Man kan blive så magelig, at man helt glemmer, hvordan løbeskoene skal snøres.
Er det mon tilfældet for Jaguar, eller kan englænderne stadig bygge rigtige sportsvogne? Christian Grau søger svaret i topmodellen XKR-S.

Jaguar har altid været dygtige til design og komfort, men kan de også bygge rigtige sportsvogne? Historieinteresserede vil vide, at svaret er ja, men man er vel sjældent i god form, hvis man skal bruge en arkæolog for at finde sit medlemskort til fitnesscenteret. Ikke desto mindre er Jaguar under sit indiske ejerskab begyndt at grave den del af arvemassen frem og skrue op for de sportslige ambitioner.

Første lille skridt er en S-version af mærkets mest sportslige bil XKR, hvor R’et står for racing, men køreoplevelsen aldrig rigtig lever op til navnet.

I S-versionen har man sænket undervognen, justeret styretøjet, sat større bremser på og pisket motoren op til at levere 550 heste. Det bringer topfarten op på 300 km/t og accelerationstiden fra 0-100 ned på 4,4 sekunder. Rigtige sportsvognspræstationer.

Ved vores første møde med bilen stod den i koboltblå på en fugtig sjællandsk landevej. Det lyder sært, men ser uartigt godt ud og tiltrækker alle de blikke, en diskret britisk coupé ofte går glip af. Måske fordi den samtidig udsender en infernalsk torden fra udstødningen. Trods det drilske underlag gav den os en rigtig god dag på det sjællandske vejnet, og de løfter skal nu indfries på Salzburg Ring i Østrig. Solen skinner, temperaturen runder 25 grader, og englænderne har linet en lille buffet af deres biler op i paddock’en samt et felt af professionelle kørere, der skal instruere og beskæftige os.



Vi lægger for i en almindelig XKR for bedre at registrere forskellen på den og XKR-S. Som sagt er det en GT-vogn, men lyden er tæt på fuldblod, når V8’eren skratter og pruster i nedgearingerne. Dem tager vi lige et par stykker af, inden vi går ind i chikanen. Først op på bremsen, så ned i andet gear og så rette op og give den klampen. Undervognen er på overarbejde, fjedrene er i den bløde ende, men bilen holder grebet. Største udfordring er den karakteristiske lette følelse i rattet, som en Jaguar skal have.

LÆS OGSÅ 10 biler, der vinder over vinteren

Vi har kørt en del Jaguarer – fra en XK-140 fra de sene 50’ere over den omtrent 10 år yngre E-type og frem til vore dages XJ’ere og XK’ere – og hvis der er én ting, der binder dem sammen, så er det den ekstremt velsmurte gefühl i styretøjet. Det er det, der tilføjer enhver Jaguar den rigtige blanding af stiff upperlip og aristokratisk finesse, når du sidder bag rattet, men det kræver altså også et ganske præcist modsvar, når bilens bagende er på vej ud i en overstyring.

XKR gør det bedre end forventet, men man forstår, hvorfor Jaguar-folkene så potentialet for en endnu mere rå og kompromisløs bil på XK-platformen.

Nu sidder vi i XKR-S, lyden har fået et nøk mere, og sammen med hækspoileren og andre – mere diskrete – designelementer er det med til at give S’eren en aura af superbil. Vi glæder os til at mærke efter. Ind i gearet, og ned med speederen – wrooooaaaammmm. Jo, den kan noget, og den virker strammere. Følelsen i rattet er stadig let, men de stivere fjedre og den ændrede programmering betyder, at du får en hel del mere feedback. Du kører den bare hurtigere end den almindelige XKR. Faktisk går det så hurtigt, at vi helt glemmer, hvor smukt der er omkring Salzburg Ring, og det bliver ikke bedre, da vi bytter side, og den professionelle co-driver tager rattet.


Tag ikke fejl. XKR-S kan køres knivskarpt på en racerbane.

Det kan godt være, at XKR-S med sin relativt høje komfort let kan forlede dig til at tro, at det bare er endnu en magelig muskelbil designet med henblik på at få gamle mænd til at føle sig unge igen, men tag ikke fejl. XKR-S kan køres knivskarpt på en racerbane. Den rammer svinget efter langsiden med 232 km/t og hænger kun i med det yderste dækgummi, men den forskyder sin vægt og sine kræfter i perfekt balance. Bl.a. fordi den selv i cabrioletversionen er fuldstændig vridningsstabil, og fordi den – i hvert fald når man er racerkører – kan styres hårfint på speeder og rat.

LÆS OGSÅ Ford Mustang: Chefens bil

Racekatten kan stadig hvæsse sine kløer, og næste år ventes afløseren for XK-serien, F-Type, på gaden. Rygtet vil vide, at den har som mål at stjæle kunder fra Porsche. Efter den kommer en gadeversion af jubilæumskonceptet XC-75, der er den mest innovative og smukke sportsvogn, englænderne har barslet med i flere årtier.

Vi skruer op for forventningerne. 

Hvorfor er den fed?
Fordi vi trænger til en lidt mindre stueren racekat: rå, larmende og næsten ukultiveret.

Hvad kunne være bedre?
Styretøjet kræver tilvænning og afslører slægtskabet med den ikke længere helt unge XK-serie.

++++

JAGUAR XKR-S COUPÉ

Motor: 5,0 liter V8
Hestekræfter: 550 hk
Moment: 502 Nm v. 2.500 omdr./min.
Tophastighed: 300 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 4,4 sek.

Pris: Ca. 2.700.000 kr.

LÆS OGSÅ Video: Drømmen om et roadtrip på fire hjul

LÆS OGSÅ Over stregen: 12 blændende classic cars