Christian Grau tester Aston Martins nye SUV: ”Allersjovest er den at prygle på en snoet vej eller tæske igennem en acceleration fra nul til 130 km/t ” scroll-down

Christian Grau tester Aston Martins nye SUV: ”Allersjovest er den at prygle på en snoet vej eller tæske igennem en acceleration fra nul til 130 km/t ”

Med DBX 707 har Aston Martin skabt verdens hurtigste SUV. Måske ikke lige, hvad verden mangler i denne tid, men alligevel en tiltrængt markering fra den hæderkronede bilproducent, mener Christian Grau.

Af Christian Grau
Foto: PR
Motor Euroman

Lad os se det i øjnene: Aston Martin burde have så travlt med at elektrificere deres modelprogram, at ingen i bygningen havde tid til at udklække idéen om at bygge verdens hurtigste SUV. Altså hvad mangler verden mindre end endnu en benzinslugende bulderbasse i størrelse upassende stor? Atomvåben og lakrids med ramsløg er gode bud, men i bilernes verden kigger alle en helt anden vej.

Netop derfor stopper man op et øjeblik, når Aston Martin stolt proklamerer, at de har skabt den mest kraftfulde SUV, verden endnu har set. I har hvad???

Jo, altså, Aston Martin har taget mærkets første SUV, DBX, og givet den dét, den mangler mindst af alt, nemlig flere kræfter. Konkret betyder det, at man har tunet den ottecylindrede AMG-motor, der ligger i originalen, op til 707 hk, og vupti fik man også idéen til et navn.

Oprindeligt havde DBX ’kun’ 550 hestekræfter, og for at hive så meget ekstra power ud har man skiftet turboladerne og kalibreret maskinen samt udskiftet automatgearkassen med en ny, ni-trins transmission og en tilhørende såkaldt våd kobling. Endelig er undervognen strammet op, og derudover har bilen fået den store kulfiberpakke, så man samtidig reducerer vægten.

Det sjove – eller det er måske ikke det rigtige ord, for allersjovest er den at prygle på en snoet vej eller tæske igennem en acceleration fra nul til 130 km/t på en motorvejsrampe – men det paradoksale er, at du først bemærker den nyvundne voldsomhed, når du sætter bilen i det yderste af dens tre sportsmodusser. Indtil da er den kultiveret som en strygekvartet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Biler