DET ER VEL NOK tre-fire år siden, at jeg stod og så fodbold en kold eftermiddag i Parken, da min ven fortalte mig, at han for nyligt havde hørt om store danske virksomheder, der brugte kunstig intelligens – altså AI – til at trække oplysninger om forbrugeradfærd ud af satellitbilleder, og jeg spidsede mine røde ører.

Ad omveje fandt jeg ud af, at en ung mand ved navn Jacob Knobel arbejdede med den slags. Han havde netop startet en konsulentvirksomhed, Datapult, og løste forskellige opgaver for forskellige kunder ved hjælp af sine evner udi AI, kun 28 år gammel, og han var den første ikkekineser til at modtage støttemidler fra Huawei, på Forbes’ liste over talentfulde iværksættere under 30 var han også – et rigtigt hot shot med andre ord.

Jeg skrev derfor til Jacob, og det viste sig, at han nu var i gang med et projekt med lakseoptælling i Norge, også ret skægt, tænkte jeg, men så føg coronapandemien ind over os alle sammen, og idéen tumlede ned i skuffen.

Hvad AI angår, føles det som en tidsalder siden, eftersom det var før, den San Fransisco-baserede researchvirksomhed OpenAI tilbage i december 2022 lukkede op for deres chatbot ChatGPT.

Siden har vi alle måttet forholde os til fremtiden og ikke mindst til os selv. Fordi hvad vil den egentlig betyde for menneskeheden, den her selvtænkende teknologi? Og hvad gør man på uddannelsesinstitutionerne, nu hvor man bare kan bede en bot om at fyre den af? Mister folk deres job? Mister jeg mit job? Og bliver planeten Jorden slet og ret destrueret?

Perspektiverne er lige til at blive svimle af, så jeg skriver igen til den efterhånden 31-årige Knobel; han må – forestiller jeg mig – have hænderne nede i noget dejligt konkret midt i tågen af abstrakte, dystopiske sci-fi-scenarier, måske stadigvæk de der laks oppe i Skagerrak, og hurtigt svarer han:

”Jeg er i gang med at spare det offentlige for hundredvis af millioner med AI 😅😬🤞”

ET STENKAST, FRA hvor dette magasin holder til, stikker Jacob Knobel et par dage senere lappen frem og hilser med et stort smil. Han er høj, har store, runde øjne, hans kortærmede skjorte er knappet helt op til halsen, og mens vi går ned mod det mødelokale, han har booket her i iværksætterhuset Symbion på ydre Østerbro, hvor hans enmandsvirksomhed har adresse, fortæller han lystigt om alle de sjove projekter, han havde gang i dengang for nogle år siden.

Laksene, satellitbillederne, der var også noget med en amerikansk senator og autonome våben – gang i butikken. Men så blev hans hustru gravid, og han vurderede, at det ikke kunne fortsætte sådan, det ville koste ham for mange ture på legepladsen. Noget mere fast måtte der til – måske en form for software, tænkte han; et eller andet, hvor han ikke fra gang til gang skulle bygge en ny kunstig intelligens.

Lige omkring hustruens graviditet blev han så kontaktet af to potentielle kunder – præcist hvilke holder han for sig selv, men der er tale om en stor dansk avis og en sygehusafdeling. Begge ville de høre, om det mon ville kunne lade sig gøre at bygge en AI, der kunne lægge vagtplaner.

”Ja, og så blev det vagtplanlægning,” siger han og griner lidt, næsten forlegent.

FRA FØRSTE GANG Jacob Knobel satte sig ved en computer, det var engang i fritidsklubben, var han dybt betaget.

”Jeg tror, det var den mysticisme, der var over det,” fortæller han.

Han ville forstå det hele, så han strøg ned i den nærmeste boghandel og købte den eneste bog om programmering, de havde. Så satte han sig hjem på sit kælderværelse hos sine forældre, der boede i Nordvest i København, og gik på opdagelse i kodningens kringlede univers. Det var ikke altid lige let, men som han siger:

”Det er ligesom med folk, der spiller guitar. Hvor hver 10. time, du har i lidelse, får du et enkelt minut, hvor det virkelig lyder godt. Og det minut gør dig så glad, at du er klar til at bruge 10 timer en gang til. Jeg var som en narkoman. Jeg kunne ikke få nok.”

På universitet læste Jacob Knobel forsikringsmatematik, og mens to tredjedele droppede ud inden for de første tre uger, havde Knobel det som en dødsulten havmåge, der netop havde fundet en hel bakke pomfritter på molen. Men han nåede aldrig at blive færdig med bacheloren, før Toke, en kollega på det studiejob, han havde, sagde til ham: ’Jacob, har du læst Geoffrey Hintons nye paper om, at man kan masseparallelisere kalibrering af neurale netværk?’ (Det helt korte af det lange: I 2012 fik Geoffrey Hinton, en af de tre såkaldte Godfathers of AI, sammen med en række kolleger et monumentalt gennembrud inden for AI-forskningen.)

”Jeg forstod ikke et ord af, hvad han sagde,” siger Knobel, men det lød meget fedt, syntes han, så han gik hjem og læste op på det, og så var han solgt til stanglakrids. Det var det perfekte sammenkog mellem matematik og programmering, han var dumpet ned i. Knobel sov ikke den følgende nat, og i tiden efter røg der mange thaibokse ned foran skærmen i kælderen i Nordvest.

JACOB KNOBEL HAR REJST sig op ved mødelokalets whiteboard og grebet fat om en tusch. Han vil gerne prøve at forklare mig, hvad det her vagtplanlægning går ud på.

”Hvad er det vigtigste i en vagtplan?” spørger han og skriver et 1-tal.

Dem, der skal påsætte vagterne, foreslår jeg.

”Du tænker som en arbejdsgiver,” siger han. ”Det vigtigste er – i hvert fald i Europa – at den er lovlig. At den overholder arbejdsretten. Det er førsteprioriteten. Det næste er påsætning af vagten. Og det tredje er ønsker. Alle har ønsker til en vagtplan. Det i er den rækkefølge, at min kunstige intelligens lægger en vagtplan.”

”Forestil dig Aalborg Kommune,” siger han. ”De har 5.000 medarbejdere i hjemmeplejen. Og der er fem, der lægger vagtplanerne. Og de er typisk ikke uddannet inden for matematisk optimering eller kunstig intelligens. Det er umuligt for dem pludselig at rykke rundt eller at tage højde for, at fraskilte ikke kan arbejde sent i ulige uger, eller hvad det nu kan være. Sidste år brugte man 500 millioner kroner på overarbejdsbetaling bare til sygeplejersker, blandt andet på grund af dårlig vagtplanlægning.”

Han tilføjer:

”Hvis jeg kan penetrere sygehusene og ældreplejen med det her, kan man spare sindssygt mange penge. Og det er jo vækst, der er brug for. Også i det offentlige.”

Jacob Knobel har sat sig ned igen. I et halvt år har han haft ”betalende, glade kunder,” fortæller han. Tanken er, at alle og enhver, der arbejder med vagtplaner i det daglige, hele verden rundt, skal kunne anvende hans AI.

”Jeg har forsøgt at lave den perfekte parametrisering,” siger han.

Det ved jeg ikke, hvad er, siger jeg til ham.

”Du kender godt ligningen fra folkeskolen: y = ax+b.” (Jeg nikker). ”Det er en parametrisering af én dimension. Hvis du kan finde alle dimensioner, hvorpå en vagtplan kan være forskellig, så kan de forskellige virksomheder selv klikke de forskellige parametre til eller fra, alt efter hvad de har brug for.”

Det lyder som noget, der kan være mange penge i, tænker jeg.

”Det, der er fedt ved den slags AI her,” siger han, ”er, at der ikke er nogen tvivl om, at jeg gør en god ting. Det er den fraskilte mor, der kan få de vagter, hun ønsker.”

JACOB KNOBEL KAN SLET ikke lade være med at smile, når han taler om kunstig intelligens. Men jeg vil også gerne lige høre ham, om det bare er helt åndssvagt med alle de her dystopier, der tegnes op.

Dem giver han ikke meget for, siger han. Og man må huske på, at det aldrig kan være kunstig intelligens, der i så fald kommer til at gøre noget slemt: Det er de mennesker, i hvis hænder teknologien befinder sig.

OK, siger jeg, og begynder at fortæller ham om den her norske roman, der hedder ’Vi er fem’, hvor hovedpersonen, den sympatiske Tormod Blystad, en nat blander noget rød ler sammen med noget gødning og pludselig – eller i hvert fald på et tidspunkt – bliver den her klump levende og begynder at udføre nogle dybt frygtelige handlinger. Altså, siger jeg til Jacob, pointen er det her med, at man vel ikke ved, hvornår man mister kontrollen, før den ér mistet.

”Nej, det er sandt,” siger han. ”Problemet er, at der skal ikke meget til, før vi mennesker tror, at noget er levende. Men der er ikke noget menneskeligt ved ChatGPT. Den er levende på samme måde, som en vejrudsigt er levende,” siger han.

Nu smiler han lidt mindre.

”Og jeg tror, at hvis man i stedet for at bruge så meget tid på at snakke om alle dommedagsscenarierne og i stedet tænkte på fede, vækstorienterede løsninger, så ville vi...” – han holder en pause, så slår han i gang igen:

”I Europa ender vi som Italien med alle de hæmninger, der er sat op med persondataforordningen. Vi har ikke nogen vækst, ikke noget innovation, ingen chips, ingen kunstig intelligens. Men vi er meget fede at besøge, fordi vi har god kaffe og flot brød. Hvorfor ikke – i stedet for at udstede en bødestraf på 8 procent af din omsætning, hvis man bryder persondataforordningen – uddele en skatterabat på 8 procent, hvis du forbedrer medarbejdereffektiviteten hos det offentlige?”

Jeg spørger Jacob Knobel, hvad han drømmer om.

”Der er en, der på et tidspunkt har sagt, at på samme måde, som det viste sig, at matematik var sproget til at beskrive fysik, er kunstig intelligens sproget til at beskrive biologi. Der er så meget, vi ikke ved endnu om vores komplekse biologi. Vi ved ikke engang, hvad vores optimale diæt er. Måske vi med kunstig intelligens kan nå langt. Og hvad vil det ikke kunne sætte os i stand til? Det vil sætte os i stand til at blive 100 år gamle alle sammen. Og det er jo sådan noget, der skal til, hvis vi skal holde væksten i gang. Vi skal leve længere og sundere.”