Luksusfælden: Hvad betyder det for urverden, at få koncerner ejer de fleste brands? scroll-down

Luksusfælden: Hvad betyder det for urverden, at få koncerner ejer de fleste brands?

De fleste urbrands startede som familieejede virksomheder, som lavede ure i egne atelierer. Sådan er det ikke længere. I dag sidder en håndfuld koncerner på mærkerne: Swatch Group ejer fx Omega, Longines og Breguet, mens LVHM, som også ejer modehuset Louis Vuitton, sidder på TAG Heuer og Zenith. Hvad betyder det for urverdenen og for forbrugerne, at nogle få ejer det meste?

Af Christian Martinez
Foto: Getty Images & PR
Mode Euroman

DET SKABTE OVERSKRIFTER, da et ur af den schweiziske urmager Philippe Dufour i 2021 blev solgt på auktion til over fem millioner dollars. Nu var det godt nok et Grande et Petite Sonnerie-guldur fra en af verdens mest respekterede urmagere, men det var en anomali, ikke kun fordi prisen var så absurd høj, men også fordi det slog rekorden som det dyreste ur nogensinde fra en uafhængig urmager.

Dufour er på mange måder den sidste mohikaner i en branche, der siden 1980’erne har været domineret af en håndfuld luksuskoncerner og deres globalt markedsførte brands. Ja, der findes stadig små, uafhængige urmagere, men de går under radaren hos alle andre end urnørder.

De fleste kommercielle urbrands – uanset om man taler om prestigefyldte mærker som A. Lange & Söhne, Cartier og IWC til hundredtusinder af kroner eller børneure i plastik fra Flik Flak – er ejet af en håndfuld magtfulde konglomerater, som for en stor dels vedkommende har tjent formuer på smykker, mode, kosmetik og alkohol. Og altså også ure.

Mastodonternes flirt med ur-industrien startede allerede i 1980’erne, da en schweizisk forretningsmand af libanesisk oprindelse, Nicolas Hayek, stiftede Swatch Group. Gruppen blev dannet gennem en række fusioner af schweiziske virksomheder, som kom til at operere under Swatch-paraplyen. Det er den dag i dag verdens største urproducent. Senere fik den franske investor Bernard Arnault idéen til at integrere en gruppe såkaldte ’aspirational brands’ under én og samme organisation.

Det er et marketing-term om et produkt, som mange forbrugere ønsker at eje, men ikke altid har råd til. Som Arnault engang har sagt:

”Affordable luxury – these are two words that don’t go together.”

Franskmanden – der med en personlig formue på over 100 milliarder dollars slås med Amazon-stifter Jeff Bezos og Microsofts Bill Gates om titlen som verdens rigeste mand – grundlagde LVMH i 1987. Konglomeratet blev dannet ved en sammenlægning af modehuset Louis Vuitton og Möet Hennessy (der selv blev til i 1971 ved en fusion af champagneproducenten Moët & Chandon og cognacproducenten Hennessy).

Blandt de opsigtsvækkende investeringer var LVMH’s opkøb af etablerede urbrands som TAG Heuer og Zenith i 1999. Arnaults vellykkede integrering af forskellige luksusbrands og evne til at skovle penge ind vandt ham øgenavne som ’the lord of luxury’ og ’the Pope of fashion’ – og inspirerede andre firmaer til at gøre det samme: Franske Kering og det schweiziskbaserede Richemont har i årenes løb også investeret i en portefølje af luksusfirmaer, der også tæller kendte urmærker.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 29 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Ure, Rolex og Omega