Elevatorulykke
Foto: Jonas Pryner

Elevatorulykke

Sådan føles det at falde ned med en elevator

Kristian Marcussen var på ferie med nogle venner i Rio, da en tur til stranden udviklede sig dramatisk.

Jeg er i Rio med to gode venner. Vi er lige ankommet fra et decemberkoldt Danmark og glæder os til at komme på stranden. Men først skal vi hente en fjerde ven, der bor i en ejendom ud til Copacabana. Egentlig har jeg godt set skiltet, der hænger på den ene af de tre elevatorer i opgangen.

Der står, at elevatoren er under reparation, men jeg tænker ikke mere over det, for da jeg og mine venner er kommet op i lejligheden på 12. sal, har vi alt muligt andet at tænke på: Vi skal hurtigt videre og ned på stranden og have nogle drinks og få sol. Humøret er højt, da vi går ind i elevatoren for at køre ned.

Jeg, en af mine venner og en brasilianer fra ejendommen går ind i elevatoren, og de to andre venner er ved at gå ind, da elevatoren pludselig begynder at falde. Mine to venner når begge at træde tilbage uden at få benene i klemme, men vi andre tre er fanget i den faldende elevator.

Jeg trykker febrilsk på alle knapperne, men de lyser ikke engang, og imens går det hurtigere og hurtigere nedad. Elevatoren er i frit fald. Vi råber om hjælp, og af en eller anden grund kigger vi på ham brasilianeren, som om han ved, hvad der sker. Spejlene på væggene splintres.

Foto: Jonas Pryner

Lyset slukker og tænder hele vejen ned. Brasilianeren falder og ruller om på siden. Min ven og jeg holder om hinanden og bliver stående. I dag kan jeg stadig se min vens blik for mig. Han tænker det samme som mig: ”Nu dør jeg.” Jeg tænker, at jeg aldrig kommer til at se min familie igen. Jeg gætter på, at turen ned tager omkring otte sekunder, men det føles som et kvarter.

Da vi nærmer os bunden, aftager den susende larm, og så med ét rammer vi bunden med et stort brag. Hele elevatoren bliver smadret. Brasilianeren brækker en arm og et ben. Vi to andre kan selv kravle ud. Vi lægger os på gulvet i opgangen. Det begynder at gøre ondt i nakke, ryg og knæ.

Efter nogle minutter kommer der en ambulance og redder brasilianeren op, men min ven og jeg vil bare væk fra larmen. Vi går over på en café. Vi får en banan-shake. Lidt efter kommer en journalist fra lokalavisen for at interviewe os om ulykken.

Det tager et stykke tid at forklare ham, at vi ikke orker at tale med ham. Vi sidder bare og er hvide i hovederne og tavse. Vi får senere at vide, at fjedrene i bunden af skakten reddede vores liv.

Kristian Marcussen og hans tre venner fortsatte ferien i Rio efter ulykken i 2005. Han slap uden fysiske men. I dag tager han kun elevatorer af nyere dato.

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at gå på ski til Sydpolen pa 56 dage

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at blive angrebet af en flok bier

LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få elektrochok