En gang var det en provokation, men efterhånden er der ingen, der løfter et øjenbryn over at se en tatovering, hverken i banken eller i et reklamebillede. 600.000 danskere har dekoreret deres kroppe med tatoveringer. Og tendensen er efterhånden blevet så udbredt, at man snart vil skille sig mest ud ved ikke at have en. Det mener i hvert fald flere af dem, som lever af at forudsige bevægelser inden for mode og stil. 

”Jeg har en stærk tro på, at om fem-seks år vil det være super moderne ikke at have nogle tatoveringer,” siger modeekspert Chris Pedersen til euroman.dk. Chris Pedersen er tidligere chefredaktør hos Cover Man og nuværende tilrettelægger og vært på DR K.


 
Forudsigelsen kommer midt i en tid, hvor der aldrig har været flere danskere med tatoveringer. Hele 15 procent af den danske befolkning har i dag en tatovering, og især de danske kvinder har været under nålen. 17 % af de danske kvinder har ladet sin krop dekorere. 

Siden 1970’erne er antallet af mere eller mindre professionelle tatovører blevet tidoblet. Og det, der engang var et subkulturelt fænomen, der prydede overarmene hos sømænd og rockere, er for længst blevet mainstream. 

”Der var en trendforsker, der i 90’erne forudså, at i år 2020 ville man tilhøre en subkultur, hvis man ikke havde en tatovering. ’Clean Skins’ kaldte hun den,” fortæller Chris Pedersen. 

Tatoveringer, der tidligere repræsenterede noget farligt og rebelsk, er i dag gået hen og blevet allemandseje. Det er blevet kropsudsmykning for alle aldre, alle kulturklasser og samfundslag.



Derfor er det kun naturligt, at modens avantgarde bevæger sig i den modsatte retning, mener Peter Jensen, der driver sit eget tøjmærke og underviser på en af Europas mest anerkendte designskoler, Central St. Martins i London. Netop i den engelske hovedstad er tatoveringer på vej ud i kulden, siger han: 

”Nogle af trendsetterne i London er allerede begyndt at dække deres tatoveringer, og det er ikke længere så trendy at have mange tatoveringer. Den rene hud vinder frem.” 

Peter Jensen mener, at det ville klæde os at følge trop herhjemme. 

”De danske mænd er generelt meget velklædte og ser godt ud, men mit råd til dem er, at de skal droppe tatoveringerne, de er efterhånden forældede”. 



I London er der en stærk stigning af antallet af tatoveringer, der bliver fjernet. Nogle folk er sågar begyndt at bruge dækkecreme. 

”Ligesom 70’ernes kassebukser blev erstattet med et smallere look, bliver tatoveringerne på et tidspunkt også erstattet,” mener Peter Jensen, der selv har en tatovering han fik lavet, da han var 15.  

”Det kan være der kommer en ny dekoreringstrend, hvor arrene efter fjerningen bliver trendy. Og man kommer måske til at klæde sig anderledes, så tatoveringerne bliver tildækket.” 

Herhjemme er der også folk, som fortryder kropsudsmykningen. Ifølge en undersøgelse lavet af Miljøstyrelsen er 18 procent af de tatoverede utilfredse med deres tatovering. 
Foruden den klassiske brandert-tatovering, er der mange som har fortrudt deres synlige tatoveringer på hænder og i ansigtet. Det fortæller Max Busch-Jensen, ejer af Laserklinikken Kastellet.

”Jeg har kunder, som har fået job og derfor skal have fjernet tatoveringerne på hænderne eller i ansigtet.”

Men det er en generel misforståelse, at det er nemt og hurtigt at komme af med sin tatovering igen. 

”TV2 Zulu ringede til mig og ville have en af deres værter tatovereret til et program, og de ville bare høre, om han kunne komme ned til mig bagefter og få den fjernet igen. Jeg måtte fortælle dem, at det ville tage et års tid,” fortæller Max Busch-Jensen. 



Udover at det er fire-fem gange så dyrt at få fjernet en tatovering som at få lavet en ny, kræver det typisk omkring otte behandlinger, før den er helt væk. I nogle tilfælde kan det kræve helt op til 12 behandlinger og tage mere end et år i behandling. Det kommer meget an på tatoveringens størrelse, placering og hvem der har lavet den, forklarer Max Busch-Jensen.  

Behandlerne fra Laserklinikken kan endnu ikke mærke den store vækst i antallet af kunder, men fornemmer at folk er blevet mere eftertænksomme. Folk overvejer i højere grad tatoveringens betydning for deres fremtid, karriere og familiestiftelse. Derudover er danskerne også begyndt at bekymre sig om, at farverne i deres tatoveringer kan give dem allergi. 

”Især mændene har tidligere skullet rykke grænserne. Først spredte tatoveringerne sig fra armene ud til hænderne, så op ad halsen, og til sidst ud i hele ansigtet. Nu er folk så kommet dertil, hvor de siger stop,” fortæller Max Busch-Jensen. 

LÆS MERE: Den hippe, den fascistoide og den med stavefejlen - fodboldverdenen i tatoveringer

LÆS MERE: Video: Sådan fjerner man tatoveringer

LÆS MERE:  2014: Årets modigste og mærkeligste outfits