Kongen af sportsuret: Dette ur er populært som aldrig før scroll-down

Kongen af sportsuret: Dette ur er populært som aldrig før

Audemars Piguets Royal Oak vakte opsigt i 1972, da det blev præsenteret på urmessen Baselworld. Kunne et sportsur i stål også være luksus? Designet skilte vandene, men Royal Oak blev en kæmpesucces for det schweiziske ur-mærke. I dag er modellen for urenes verden, hvad Porsche 911 er for sportsvogne: en klassiker, der har dannet skole.

Af Christian Martinez
Foto: PR
Mode Euroman

Urverdenen er gået fra snøvsen i de senere år. I hvert fald hvis man ser på prisernes himmelflugt på ure som Patek Philippe Nautilus ref. 5711 eller moderne Rolex GMT-Masters og Daytonaer, hvor lovene om udbud og efterspørgsel har slået priserne helt ud af stadion. Måske burde det af samme grund ikke længere komme bag på nogen, at en akvarel af et ur forleden blev solgt på auktion til over fire millioner kroner. 

Nu var det ikke lavet af en hvilken som helst kunstner, men det var altså ikke en Picasso. Nej, det var Gérald Genta, den schweiziske urdesigner, der i 1972 tegnede prototypen på Audemars Piguets ikoniske urmodel, Royal Oak. Gérald Genta døde i 2011, men hans enke udbød tegningen til salg – der forestillede den allerførste Royal Oak – hos auktionshuset Sotheby’s, i anledning af Royal Oaks 50-års-jubilæum. 

Køberen var heller ikke hvem som helst, men Audemars Piguets eget museum i Le Brassus, Schweiz, der vil udstille akvarellen i deres nye Bjarke Ingels-designede museum. Måske er det ikke helt så overraskende, at Audemars Piguet således griber til lommerne, når man tager urets betydning for brandet i betragtning.

Audemars Piguet har længe haft fast medlemskab af den lille og eksklusive klub ’Den Hellige Treenighed’, der er en uformel betegnelse for de traditionsrige schweiziske ur-firmaer Audemars Piguet, Patek Philippe og Vacheron Constantin. De er ikke kun kendt for deres komplikationer – altså de ekstra features i uret, som viser mere end klokken – men ligeledes for udsøgt håndarbejde. 

Det gælder også det familieejede Audemars Piguet, der blev stiftet af Jules Louis Audemars og Edward Auguste Piguet i 1875. Den lille urmagervirksomhed skabte allerede i 1892 overskrifter ved at lave verdens første armbåndsur med minutrepetition, der gengiver tiden ved hjælp af lyd: Det kræver over 100 bittesmå dele at få en lille arm til at banke på urets inderside og skabe lyden og var ikke kun horologisk lir i miniature. Det var også praktisk anvendeligt i 1800-tallet, når mørket faldt på, og man ikke kunne aflæse urskiven. 

Se, hvad vi ellers skriver om: Ure