Skuespiller Esben Dalgaard lever på lånt tid: ”Jeg blev ramt af meningsløshed, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge sygdommen til at skabe mening” scroll-down

Skuespiller Esben Dalgaard lever på lånt tid: ”Jeg blev ramt af meningsløshed, men ret hurtigt fandt jeg ud af, at jeg kunne bruge sygdommen til at skabe mening”

Esben Dalgaard har spillet alt fra dyster krimi til munter børnekomedie og Mogens Glistrup – og søger bevidst kontrasterne i sine roller. Men hvor mange har han tilbage? Benjamin Dane møder den 45-årige skuespiller, der i sommer fik konstateret uhelbredelig kræft, til en snak om at leve med en dødsdom, om hvorfor han nægter at se sig selv på skærmen og om en karriere, der begyndte med at underholde charterturister på et feriehotel i Spanien.

Af Benjamin Dane
Foto: Dennis Morton
Mennesker Euroman

I efteråret spillede du med i Netflix-krimien ’Kastanjemanden’. Kom det bag på dig, hvor stor en succes serien blev?

”Det er svært at svare på. Netflix er jo en stor spiller med store muskler, og jeg kunne tydeligt mærke, at de havde lagt sig i selen for at lave det her godt. De havde hyret en fantastisk instruktør i Mikkel Serup og en lige så dygtig fotograf i Sine Vadstrup Brooker, som havde gjort sig mange gode tanker om genren og om æstetikken i serien. De havde virkelig gjort sig umage med at betone mysteriet i kriminalhistorien, så folk kunne gøre sig deres egne tanker om, hvem der var morderen. Men jeg har faktisk ikke selv set ’Kastanjemanden’, så jeg har kun hørt fra andre, at den skulle være god.”

Hvorfor ikke?

”Jeg ser aldrig de film eller serier, jeg medvirker i. Det er et arbejdsredskab, jeg har. Der er selvfølgelig nogle premierer, som jeg er forpligtet til at deltage i, og derfor har jeg da også set de første to afsnit af ’Kastanjemanden’, men jeg kommer ikke til at se resten. Mit arbejde foregår på settet, indtil der bliver sagt ’tak’. Derfra tager nogle andre over, og hvad de gør med optagelserne, er ude af mine hænder. Hvis jeg bagefter sætter mig til at se det, sker der én af to ting: Enten bliver jeg helt forelsket i det og tænker: ’Hold kæft, hvor er jeg dygtig, og for satan jeg ser skarp ud, når jeg står der med venstre side til.’

Det skaber en lillebitte risiko for, at jeg helt underbevidst, næste gang jeg står på settet og har travlt, kommer til at vende venstre side til igen, fordi jeg selv syntes, at det virkede sidst. Den gentagelse klæder ikke kunsten. Den anden mulighed er, at jeg ser det og hader det. Og hvad skal jeg bruge den følelse til? Endelig er der den helt tredje ting, at jeg jo kender hele historien på forhånd, så jeg vil hellere sætte mig og se en anden krimi og blive underholdt af den.”

Har du altid gjort sådan?

”Det begyndte, da jeg gik på Lee Strasberg Theatre and Film Institute (berømt method acting skole, red.) i New York i 2003. Her arbejder man meget med at se sig selv indefra. Meget groft sagt er der to veje inden for teater og film: udefra og ind eller indefra og ud.

I det første tilfælde tager man en ’maske’ på og lader den påvirke en, i det andet arbejder man med sin psyke og fremkalder den rolle, man spiller. Jeg har arbejdet på begge måder i min karriere, men jeg er rundet af den tradition, jeg lærte i New York. Her var det en klar holdning, at hvis man så for meget på sig selv, kunne det korrumpere den blanke tavle, som man visker ren, hver gang man går ind til en ny rolle.”

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her