Dykkeruret du enten elsker eller elsker at hade

”DET ER URET, der startede det hele for mig. Det hedder Panerai Logo,” siger Sylvester Stallone og kigger ind i kameraet. Året er 2020, og den aldrende amerikanske filmstjerne sidder med uret i hånden og fortæller i en promotion-video for auktionshuset Christies, hvordan hans historie med Panerai begyndte. Videoen blev lavet i forbindelse med et auktionssalg i december samme år, hvor Stallone solgte ud af sin ursamling, der blandt andet talte det Panerai, han sad med.

Den amerikanske skuespiller har siden 1990’erne været kendt for sin interesse for det italienske urbrand, som han skulle været faldet over i forbindelse med filmen ’Daylight’ fra 1996. Filmen blev skudt i Roms filmstudier, Cinecittà, og det var i forbindelse med arbejdet her, at han på en tur gennem byen gik ind i en urhandel.

Stallone havde en plan om at have et ur på i ’Daylight’, som ”ikke var blevet set på film før,” og blev nysgerrig, da han fik øje på nogle æsker i et hjørne af butikken. Om han måtte se nærmere på dem? Butiksejeren trak på skulderen og forklarede, at ”det bare er nogle ure, som de bruger i militæret.”

Da Stallone åbnede en af æskerne, var han ved at falde bagover. Eller som han siger i videoen:

”Boom! Det her ur er en stjerne.”

Han købte uret, spændte det om håndleddet og brugte det hver dag på settet. Derfra gik det stærkt, for uret vakte opmærksomhed, og kort tid efter så Stallone sin ven Arnold Schwarzenegger gå med et Panerai:

”Jeg tænkte bare: ’Jesus, er der slet ikke noget, jeg kan få lov at have for mig selv?’ Ej, det er bare for sjov, men uret blev meget populært takket været sin usædvanlige form og robusthed. Det ur gik igennem ild og vand. Hvis du ser filmen, vil du forstå, hvad jeg mener,” siger Stallone til sidst.

Uret blev solgt kort tid efter for 214.000 dollars, en rekordsum for et såkaldt ’Pre-Vendôme-Panerai’.

STALLONES OPDAGELSE af Panerai er en god historie. Der er en kun et problem: Det er det pure opspind. Det mener i al fald den schweiziske urblogger Jose Pereztroika, der på websitet Perezcope.com har udstillet Panerais og Stallones narrativ som en gang romantisk storytelling, som skal dække over det faktum, at Stallones og Panerais relation i virkeligheden er resultatet af product placement. Det er et købt og betalt samarbejde.

”Den anden historie er bare mere sexet,” siger Jose Pereztroika, der brugte over to år på at researche og faktatjekke historien i sin fritid fra jobbet som reklamekonsulent for firmaer som IKEA og den schweiziske bank Credit Suisse.

Det er ikke en historie, som schweizeren er ubetinget lykkelig over at have ’debunket’, altså afsløret som en usandhed, for Pereztroika er kæmpe Panerai-fan.

Han syntes bare, at det lød underligt, at en filmstjerne som Sylvester Stallone skulle have slentret omkring i Rom uden at blive antastet af fans i hobetal, ligesom han syntes, at historien var ulogisk: Hvis et ur var så vigtig en rekvisit, hvorfor så vente til lige før optagelserne med at finde det, og hvorfor overlade det til tilfældigheder? Når man desuden ved, hvor stolte italienerne er af Panerai, hvorfor skulle en urmager så have gemt dem væk i et hjørne?

Det skurrede i Pereztroikas ører, og han begyndte at læse på nettet og trawle fotodatabasen Getty Images for fotos af Stallone og Panerai i tiden op til optagelserne af ’Daylight ’. Det tog tid, men han fandt fotos, der viste, at Stallone bar et Panerai et helt år, før optagelserne af ’Daylight ’ overhovedet var begyndt.

Pereztroika fandt også ud af, at den montenegrinske fotograf Cedomir Komljenovic, bedre kendt under kunstnernavnet Monty Shadow, havde en finger med i spillet: ud over at være en internationalt anerkendt fotograf var Monty Shadow promotor og kom i 1980’erne, takket være sit samarbejde med Ferrari, Mercedes og BMW, ind i Formel 1, hvor han blev mange køreres foretrukne fotograf, heriblandt Ayrton Sennas.

Han frekventerede skuespillere som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger og var fotograf for topmodeller som Naomi Campbell og Cindy Crawford.

Monty Shadow var kort sagt en jetsetter og networker af Guds nåde, og det var ham, som trak i trådene, så aftalen om Panerais samarbejde med Stallone faldt på plads. Det er ikke en historie, som Panerais nuværende ledelse har kommenteret, men det har den tidligere.

Panerais CEO fra 1972 til 1997, Dino Zei, fortæller i bogen ’Panerai – Una Storia Italiana’ fra 2013, hvordan det hele kom i stand, deriblandt mødet med Monty Shadow, der foreslog Panerai at sponsorere filmen samt producere en begrænset Sylvester Stallone-kollektion under navnet ’SLY TECH’.

Panerai var først skeptisk, for som Dino Zei udtaler i bogen:

”Det virkede en smule uværdigt at lave et ur til en skuespiller.”

I sidste ende takkede han dog ja til samarbejdet, da Panerai havde desperat brug for PR. I 1996 havde der længe været stille hos Panerai, for efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev der skåret ned på forsvarsbudgetterne i Vesten, også hos den italienske flåde som dengang var Panerais største kunde. Det blev der lavet om på efter ’Daylight’, hvor det lille italienske brand blev et navn overnight.

Året efter købte Vendôme, der senere blev til Richemont, rettighederne til navnet Panerai og startede en produktion op i Schweiz. Også her havde Monty Shadow en finger med i spillet, for det var ham, som introducerede brandet for Vendômes CEO, den sydafrikanske milliardær Johann Rupert, som købte brandet for halvanden million dollars. Det har han næppe fortrudt: I 2012 udtalte Rupert, at Panerai sandsynligvis var hans til dato mest rentable satsning. Det er store ord for en mand, der også ejer Cartier, A. Lange & Söhne og Vacheron Constantin.

EN GOD LØGNEHISTORIE eller ej, for Panerai var forbindelsen til Sylvester Stallone et vendepunkt, der gjorde det førhen fuldkommen ukendte italienske brand til et verdenskendt navn. For Jose Pereztroika var det snarere et eksempel på tvivlsom markedsføring. Han havde få år inden Stallone-historien raget uklar med andre Panerai-fans, da han afslørede flere vintage Panerai-ure på fansitet Paneristi.com som fakes eller bare Frankensteins og stillet for mange ubekvemme spørgsmål. Uroen bredte sig blandt medlemmerne, og til sidst blev Pereztroika blacklistet og forment adgang til fansitet.

”Jeg blev beskyldt for at have et horn i siden på Panerai, for at være i lommen på en eller anden tysk samler med en skummel dagsorden. Det stak helt af,” siger Jose Pereztroika, der mener, at de, der havde investeret i tvivlsomme ure, ikke havde en interesse i, at sandheden kom frem.

”Nogle af dem vidste det alt for godt, og det, der normalt skete, var, at de solgte urene videre til den næste fyr uden at nævne problemerne. Dybest set snød de hinanden indbyrdes,” siger han.

Ironisk nok førte forsøget på at lukke munden på ham til skabelsen af bloggen Perezcope.com, hvor han lige siden har gjort det til sin opgave at afsløre hele og halve usandheder om brands som Rolex, Panerai, m.fl. Han går også auktionshusenes kataloger igennem og offentliggør sine fund, hvis et ur på auktion har issues. På spørgsmålet om, hvorfor han bruger så meget tid på dette detektivarbejde, lyder det: ”Jeg kan ikke lade være. Jeg er ligesom en hund, der løber efter biler.”

Jose Pereztroika kan heller ikke lade være med at fascineres af Panerai, som han første gang faldt over i 1998. Panerai lignede ikke noget, han havde set før med sin store, pudeformede kasse, den halvmåneformede kronebeskytter og de ’åbne’ 6- og 9-taller på den på overfladen simple urskive. Det er et design, som gør Panerai til et af de mest genkendelige urdesigns overhovedet.

Faktisk så genkendeligt, at auktionshuset Bruun Rasmussen sidste år havde et vintage Panerai Radiomir fra 1944 på auktion, der slet ikke havde noget Panerai-logo eller navn på urskiven. Det behøvedes ikke. Alle kunne se, at der var tale om et Panerai. Måske fordi der ikke er så meget tale om en urmager som et firma, der historisk har specialiseret sig i industrielt design og finmekanik.

PANERAI BLEV STIFTET i Firenze i 1860 af den italienske urmager Giovanni Panerai og fungerede oprindeligt som urmagerværksted og -skole samt forhandler af schweiziske ure. Senere begyndte Panerai også at fremstille militær hardware og præcisionsredskaber til den italienske flåde, men det var først i 1936, at Panerai lavede sit første ur.

Det var et stort ur med en kassediameter på 47 mm, der var skabt til at blive båret over en dykkerdragt, for kunden var det italienske frømandskorps. Det var lavet i samarbejde med Rolex i Schweiz, som leverede både urkasser og værker, mens Panerai modificerede urene, så det passede til kravene fra den italienske flåde.

Panerais ændringer omfattede en sandwich-skive, som er paneraisk for en urskive, hvor tal og timemarkeringer er skåret ud i skiven i stedet for påmalet, og hvor det selvlysende materiale er påført det nederste lag, så man får en 3D-effekt. Uret var også udstyret med Radiomir, et radiumbaseret pulver, som Panerai havde udviklet i 1916 og brugt i forseglede mikroskopiske rør, som blev installeret på kanonsigter, så man kunne sigte i mørke.

Det var disse ure, som det italienske frømandskorps under Anden Verdenskrig brugte under operationer, som var med til at sænke allierede krigsskibe. Mussolinis alliance med Hitler betød desuden, at Panerai blev pålagt at fremstille ure for Nazityskland, hvor de blev anvendt af det tyske frømandskorps.

Sat på spidsen er Panerai altså en producent af ure, som fik sine ure fremstillet af andre, og som har en tvivlsom forhistorie som leverandør til Aksemagterne. Alligevel, eller måske især på grund af denne forhistorie som tool watch med en rå historie, er det et brand, der lige siden har vakt fascination.

”Mange enten elsker eller hader det, alene på grund af at Panerai blev båret af ’the bad guys’ under krigen. Men det er også designet, som deler vandene: Et Panerai Luminor med den halvmåneformede kronebeskytter er ikke for alle. Mange synes, at det er overkill,” siger Jose Pereztroika.

Panerai har, siden det blev opkøbt af Richemont-koncernen, heller ikke altid været lige heldige med deres produktlanceringer. Et berygtet eksempel er ’PAM 318-skandalen’: I 2009 lancerede Panerai den begrænsede kollektion ’PAM 318 Brooklyn Bridge’, der blev udbudt til salg i Panerais egen butik i New York. Det så på overfladen fint ud med sin polerede 44 mm Luminor Marina-urkasse, og kunderne forventede, at det havde en fint dekoreret kaliber OP II under kølerhjelmen – indtil en køber åbnede urkassen og fandt et simpelt ETA 6497-urværk uden udsmykning eller Panerai-branding med en balance i billigt nikkel i stedet for Glucydur og billig Novodiac-støddæmpning i stedet for Incabloc.

Det var kort sagt et simpelt standardværk, som kan fås til 400 kroner, hvis man køber det engros, i et ur til en vejledende udsalgspris på over 30.000 kr. Panerai udøvede damage control og tilbød kunderne at bytte urværket ud. Det var angiveligt en beklagelig fejl. Jose Pereztroika er ikke overbevist. Han arbejder på en ny artikel om PAM 318-skandalen, der skal vise, at Richemont, som ejer Panerai, var bevidst om fejlen fra første færd.

”Det bliver ’den sande historie om Brooklyn Edition-uret’. De vidste, præcis hvilket urværk de puttede i urene. Men mere kan jeg ikke sige lige nu,” siger han.

Men Jose, kan du stadig lide Panerai efter de her skandaler?

”Du skal tænke på, at Panerai er et multifacetteret brand. Du har tre forskellige tidsperioder: vintage, Pre-Vendôme og Richemont. Jeg er ikke nødvendigvis stor fan af Richemont-æraen, men jeg elsker vintage-Panerai. Man kan tydeligt se på urskiven, at det ikke er lavet af en traditionel urmager, men af et finmekanisk værksted. Det er ure med unikke detaljer. Men nu jeg tænker over det, kan jeg faktisk også rigtig godt lide nogle af de nyere modeller, fx PAM127 med sit kuppelformede safirglas.”

Jose Pereztroika er uden tvivl Panerais største og mest åbenmundede kritiker, men han er sært nok måske også stadig brandets største fan. Måske er det bare definitionen på en Panerist.