Det berømte og berygtede kvartsur er tilbage – og det er bedre end nogensinde

Ikke alle kvartsure er skabt ens. Bare spørg den anerkendte, schweiziske urmager François-Paul Journe, der i 2014 lancerede et nyt dameur med kvartsværk, som han havde været otte år om at udvikle.

Élégante-uret satte ur-branchen på den anden ende, for ingen fattede helt, hvorfor den højt respekterede Journe pludselig lavede kvartsure. Her var tale om en fagmand, der var kendt for at skabe komplicerede, mekaniske ure og desuden den eneste urmager, der kan prale af at have vundet tre førstepræmier under Fondation du Grand Prix d’Horlogerie de Genève, ur-verdenens svar på en Oscar.

Prisen på uret var et andet issue: Élégante kostede over 80.000 kroner, hvilket heller ikke flugtede med manges opfattelse af kvarts som værende billige og massefremstillede. Men nu lignede Journes skabning heller ikke de fleste andre kvartsure på markedet, hvilket den gennemsigtige bagkasse gjorde tydeligt for enhver. Her var tale om et urværk, der ganske vist var drevet af et batteri som det billigste Casio. Men det var så kunstfærdigt designet og forarbejdet, at man skulle være lavet af sten for ikke at lade sig forføre. Printplader i et kredsløb har aldrig set bedre ud.

Som Journe selv forklarede, da journalister i forbindelse med lanceringen stillede det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor?

”Kvarts er en fantastisk opfindelse. Problemet med kvarts er, at du normalt skal skjule det, fordi urværket ikke er smukt, og man har gjort det ’ikke-luksuriøst.’ Men for det første er det en stor opfindelse, og for det andet tror jeg, at hvis Breguet (Abraham-Louis Breguet, anset som en af historiens største urmagere, red.) i 1800-tallet havde haft muligheden for det, så havde han opfundet kvartsuret,” svarede François-Paul Journe.

Élégante-uret var imidlertid mere end bare pænt at se på. Det var udstyret med kaliber ref. 210, som satte uret i dvaletilstand, hvis man tog det af i mere end 30 minutter. En mikroprocessor sørgede for at holde styr på tiden i kulissen og stillede viserne efter den aktuelle tid, når man tog uret på igen. Ikke nok med det, så fandt viserne selv den korteste vej på skiven – med eller mod urets retning – alt efter tiden på dagen.

Funktionen gav en imponerende batterilevetid på otte år, og hvis man i længere perioder havde uret i standby-mode, kunne batteriet holde i op til 18 år. Nu er der ikke noget nyt over en standbyfunktion, for Seiko introducerede den allerede i 1998 med Kinetic Auto Relay, men Journes ur var alligevel opsigtsvækkende.

Her var en mand, der havde lavet de mest vanvittige komplikationer i den mekaniske ur-verden og som nu gjorde en tilsyneladende uinteressant teknologi interessant igen, endda attråværdig. Hvordan forklarer man ellers, at Élegante blev revet væk i en sådan grad, at uret i dag på brugtmarkedet sælges til mange gange listeprisen? Eller at Journe allerede to år senere lancerede en herremodel?

Måske skyldes forargelsen, at kvartsuret længe har haft et blakket ry, i hvert fald hos den traditionelle schweiziske ur-industri og hos den del af befolkningen, som menes at gå op i ure. Mekaniske ure har angiveligt en sjæl, som kvartsure mangler. Sådan har det ikke altid været.

Kvartsuret gjorde formelt sin entré i 1969 med Seikos Astron og satte hurtigt det meste af den schweiziske ur-industri på den anden ende, fordi de nye kvartsure – primært produceret af japanske Seiko og Citizen – var billigere og mere præcise end de mekaniske ure.

Det kom faktisk så vidt, at schweizerne begyndte at tvivle på, om deres traditionelle ur-branche overhovedet ville overleve, hvorfor 1970’erne og 1980’erne på de kanter også fik navnet ’kvartskrisen’. I sidste ende klarede schweizerne skærene, både fordi de selv begyndte at producere kvartsure, men også fordi de mekaniske ure i 1990’erne genvandt pusten og genopfandt sig selv, nu som et mere udpræget high-end-produkt.

Kvartsuret har lige siden fristet en tilværelse som det billige B-hold. Ikke at kvarts ikke sælger, for det gør det i allerhøjeste grad: Ifølge ur-magasinet Europa Star sidder der i dag et kvartsværk i 72 procent af schweizernes ur-eksport, og globalt er tallet nærmere 95 procent, men noget kunne alligevel tyde på, at kvartsuret har sejret ad helvede til. Som en af Europa Stars skribenter formulerer det:

”Kvarts repræsenterede engang fremtiden for uret [men dets] ry er i dag ikke ulig frysetørret mad: billigt og effektivt, men kunstigt, intet-sigende og generisk.”

Sådan ser François-Paul Journe som bekendt ikke på det, men det gør de store ur-producenter heller ikke. Nogle af dem har siden 1990’erne endda øget indsatsen og investeret i High Accuracy Quartz, HAQ, som er en form for standardkvarts på steroider.

Hvis et almindeligt kvartsur vinder eller taber 15 sekunder om måneden, så tager HAQ-ure skridtet videre og er præcist til ± 10 sekunder om året. En enkelt reference, Citizen Caliber 0100, er endda præcis ned til ± et sekund om året.

Fænomenet med de superpræcise kvartsure er ikke nyt, men opstod allerede i midten af 1970’erne med modeller som Seiko Grand Quartz og Citizen Crystron Mega, der var præcist ned til tre sekunder om året. Problemet dengang var, at det var klodsede, dyre og tørstige ure, der drænede batterierne på ingen tid. I sidste ende var forbrugerne fint tilfredse med standardkvarts, som var rigeligt præcist for de fleste, og de tunede kvartsmodeller begyndte at udgå fra markedet.

Nutidens HAQ er en anden snak. Et godt eksempel er Grand Seiko, Seiko-koncernens selvstændige luksusbrand, som i 1993 lancerede den legendariske kaliber 9F. Det har sat nye standarder for kvartsværker med features som Backlash Auto Adjust, som eliminerer de mikroskopiske tilbageslag, der opstår, når sekundviseren tikker derudad, og stepmotoren med ekstra drejningsmoment, så urets lange visere kan bevæges uden problemer.

Noget, der normalt kræver energi og ikke er nogen selvfølge i almindelige kvartsure, der af samme årsag har kortere og smallere visere for at kompensere for de manglende hestekræfter.

Kaliber 9F tjekker desuden selv temperaturen flere hundrede gange om dagen og bruger informationen til at justere kvartskrystallets frekvens og gøre op for uregelmæssigheder (høje eller lave temperaturer kan gå ud over præcisionen).

Endelig har Seiko selv udviklet og udvalgt kvartskrystallet, der er ældet på fabrikken, så frekvensen over tid er garanteret stabil. Og det er bare det, som er inde i uret, udenpå er der også kælet for detaljerne, for Grand Seiko pakkede kaliberen ind i samme eksklusive finish med spejlblank zaratsu-polering, som de bruger på deres mekaniske ure.

Det er ikke tilfældigt. Som Noboru Miyadera fra Seiko-museet i Tokyo siger det: ”Hos Seiko tror vi på vigtigheden af at skabe følelsesmæssig værdi [hos forbrugerne].”

Noget tyder på, at de tænker det samme hos schweiziske ur-brands som Longines og Breitling, der har mange års erfaring med HAQ. Det er nemlig langtfra en japansk specialitet, selvom Seiko og Citizen dominerer markedet. I 2017 relancerede Longines deres Conquest V.H.P. (Very High Precision), der er præcis ned til ± fem sekunder om året. Det skete i anledning af 35-året for den oprindelige Conquest-model fra 1984, et af datidens mest præcise kvartsure.

Den nye model er ikke kun mere præcis, men har også interessante features som et såkaldt ’gear position detection system,’ der gensynkroniserer urets visere, hvis man ved et uheld taber uret eller udsætter det for magnetisme, og urets visere dermed forrykkes.

Modellen har også evighedskalender, hvilket vil sige, at uret selv kender månedernes længde, samt hvornår der er skudår, og endelig har kronen en ekstra funktion, hvor man ved et hurtigt drej kan lade timeviseren hoppe en time frem eller tilbage – hvilket er handy, når man fx rejser mellem tidszoner.

Breitling har på samme måde i mange år haft HAQ-ure i deres sortiment under navnet SuperQuartz, brandets egen teknologi, der i modeller som Endurance Pro er pakket ind i en forstærket ur-kasse af højteknologisk polymer, som er stærkere end stål og lettere end titanium.

Spørgsmålet er så, om det alt sammen er nok til at få mekaniske ur-fans til at se anderledes på kvarts, HAQ eller ej. Præcision i et ur er efterhånden kun en strøtanke i en verden, hvor vi har en smartphone i hånden. Det er bare ikke det samme som at bære et ur på armen.

Men hvis man ikke synes, at der er ’craftmanship’ i kvarts, eller at det bare ikke har ’sjæl’ som et mekanisk ur, så kan man spørge sig selv, om et massefremstillet mekanisk ETA-værk, som store dele af ur-branchen bruger, er mere jazzet end et kaliber 9F, som er håndbygget af to urmagere (den ene samler værket, den anden står for datovinduet, der skifter dato med 1/2000 sekund). Kravene til deres evner som urmagere er så strenge, at de flere gange om dagen må polere deres pincetter.

Kort om kvarts