Havde nogen for bare et år siden nævnt for mig, at jeg en dag ville tale i positive vendinger om rejser til Gran Canaria og Costa Del Sol, havde jeg nok fået et mindre ildebefindende. Jeg er en ung mand i midttyverne og burde ikke som en anden Kandis-Johnny være tiltrukket af sydens sol, ringe mad og larmende børnefamilier. Men jeg vil nu alligevel slå et slag ferietypen, vi alle elsker at hade.
I takt med at jeg bliver ældre, og timerne jeg lægger i mit arbejdsliv bliver flere, har mit behov for at holde fri også vokset sig større. Og når jeg mener at holde fri, så mener jeg ikke at se gamle kirker i Italien eller opleve det nyeste fra operascenen i Wien. Nej, jeg mener bogstavelig talt at holde fri.
Når jeg har weekend, spiser jeg ofte på restauranter, går på museer og ser dokumentarer på DR2, som de færreste mennesker kan hidse sig op over. Jeg elsker også langtursrejser til Afrika eller Sydamerika, når jeg virkelig skal ud og have udvidet min horisont eller bare nyde, at mennesker er forskellige.
Det er dog sjældent, at ferierne bliver meget længere end et kort afbræk, og det minimerer også mulighederne for de rejsedestinationer, jeg dyrker. De fleste danskere har fået stillet seks ugers ferie til rådighed om året, og derfor er det de færreste, der har tid til at tage på sprogrejse i Mexico eller dannelsesrejse i Nepal.
