Det er, som om uforudsigeligheden hersker, som om noget ildevarslende eller nervepirrende lurer, hvor end skuespilleren dukker op for snart efter at fordufte igen.
Det har stået på i en rum tid. Jeg har set ham falme i karrierens stjernestund. Set ham angre fodfejl og negligere fejltrin. Set ham forsvare en tosse. Set ham dyrke sine rødder og tale magten midt imod. Set ham i barklammeri, set ham i gruppekrammeri. Set hans grin smitte med pandemiens hast, set ham smelte kvindehjerter så kølige som drivis.
Den 46-årige strejfer synes altid på vej – op imod strømmen, ud i verden, ind i mørket. Væk fra det, der risikerer at snære. Hans næste træk kan være en kontra, et rejehop eller et slag med halen, og for enden af de udstrakte hænder kan der vente løftede pegefingre eller opmuntrende skulderklap. Han evner som få at sprede den gode stemning. Og som endnu færre at skumle indiskret igennem.
Én ting kan man regne med: Roland Møller smalltalker ikke, han handler, og det er meget lidt kedeligt at opholde sig i hans umiddelbare nærhed.
Instruktørerne, casterne og biografpublikummet må være nået samme konklusion, for hvordan går det ellers til, at en midaldrende, selvlært skuespiller – en ekskriminel med adskillige voldsdomme i synderegistret – i indeværende årti har formået at disrupte den danske filmbranches fornemste prisuddeling og lande Hollywood-roller på stribe?
