Jeg har aldrig givet svimlende summer for tøj. Fra tid til anden har jeg svunget mig op til at købe en god sweater, men for mig drejer det sig ikke om at have meget tøj. Det drejer sig om glæden ved det behag, der er forbundet med velvalgt tøj. Nogle skider på det, og det er godt for dem. Men jeg skider ikke på det, og det er gået godt for mig i livet med den mentalitet.

Jeg har en hengivenhed for det behagelige tøj. Det, jeg gerne vil træde ind og ud ad døren i. Og her har det været afgørende for mig, at jeg er vokset op i et hjem, hvor der var en glæde forbundet med at vælge det rigtige tøj at gå i. At der var en glæde i at foretrække noget frem for noget andet.

Både min far og min mor gik op i beklædning. Jeg tror godt, de kunne lide det ved hinanden. Vi var ikke en del af overklassen økonomisk set, kun kulturelt. Det var et hjem med klaver, men uden skyggen af formue eller finansiel storhed, så de gjorde det hele med små midler. De var et smukt par. De fremstod ikke som mugne museumsgenstande, men som friske unge mennesker i Søndags-København, der lod sig se.

De var begge glade for at promenere på Strøget eller på Langelinie. Jeg havde to brødre, og vi tre var trip, trap, træsko. Vi gik i det samme grå flannel, i dobbeltradede jakker, korte bukser og skottehuer. Det var nydeligt. Min mor klædte os på med en sans for kvalitet, der gjorde, at vi ikke var komiske, men tværtimod beundringsværdige.

Det var hende selv, der havde siddet ved symaskinen. Hun ville gerne vise os frem, og vi var anledning til hendes stolthed. Min far ligeså. Fra dem lærte jeg, at man børster sin jakke for hår og gamle skæl, inden man går ud.

Forfatteren og satirikeren Meïr Aron Goldschmidt skrev engang en morsom historie om sig selv. Han havde brug for en ny overfrakke, og derfor gik han hen i Ny Østergade hos byens bedste skrædder. Han havde lidt penge på lommen, men vidste ikke, hvordan overfrakken skulle se ud.

’Overlad det til mig,’ sagde skrædderen. Han lavede ham en elegant og dyr frakke. Goldschmidt spurgte skrædderen, om den ikke velsagtens var lidt outreret til ham. ’Bare vent, De bliver glad for den,’ svarede skrædderen. Med frakken på gik han ned til Højbro Plads, og hvem mødte han der? Søren Kierkegaard, og de var på talefod med hinanden.

Kierkegaard studsede over synet af frakken, og det opdagede Goldschmidt. ’Synes du, den er langt ude?’ spurgte han Kierkegaard, der svarede: ’Ja, det synes jeg.’ ’Hvad er der i vejen med den?’ ’Ikke noget,’ svarede Kierkegaard. ’Skrædderen har tjent sine penge, og du er kommet af med dine penge.

Men man skal ikke gå i noget, der sætter en udenfor. Nøjes med at købe det, andre mennesker går i. Det kan stadig se smukt ud, og samtidig er du indenfor. Du er medlem sammen med os andre. Tag mig med til skrædderen næste gang, så skal du bare se.’