Urbranchens største problem koster milliarder af kroner om året

”I JUST LANDED in Bangkok baby! Ready for 50.000 screaming Thai monsters. I wanna get lost in a lady market and buy a fake Rolex.”

Sådan lød det i et tweet fra Lady Gaga til hendes 24 millioner følgere på Twitter, da popstjernen tilbage i 2012 ankom til Thailand. Lady Gaga var på verdensturné og skulle to dage senere spille en udsolgt koncert. Hun blev mødt af tusindvis af ellevilde fans, men også af knap så begejstrede demonstranter i downtown Bangkok. Mange thailændere forlangte en undskyldning: Popstjernens kække kommentar om at ville købe et falsk Rolex havde ramt en nerve.

Selvom Bangkoks store gademarkeder netop er kendt for at sælge kopier af kendte luksusbrands, som regel importeret fra Kina, så er det ikke nødvendigvis en kilde til stolthed. Slet ikke hvis man spørger det thailandske handelsministerium, hvor en talsmand udtalte, at Lady Gagas tweet var ærgerligt, fordi det gør det sværere at slå ned på piratvirksomhed: ”Lady Gaga repræsenterer USA, og USA sætter pres på mindre lande for at fremme beskyttelsen af intellektuel ophavsret. Hun burde i stedet fortælle sine fans, at de ikke skal købe kopivarer,” lød det.

DER ER PENGE i kopier. Ifølge EU’s Kontor for Intellektuel Ejendomsret koster forfalskninger i alle kategorier – heriblandt tøj, ure, elektronik og medicin – hvert år EU 83 milliarder euro og næsten 800.000 arbejdspladser. Handlen med kopivarer er stigende og udgør ifølge OECD mere end tre procent af verdenshandlen. OECD udarbejdede for nylig en undersøgelse for Swiss Federal Institute of Intellectual Property, der forsvarer den schweiziske ur-industris ophavsret. Den viser, at ur-industrien i Schweiz i 2018 led over 14 milliarder kroner i tabte indtægter til kopiindustrien. Undersøgelsen konkluderede også, at halvdelen af de adspurgte, som havde købt kopiure, var klar over, at de havde erhvervet sig en kopi. Den anden halvdel var med andre ord blevet snydt.

Det er et vink med en vognstang om, hvor dygtig kopiindustrien er blevet til at skabe kopier af modeller som Rolex Submariner, Breitling Super Avenger og Omega Seamaster. Og det er dårligt nyt for den schweiziske ur-industri, der producerer 30 millioner ure om året.

Kopiure tegner sig i dag for ni procent af toldbeslaglæggelserne på verdensplan og placerer dermed ure på andenpladsen som de mest forfalskede varer – efter tøj. Det er ikke kun ærgerligt for de forbrugere, der bliver snydt, det koster også hvert år schweizerne 10.000 jobs. Ifølge FN’s Kontor for Narkotika og Kriminalitet finansierer kopivarer desuden kriminelle organisationer, der er knyttet til narkotikahandel, gambling, prostitution, afpresning, hvidvaskning af penge og menneskehandel.

Hvordan det er gået så galt, skyldes flere ting, men internettet har været en stærkt medvirkende faktor. Det har revolutioneret distributionen og boostet salget af kopiure, der nu blot er et klik væk. Samtidig har den teknologiske udvikling med 3D-printere og computerstyrede CNC-fræsere gjort det muligt at efterligne ure og komponenter med hidtil uset præcision og lavere omkostninger. Det har heller ikke hjulpet, at vi efterspørger dyre ure som aldrig før og er villige til at købe ad uautoriserede kanaler.

DE FLESTE FAKES bliver produceret i Kina og Hongkong, fulgt af Singapore og Tyrkiet. Guangzhou i Sydkina er et af kraftcentrene i en lyssky industri, der udmærker sig ved at være så fragmenteret, at ordensmagten altid er et skridt bagefter. Guangzhou er Kinas tredjestørste by og har fabrikker i baglandet og markeder, hvor grossister tager imod ordrer fra mellemmænd, der sender varerne ud i verden. Det hele foregår bag kulissen i showrooms tilknyttet markedet og udgør en kæmpe forsyningskæde af forfalskninger. Er man i markedet efter et fake Rolex eller måske et Panerai Submersible eller et Panerai Luminor kan man i Southern Market finde det meste.

Der findes kort sagt to typer af kopiure. I de fleste tilfælde begrænser kopiindustriens bagmænd sig til de mindre veludførte, masseproducerede kopier, fordi det giver en højere samlet omsætning. Disse billige kopiure, kaldet ’replicas,’ udgiver sig ikke for at være ægte, og som regel er kunden godt klar over det. En ’ærlig’ fake. Den anden type ur er mindre udbredt, men mere speget: Det er de bedste kopier af kendte ur-modeller, der sælges som ’autentiske.’ De er dyrere og sværere at lave, men giver et meget højere afkast. Det er ure, der kan købes for 800 dollars på markedet i Guangzhou og sælges videre til mange tusinde dollars i Europa eller Nordamerika af skruppelløse stråmænd. Urene bliver også kaldt ’super fakes’ eller ’clones’ og kan i visse tilfælde snyde selv en fagmand – i al fald indtil man ser nærmere på uret og urværket med en makrolinse.

HVORDAN KOMMER MAN så fakes til livs? Det korte svar er, at det gør man ikke. Så snart et netværk er pillet fra hinanden, dukker et nyt op et andet sted. Det gør ikke sagen nemmere, at der ikke er tale om store fabrikker eller enkelte grupper, der kontrollerer kopimarkedet, men en hel underskov af leverandører, der i nogle tilfælde leverer både autentiske mærker og forfalskninger. Det har resulteret i grinagtige cases, hvor kopiure ligefrem har overgået originalerne. Der findes endda eksempler på modemærker, der har bedt om at få udleveret kontaktoplysninger på komponentleverandøren til deres forfalskede ure, fordi de var ekstremt vellykkede.

Hvad skal det hele ende med? Urbranchen er godt klar over behovet for en løsning her og nu. Efterspørgslen på nogle modeller stiger eksponentielt, og handlen med brugte luksusure er desuden blevet så udbredt, at der i dag også laves kopier af vintageure. Et af de urfirmaer, der er gået proaktivt til værks, er Vacheron Constantin, et af de mest prestigefyldte brands i branchen. I 2019 begyndte det sammen med virksomheden Arianee at udstede digitale certifikater til kollektionen ’Les Collectionneurs,’ en begrænset linje af Vacheron Constantin-vintageure, som firmaet opkøbte, restaurerede og tilbød deres mest loyale kunder.

Urene var udstyret med et digitalt certifikat, der garanterede for deres ægthed og redegjorte for ejerhistorik. Det er et blockchain-baseret system, som Vacheron Constantin fremover vil bruge til at spore alle deres produkter. Blockchain er grundstenen i kryptovalutaer som Bitcoin og er en krypteret informationskæde delt mellem et utal af servere. Systemet kan også bruges til at skabe en garanti for ægthed gennem hele urets levetid, så længe leverandører, producenter og sælgere abonnerer på tjenesten. Hvis det digitale certifikat bliver en succes, forventes teknologien at vandre over i andre urbrands, fx Cartier og Lange & Söhne, der ligesom Vacheron Constantin, er en del af Richemont-gruppen.

Men måske er det ikke kun branchen, men også kunderne, der skal begynde at kigge indad. Spørger man den schweiziske brancheorganisation Federation of the Swiss Watch Industry, er det nemlig forbrugernes adfærd, der er problemets kerne: ”Uden efterspørgsel ville udbuddet af kopivarer tørre ud,” lyder det. Branchen har af samme årsag blandt andet søsat initiativer som ngo’en Stop Piracy, der laver oplysningskampagner på Instagram. Med få års mellemrum lader de også damptromler knuse tonsvis af beslaglagte kopi-ure i opsigtsvækkende pr-stunts, der skal vise kopiindustrien, at man ikke tager nogen fanger. Organisationer som Selective Trademark Union, STU, har desuden i over 30 år forsvaret luksusmærkernes ophavsret i samarbejde med lokale myndigheder. De opererer i dag i det meste af Asien, hvor man i gennemsnit gennemfører 50 ransagninger om dagen.

EN AF DEM, som i årevis har jagtet kopi-industriens bagmænd, er Frank (Frank er et opdigtet navn, redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet, red.). Frank er ikke en mand, der taler meget om sit job. Det gør han ikke af sikkerhedshensyn, for, som han siger, så er hans arbejde ”med til at sætte tusindvis af mennesker i fængsel hvert år.”

Hvor stort et problem er fakes for ur-industrien?

”Fakes har altid været et problem for alle industrier, uanset om det er luksusgoder eller ej. Så snart du har et kendt brandnavn, så vil du opleve forfalskninger af det navn.”

Hvor stort et problem er de såkaldte ’super fakes’?

”’Super fakes’ har vakt opsigt, fordi folk, der købte dem, blev snydt. De troede, at uret var den ægte vare. Problemet er heldigvis ikke så alvorligt, fordi ure er ekstremt svære at forfalske, især når du begiver dig ud i evighedskalendere, minutrepetition etc. Forfalskere, der laver disse såkaldte ’super fakes’, tjener ikke alverden, men de bruger meget tid på at source de korrekte komponenter og bygge uret. Dem, som tjener de store penge, er mellemmændene, det vil sige dem, som køber ’super fakes’ i Guangzhou og sælger dem videre online eller via forretninger i Europa. Vi ved gennem vores efterforskning, at de dygtige urmagere (der laver ’super fakes’, red.) gør det for at udfordre sig selv. Det er i Konfutses ånd at kopiere mesteren, indtil man selv bliver lige så god som mesteren. Men den reelle indtjening er i de knapt så gode fakes, hvor volumen er langt større. Det er kopiure, som du finder på lokale markeder og turiststrande rundt om i Europa.”

Er det blevet mere omfattende?

”Både og. Det, som har ændret sig, er, at interessen for ure er øget dramatisk, og der er færre af de hotte ur-modeller på hylderne. Det har skabt en enorm efterspørgsel, og forfalskerne har øjnet en mulighed. Oven i dette giver internettet en vis grad af anonymitet, og købere har ikke altid mulighed for at se produkterne, inden de betaler.”

Hvad gør branchen for at bekæmpe udviklingen?

”Branchen og de enkelte ur-brands har taget meget vigtige skridt. Nogle brands kæmper mere indædt end andre, men der er en reel bekymring og et ønske om at finde kopi-industriens bagmænd. Der er mange eksempler på succesfulde raids, hvor interesseorganisationer som STU (Selective Trademark Union, red.) har taget hele kopi-netværk ned og fået fabriksejere fængslet. Den kinesiske regering er også begyndt at tage proaktive skridt, hvilket er altafgørende. Du har brug for statens involvering i kampen mod kopisterne, ellers spilder du tiden. Du kan se det i Asien, hvor Taiwans øgede engagement har forbedret situationen drastisk. Andre steder, fx i La Jonquera på grænsen mellem Frankrig og Spanien, sker det modsatte, hvilket kun understreger, at regeringerne i de lande ikke er proaktive.”

Hvad er dine bedste tips, hvis man vil undgå at købe et fake ur?

“Man kan læne sig op ad det gamle ordsprog ’Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det nok.’ Lav dit hjemmearbejde, og lær så meget som muligt om det ur, som interesserer dig. Jo mere du ved om det i detaljen, jo mere sandsynligt er det, at du vil kunne se, om det er fake eller ej. Der er mange ’eksperter,’ som leverer certifikater på basis af fotos (som købere sender ind via mail, hvis de er i tvivl om deres urs ægthed, red.), men dem skal man ikke stole på. Vi har modbevist dem alle. Vi har sendt fotos af fakes til disse ’eksperter’ og fået certifikater på, at vores falske ure var ægte. De kræver 25 dollars for et ægthedscertifikat, hvilket er en joke. Man skal heller ikke stole på auktionshusene, for de sælger ure, de autentificerer dem ikke. Derfor: Lær ’dit’ ur at kende udenad, prøv det hos en autoriseret forhandler, og indhent viden på blogs. Vigtigst af alt skal du også huske at nyde læringen i processen. Det er også en del af fornøjelsen og lidenskaben ved at gå op i ure."