Ikke alle kvartsure er skabt ens. Bare spørg den anerkendte, schweiziske urmager François-Paul Journe, der i 2014 lancerede et nyt dameur med kvartsværk, som han havde været otte år om at udvikle.

Élégante-uret satte ur-branchen på den anden ende, for ingen fattede helt, hvorfor den højt respekterede Journe pludselig lavede kvartsure. Her var tale om en fagmand, der var kendt for at skabe komplicerede, mekaniske ure og desuden den eneste urmager, der kan prale af at have vundet tre førstepræmier under Fondation du Grand Prix d’Horlogerie de Genève, ur-verdenens svar på en Oscar.

Prisen på uret var et andet issue: Élégante kostede over 80.000 kroner, hvilket heller ikke flugtede med manges opfattelse af kvarts som værende billige og massefremstillede. Men nu lignede Journes skabning heller ikke de fleste andre kvartsure på markedet, hvilket den gennemsigtige bagkasse gjorde tydeligt for enhver. Her var tale om et urværk, der ganske vist var drevet af et batteri som det billigste Casio. Men det var så kunstfærdigt designet og forarbejdet, at man skulle være lavet af sten for ikke at lade sig forføre. Printplader i et kredsløb har aldrig set bedre ud.

Som Journe selv forklarede, da journalister i forbindelse med lanceringen stillede det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor?

”Kvarts er en fantastisk opfindelse. Problemet med kvarts er, at du normalt skal skjule det, fordi urværket ikke er smukt, og man har gjort det ’ikke-luksuriøst.’ Men for det første er det en stor opfindelse, og for det andet tror jeg, at hvis Breguet (Abraham-Louis Breguet, anset som en af historiens største urmagere, red.) i 1800-tallet havde haft muligheden for det, så havde han opfundet kvartsuret,” svarede François-Paul Journe.

Élégante-uret var imidlertid mere end bare pænt at se på. Det var udstyret med kaliber ref. 210, som satte uret i dvaletilstand, hvis man tog det af i mere end 30 minutter. En mikroprocessor sørgede for at holde styr på tiden i kulissen og stillede viserne efter den aktuelle tid, når man tog uret på igen. Ikke nok med det, så fandt viserne selv den korteste vej på skiven – med eller mod urets retning – alt efter tiden på dagen.

Funktionen gav en imponerende batterilevetid på otte år, og hvis man i længere perioder havde uret i standby-mode, kunne batteriet holde i op til 18 år. Nu er der ikke noget nyt over en standbyfunktion, for Seiko introducerede den allerede i 1998 med Kinetic Auto Relay, men Journes ur var alligevel opsigtsvækkende.

Her var en mand, der havde lavet de mest vanvittige komplikationer i den mekaniske ur-verden og som nu gjorde en tilsyneladende uinteressant teknologi interessant igen, endda attråværdig. Hvordan forklarer man ellers, at Élegante blev revet væk i en sådan grad, at uret i dag på brugtmarkedet sælges til mange gange listeprisen? Eller at Journe allerede to år senere lancerede en herremodel?