. Jeg foreslog, at jeg kunne spille gratis for dem i et halvt år, men jeg kunne simpelthen ikke få lysten igen. Jeg syntes, det var svært at skulle sætte mig op til at spille på de her små stadioner. Jeg gik fra, at alt var topprofessionelt til, at jeg skulle tigge og bede om at få en scanning i mit knæ.”

Kunne du mærke, at der var høje forventninger?

”Da jeg havde været i Liverpool, var forventningerne til mig ændret for evigt. Folk forventer at se en Liverpool-spiller. Men det er svært at få en Liverpool-spiller, hvis du ikke har Liverpool-kvalitet rundt omkring dig.”

Nikola Sarić spiller 16 Superliga-kampe for HB Køge med nul scoringer til følge. Forholdet til træner Tommy Møller Nielsen, som Sarić kalder ”den værste træner, jeg nogensinde har haft”, er elendigt, og efter endnu en knæoperation bliver den endnu unge angriber erklæret endegyldigt fodboldinvalid.

”Jeg måtte erkende, at jeg var færdig som professionel, og skiftede tilbage til B1908 i 2. Division, men mit ego sagde stadig, at jeg var god nok til at spille med på øverste hylde. Det mister man aldrig. I lang tid kunne jeg ikke holde ud at se fodbold, fordi jeg så spillere, der førhen var langt dårligere end mig, men pludselig var med på øverste hylde. Det gjorde mig semideprimeret, at min krop ikke kunne følge med.”

Nikola Sarić bruger i årene efter karrierestoppet tiden på at få sit højre knæ til at blive nogenlunde funktionsdygtigt. Lønnen fra velmagtsdagene i Liverpool finansierer adskillige undersøgelser, der skal forfølge den mikroskopiske chance for, at knæet kan komme på ret køl. I dag kan Nikola Sarić akkurat spille på Danmarksserie-niveau.

”Knæet gør stadig ondt, men jeg har vænnet mig til smerten,” siger han.

Livet som arbejdsløs er trivielt, men ikke kedeligt, siger han. Han har været vant til oceaner af fritid fra tiden som skadet fuldtidsprofessionel, som han siger. Han går med tanker om at blive individuel træner for unge fodboldtalenter, men gruer for et liv som gennemsnitlig lønmodtager:

”Jeg vil gerne i arbejde, men det er svært, for jeg føler, at uanset hvad, jeg kommer til at lave, vil det være at nøjes. Det vil aldrig kunne måle sig med at leve af at spille fodbold.”

Fortryder du noget?

”Jeg fortryder, at jeg tog til Split, men hvis jeg skulle vælge om, havde jeg valgt Liverpool igen. Man bliver også nødt til at huske det økonomiske aspekt. Jeg havde en familie i Danmark, der ikke havde så meget. Pludselig kunne jeg hjælpe dem ved at tage til Liverpool. Jeg betalte gæld af for dem og løftede et stort pres fra deres skuldre. Det betyder også meget. Og så ville jeg ønske, jeg havde sat større pris på min tid i Liverpool, mens jeg var der. Man tænker hele tiden på, hvad det næste er.”

Hvordan reagerede dine forældre, da din professionelle karriere stoppede tidligt?

”De havde det svært med det. Min far havde en form for skyldfølelse, fordi han følte, han kunne have guidet mig bedre. Mine forældre synes jo heller ikke, det er sjovt at se mig være frustreret. Men jeg er et bedre sted nu. Jeg er ikke længere sur og frustreret, og jeg kan sagtens se fodbold.”

Nu er du 29 år gammel. Hvis jeg havde spurgt dig som 19-årig, hvad du lavede som 29-årig, hvad havde du så svaret?

”At jeg ville spille fast i en Champions League-klub. Nu sidder jeg her i en sofa på Amager og hygger i stedet. Det kan også noget.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Liverpool, Fodbold og Portræt