Peter Øvig Knudsen har arbejdet for Press, Information, Weekendavisen og DR, hvor han bl.a. lavede programmet ’Marathon’. Siden 2003 har han arbejdet som forfatter og udgivet bøger om den danske modstandsbevægelse, hippiebevægelsen og Blekingegadebanden, som i 2007 indbragte ham Cavlingprisen. Øvigs seneste udgivelse om den danske BZ-bevægelse, ’BZ – Du har ikke en chance, tag den!’, udkom 4. oktober på Gyldendal.
Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?
”Min far var havemenneske og lærte mig at så solsikker, ærter og gulerødder. Det glemte jeg alt om, indtil jeg selv fik en have. I dag er det uundværligt for mig at dyrke mine egne grøntsager og blomster.
Når man sidder og skriver hver dag, er det skønt at komme ud og meget konkret at få jordforbindelse. Jeg ville blive vanskelig at leve med, hvis jeg ikke lige kunne komme ud og rode lidt i jorden.”
Hvad er det bedste råd, du har fået?
"Jeg kender mange, som drømmer om at skrive en bog eller lave en film, men de vil ofte lige vente lidt. Prøv at lægge mærke til, hvor tit folk siger, at de vil gøre det, de drømmer om, når et eller andet sker ude i fremtiden.
Suzanne Brøgger, som i mine øjne er et af de klogeste mennesker i Danmark, sagde engang til mig: ’Man skal aldrig vente til næste fredag!’”
Hvad er dit bedste overlevelsestrick?
”Jeg var ansat på Weekendavisen, da jeg blev skilt første gang, og var meget ulykkelig over det. En dag kom Anne Knudsen (chefredaktør, red.) ind til mig og sagde: ’Hver gang jeg har haft det skidt i mit liv, har jeg kastet mig over arbejdet.’
Det er ikke helt forkert. Hvis man har et arbejde, man har et passioneret forhold til, er det et godt trick. Vi lever i en tid med mindfulness, og jeg har skam også brugt meget tid i mange år på at kigge indad, men at handle kan nogle gange være en bedre vej.”
Hvad skal mænd vide om kvinder?
”At kvinders seksualitet er større og mere kraftfuld end mænds. Det er en fordom i verden, som især unge mænd går fejl af, at mænd har enormt meget mere lyst til sex end kvinder.
Det er et mysterium for mig, hvordan den misforståelse er blevet så udbredt. Jeg tror, at mænd er for dårlige til det forspil, som er nødvendigt for kvinderne, og som ikke kun er et fysisk forspil, men den måde, man lever sammen på.
Det er det daglige forspil, som ikke handler om at få fingeren hen det rigtige sted, men om at vise opmærksomhed. Jeg taler af egen erfaring. Jeg var selv for dårlig til det under mit forrige ægteskab, hvor jeg billedlig talt var min kone utro med en bog.”
Hvordan bliver en mand god i sengen?
”Der er lighedspunkter mellem et interview og et samleje. Når jeg holder foredrag om interviewteknik for journaliststuderende, siger jeg altid: Inden man har stillet det første spørgsmål, er det meste allerede afgjort.
Det handler om, hvorvidt det forspil, der har været til interviewet, den aftale, man har indgået, og den måde, man er kommet ind på hinanden på, har givet grundlag for tillid og lyst til at svare på spørgsmål. Jeg tror, at det samme sker med sex. At være god i sengen har ikke noget med præstationer under selve akten at gøre. Der skal man bare nyde det.”
Hvilken begivenhed ændrede dit liv?
”Da min daværende kone sagde til mig under en ferie på Bornholm: ’O.k., så gå dog ind og sig op!’ Jeg var ansat på Weekendavisen, og i 2001 fik man så usandsynlig meget som fastansat – penge, bonus, pension – at det ikke var nemt at give afkald på.
Jeg havde skrevet min første bog og havde ideen til den næste, men vi havde lige købt hus, min kone var ph.d.-studerende uden job, og vi havde lige fået et barn. Der var mange grunde til at vente med at sige op. Men den dag på stranden på Bornholm forklarede jeg hende, hvordan jeg havde det.”
Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
”Jeg var 11 år og fik nogle kammerater med på at lave Holmebladet, en spritduplikeret avis til 50 øre, som vi solgte foran Brugsen i Holme (forstad til Aarhus, red.).
Jeg var en bange og genert dreng og derfor også en lidt ensom dreng, indtil jeg opdagede, at jeg var god til at skrive. Jeg fandt også ud af, at hvis man laver et interview, tør man godt gå ud og møde fremmede mennesker. Så har man en ramme for en samtale.”
Hvad har været dit livs vigtigste telefonsamtale?
”Da min mor ringede en formiddag i 2003 og fortalte, at min far var død af en hjerneblødning. Han var stået op om morgenen og faldet død om. Jeg kan ikke græde, ejer ikke evnen til det, og har uden held brugt år i terapi på at lære det.
Den morgen græd jeg. Han var lige blevet pensioneret efter et helt liv som direktør for Aarhus Amtssygehus. Så jeg fik lige min far tilbage, og så fucking døde han. Jeg havde nogle år forinden skrevet en bog, ’Sønner’, sammen med Martin Østergaard, som handler om fraværende fædre.
Jeg havde interviewet min far og kunne mærke, at det havde gjort indtryk på ham. Det hemmelige spørgsmål, som jeg indirekte stillede ham, var, om han fortrød, at han havde brugt al den tid på arbejdet i stedet for på sin familie.
Han svarede, at hans liv havde set anderledes ud, hvis han havde været portør og var gået hjem hver dag kl. 16. Men det lå ikke til ham. Han fortrød ikke, at han havde prioriteret sit arbejde. Det var en drivkraft, som lå i ham.
Den skulle jeg lige synke. I dag kan jeg se, at det er sådan, jeg selv har det. Jeg forsømmer ikke mine børn, men jeg stiller ikke min næste bog til side, hvis nogen kalder på mig.”
Hvornår blev du voksen?
”Min mor led af depressioner, og en af de sorte sider ved den lidelse er, at man kan komme til at tro, at resten af verden skal redde én. Karl Ove Knausgård har skrevet om sin depressive kone og citerer sig selv for at sige til hende, da hun beder om hjælp:
’Der er ikke nogen, der kan hjælpe dig ud af det. Det må du selv ligge og rode med.’ Det er sgu barskt at sige til et ulykkeligt menneske. Men sådan tror jeg, det er. Min mor blev ved med at bede om hjælp hele min barndom.
Kort tid efter at jeg som 18-årig var flyttet hjemmefra, ringede hun og bad mig komme ud. Så sad hun der i stuen og græd og var deprimeret. Lige der fik jeg nok. Det er mærkeligt, at det kunne lade sig gøre, men jeg tog en stor og solid lænestol, og så smadrede jeg den midt inde i stuen.
Jeg knaldede den i gulvet og blev ved med det, indtil den var spredt ud i stumper og stykker. ’Nu stopper du. Du beder ikke mig om hjælp mere.’ Det var budskabet. Hun vågnede fuldstændig op af sin depression og sagde: ’Jamen, Peter, du må jo have det skidt?’
Så blev hun pludselig mor. Jeg svarede, at jeg i al fald havde det skidt med, at jeg skulle redde hende ud af sumpen. Og så gik jeg min vej. Vi talte aldrig om det igen. Det havde ekstasens karakter. Jeg fik revet en navlestreng over, som jeg var nødt til at for at blive en mand.”
LÆS OGSÅ: Simon Kvamm i Klitmøller
