Efterår 2014
Det regner, det er koldt, og han har shorts, undertrøje og uldsokker på. I stuen står et fjernsyn på en stol og viser CNN. I hjørnet har han placeret en lænestol, og langs væggen står hans nye sofa, som han sover på. Inden han fik den, lå han på to dyner på gulvet. På bordet står en halv liter dåseøl og et askebæger med en joint i. Der er intet andet i lejligheden.
Hans hvide amstaff-hund Tica er her også. Det må den ikke ifølge reglerne, men han er ligeglad. Hunden er det eneste, han har lige nu. Det gik ikke med ekskonen, hvis navn han har tatoveret med store, mørke blokbogstaver ned ad højre underarm.
Han har tre børn med tre forskellige kvinder, men nu har han besluttet at holde en pause med kvinderne. Det hele bliver kun mere kompliceret af det, siger han, da han har sat sig i sofaen.
Hans lejlighed ligger i Aarhusbydelen Risskov, ikke det Risskov, der ligger ud til bugten med Jyllands dyreste huspriser, hvor der er villaveje, han har forbud mod at gå på. Men i det Risskov på den anden side af Grenaavej, hvor hvert skridt op ad terrazzotrapperne i de mørkegule og lyseblå boligblokke runger i hele opgangen og ind bag de brune døre.
Han er 40 år og vaneforbryder. Recidiv kaldes han og de andre tilbagefaldende kriminelle i fagsprog. Ifølge Kriminalforsorgens statistikker ender mere end hver tredje fængslede tilbage bag tremmer i løbet af to år, og i dette tilfælde har resocialisering ikke virket, selvom det er en del af målet med de danske fængsler.
Han flyttede ind i Risskov-lejligheden i 2013. Dengang var han lige blevet løsladt efter at have siddet i to og et halvt år. Han blev dømt for næsten alle af de 38 forhold, der stod i anklageskriftet.
Sammen med nogle andre havde han brudt ind i villaer, derinde fundet bilnøglerne, taget bilerne og turneret rundt for at brække virksomheder og butikker op og stjæle cigaretter, spilleautomater, undertøj og værktøj til en værdi af mindst 1,2 mio. kr. Og politiet havde ikke opda-get det hele. I Herning Folkeblad sagde en politikommissær, at indbruddene og røverierne havde ”et professionelt tilsnit.”
LÆS OGSÅ: Søren droppede coke og kriminalitet: Sådan kom jeg ud af rockerklubben
Han praler ikke. Han konstaterer. Han taler, som om hvert ord er understreget. Når han fortæller røverhistorier, er det røverhistorier, og de kan fx handle om, hvordan han slap væk fra politiet i en muskelbil, hvordan han 30 timer efter en løsladelse blev anholdt igen, eller hvordan pigen på værelset i en villa, han var brudt ind i, pludselig vågnede, men vendte ryggen til og faldt i søvn igen, da hun i mørket havde set ham række ud efter hendes dyre ur på natbordet. Han fortæller det på en måde, som andre fortæller om en semisjov oplevelse på arbejdet. Kriminalitet er hans arbejde.
Han rejser sig og siger, at han har været Jyllands mest kriminelle mand. At han i tidens løb har fået to voldsdomme og at stoffer, slagsmål, skud og morddømte bekendtskaber længe har været en del af hans liv. Og af en eller anden grund er det svært ikke at tro ham, når han siger, han er reel og ærlig.
Han har ondt i ryggen efter to fængselsbetjente i Aalborg Arrest tidligere på året behandlede ham så hårdhændet, at de fik en dom for det, og nu bøvler han rundt i det offentliges bureaukrati for at undersøge, om han kan få erstatning. Han har aldrig været god til sådan noget.
Først og fremmest fordi han ikke har tålmodighed eller overblik til at udfylde alle mulige formularer, men også fordi fængslet har gjort ham teknologisk tilbagestående.
Han er i løbet af årene gået glip af et par digitale revolutioner og har fx aldrig lært at maile. Vores kommunikation foregår via en gammeldags mobiltelefon, via breve, og jeg sender på et tidspunkt mails til en andens email-adresse, som han får adgang til.
Hans evner er ikke evner i et normalt liv. Det er evner fra et parallelsamfund, hvor der måske er knap så meget moral, men rigtig mange penge. Begge dele har gjort, at han har klaret sig.
LÆS OGSÅ: Sådan føles det at få elektrochok
Før han røg to et halvt år i fængsel turnerede han rundt og brækkede butikker op og havde masser af penge. Han havde altid sedler på sig. Manglede han en lejlighed, slog han op i avisen, fandt en annonce, og stod der, at man skulle lægge et indskud på 50.000 kr., gjorde han det.
Men siden afsoningen har han ikke rigtig haft penge. Ikke udover kontanthjælpen og det, han har fået ud af den småkriminalitet, han har været i stand til at lave. Det kræver overskud, hvis han skal gå et niveau op i ulovlighederne, og det har han ikke. Han svinger i humør og i vægt, og på det seneste har det ifølge ham selv sejlet mere end nogensinde.
Lige pludselig kan han mærke, hvor socialt handicappet han er.
Det er ikke som i fængslet. Dér ved han, hvordan reglerne er. I fængslet kan han lægge sin hjerne på hylden, som han siger. Han ved ikke, hvor mange gange han har siddet inde, men han vurderer, at han sammenlagt har opholdt sig i et fængsel i næsten seks år. Så var der 30 dage der, tre måneder der, et halvt år der.
Det har været ind og ud, ud og ind. Men er du sindssyg, hvor vil han gerne blive ude, siger han. Han er fyldt op af modsatrettede følelser, der om dagen kan få ham til at længes efter en kæreste, et hus og ro, og som om natten får ham til at gå ud og gøre det, han altid har følt, han var bedst til. At planlægge og udføre kriminalitet.
Hvis han kunne, havde han været i fængsel for sidste gang, men hvordan er det muligt, når ens fingre har kløet, som han kalder det, siden han stjal sin første knallert som 13-årig? For uanset hvor mange gange han er blevet hentet af politiet, har siddet låst inde på otte kvadratmeter og hadet sit liv, ved han, at ser han et åbent vindue i en villa, når han igen er ude i friheden, kravler han derind.
Vinter 2015
Han er havnet i Randers Arrest. Det er februar og første gang, jeg ser ham med lange bukser. Han har det bedst i shorts, men nu er det rigtig vinter, og i arresten virker det ikke, som om der er skruet op for varmen. I et par måneder har jeg ikke kunnet få kontakt med ham. I blinde har jeg sendt et brev med hans navn på til Arresthuset i Aarhus.
Et par uger senere kom der svar fra Randers.
”Kan man ikke komme i kontakt med mig, er det, fordi jeg er død eller bag tremmer,” skrev han i sit tre sider lange håndskrevne brev.
Han forklarede videre:
”Jeg blev anholdt torsdag nat 16/10 2014 efter en ’mindre’ biljagt, som endte på en byggeplads i en mudderpøl. Et pengeskab i bagagerummet indeholdende 40 smartphones, 40.000 kroner og 20.000 euro, og ja, som bekendt koster det jo en lille omgang varetægtsfængsling. Hehe.”
Han har ikke længere brev- og besøgskontrol, da vi mødes i det mørke besøgsrum i Randers Arrest. Det er han glad for. Han hader at blive eller føle sig overvåget.
Derfor sidder han oftest sine domme på fuld tid, for hvis han skal prøveløslades, er han under tilsyn af Kriminalforsorgen. Det føles, som om han har en fiskekrog i nakken, synes han. Det er ikke, fordi han gerne vil være i fængsel.
Kun én gang har han hellere villet være inde end udenfor. Det var i december i 2012, da han havde orlov fra Østjyllands Statsfængsel og var blevet uvenner med dem, han skulle holde jul hos og endte med at sidde på værtshus sammen med sin hund og to sprittere juleaften.
”Jeg har da haft tanken, at hold kæft mand, jeg kunne godt bruge et par måneder i fængsel. Det er sket flere gange, men når man lige kommer til sig selv, ønsker man det jo ikke,” siger han.
Man kan inddele folks forhold til fængsler i tre grupper: For nogle ville det være en katastrofe og utænkeligt pludselig at blive låst inde. Så er der gruppen der gerne vil være i fængsel. Det hedder sig fx, at hvis muren rundt om Anstalten ved Herstedvester væltede, ville ingen løbe væk. Og endelig er der gruppen, som han tilhører. Den store gruppe af kriminelle, der gør, hvad de kan for at undgå fængslet, men alligevel ryger ind igen og igen.
Han anerkender fængselsopholdene som et vilkår ved det, han laver, ligesom andre kan få ondt i ryggen af at sidde forkert på en kontorstol fra 9-16. Hvis man vil have ham til at stoppe med at begå kriminalitet, hjælper det ikke at true med fængsel. Når man som han har oplevet at blive placeret i en celle og berøvet sin frihed så mange gange, er fængsel ikke noget, der vælter verden og ødelægger et liv. Det bliver højst sat på standby.
”Jeg tager min straf,” som han siger.
I besøgslokalet i Randers Arrest rejser han sig pludselig, tænker et stykke tid.
“Jeg kommer aldrig ud af kriminalitet. Det gør jeg ikke. Jeg ved, jeg ender her igen. Og jeg ved, at jeg kun kan bebrejde mig selv.”
Foråret 2016
Han er rasende. Han er lige blevet løsladt, og han ryster af vrede, da han forlader Frederikshavn Arrest. I min telefon buldrer hans stemme. Han fortæller, at han har fået en dom på 30 dage, og at han lige er blevet lukket ud efter 24 af dem.
Den ekskone, hvis navn han har tatoveret på armen, har påstået, at han har været voldelig. Han fortæller, at det var falske anklager, og at han har været nødt til at få placeret sin hund et sted i Kolding. Men han er også gået glip af sin mellemste datters konfirmation i weekenden. Det er det, der gør ham allermest gal. Han gentager sig selv:
“Jeg kan godt fortælle dig, jeg er rasende.”
Der havde ikke været livstegn fra ham i nogle uger. Ikke siden hans lillebror pludselig ringede for at sige, at storebroren sad i Frederikshavn Arrest, og at det var den information, han havde fået besked på at give videre. Mere vidste han ikke. Det var derfor hans telefon gik direkte på svareren, når man forsøgte at få kontakt til ham. Det var derfor, han var forsvundet. Alt var som det plejede.
Sommer 2016
En læge har sagt, at han er bipolar. Han har også fået at vide, han har ambivalens, og at han måske har ADD, som er ADHD uden hyperaktivitet. Han er svær at holde på sporet i en samtale, og han kigger ofte på 100 punkter et sted bag ved den, han taler med.
Han er typen, der glemmer, hvor hans telefon er, mens han står og snakker i den. Men han er også typen, der går op i at overholde en aftale, selvom den sikkert bliver skubbet en halv time, og som spørger, hvor længe man bliver i byen, når man mødes med ham. Han er typen, der kan ringe og fortælle, at det går skidegodt, og ja, han blev godt nok taget for et indbrud i nat, men ellers er alt okay.
Han kan berette om storhedsperioder, hvor han og kammeraterne aldrig blev taget, og om perioder, hvor han slækkede på sikkerheden og ofte blev snuppet.
Og han er typen, der som det første gør hele sin celle ren, reder sengen og hænger sit anklageskrift op på væggen, så alle kan se, hvad han sidder inde for. Og hvad han ikke sidder inde for. Det handler om hierarkiet i fængslet, og ingen skal tro, han er dømt for voldtægt eller pædofili.
Det er ikke en historie om en ulykkelig barndom, der skabte en kriminel. Hans opvækst var god, synes han selv. Der var ikke altid penge, men altid mad. Hans far arbejdede 33 år det samme sted og havde kun syv sygedage.
”Det er sgu ikke ham, der har lært mig at stjæle,” siger han.
Det var også det, faren sagde en dag for mange år siden – at det ikke var ham, der havde lært sønnen at være kriminel – og det tænker han stadig over.
Hans mor, som er ’typen, hvor der bare skal være styr på det’, og hendes mand bor i Aarhus og han kalder det, han kommer fra, for en arbejderfamilie. Men på Samsøgade Skole i Aarhus kunne han mærke, at han ikke ville blive ligesom de andre i klassen. Pigerne ville være damefrisører, og drengene ville være politimænd. Han havde ingen drøm. Han vidste, at han ville få nogle tatoveringer, og at han ville komme i fængsel.
”Du skal ikke spørge mig hvorfor, men det vidste jeg. Jeg kan ikke give en forklaring på det.”
Det er ofte det svar, han giver på spørgsmål om barndom og ungdom: ”Sådan er det bare.”
I skolen lugtede engelsklæren ad helvedes til. Han hadede ham og sagde fuck you til ham i timerne, det var det eneste, han kunne sige på engelsk, og tysklæreren var ’et beskidt svin’.
”Da jeg var bette, var jeg meget bange. Jeg havde dårligt selvværd og sådan nogle ting. Når jeg blev presset, blev jeg pissebange, og så gik tingene i ged for mig. Jeg vidste, jeg var bedre end et femtal, men jeg havde eksamensskræk. Dem, der ikke var nervøse, gik ind og lavede et 11-tal, og så var de gode nok til gymnasiet. Så var jeg ligesom stemplet. Så tænkte jeg fuck dem, skal det være på den måde, så gør jeg det på min måde. Og det er sådan, det er blevet.”
Hans forældre vidste ikke rigtigt, hvad sønnen rendte og lavede. Når hans mor spurgte, om han havde lavet lektier, svarede han ja, og så spurgte hun ikke mere. Men han lavede aldrig lektier.
Politiet kom heller aldrig på besøg, og derfor anede hans far og mor ikke, at sønnen og hans bedste ven brækkede kakaoautomater og telefonbokse op og tømte dem for femmere, tiere og tyvere.
Når familien havde glemt bilnøglen til deres gamle bil, kunne hans far et trick for at åbne den, og det stod han og aflurede og brugte det senere til at stjæle biler. En dag fandt faren 8.000 kr. i tiere og tyvere, som kom fra tre spilleautomater, sønnen havde brudt op.
”Min far gik meget op i, at man ikke sladrer. Han sagde ikke, at jeg skulle gå ned og aflevere pengene, og han bad heller ikke om halvdelen. Men han var ikke tilfreds. Det var han godt nok ikke.”
Da han var færdig med folkeskolen, meldte han sig ind på en landbrugsskole, fordi han ville være dyreassistent. Eller i hvert fald lave noget med dyr. På rystesammenturen fandt den langhårede dreng to andre, der også ’så banditagtige ud’, som han siger.
“Ryger I hash?” gik han hen til dem og spurgte, og så gik det galt.
Da skolen efter fire måneder ikke ville godkende hans praktikplads, brændte han sammen. Han smadrede skolens mønttelefon og blev smidt ud. Tre dage senere vendte han tilbage for at tage skolens pengeskab. Et tyveri, han slap godt fra.
Han kan sløret huske, første gang han var i fængsel. Han var 18 år og sammen med en kammerat havde han lavet et indbrud i Løkken. I Hjørring blev de stillet for en dommer, som varetægtsfængslede dem.
Han protesterede lidt, men han forstod ikke rigtigt, hvad der skete. Han tog det som en oplevelse. I cellen lå en bibel, husker han. Han nåede at sove der et par nætter og ryge lidt hash med et par fiskere, der også sad i arresten, før han blev løsladt. Dengang gik han efter adrenalinsuset. Sådan er det ikke mere. Nu handler det om penge.
For ham er det at planlægge, udføre og slippe godt fra et indbringende indbrud en præstation. Det er en egenskab, der er blevet hans rolle og identitet, ligesom hans venskaber blev grundlagt af kriminalitet. Det er et fællesskab, hvor definitionen på samvittighed er uklar eller i konstant forandring.
Han har kriminelle venner, som ikke stjæler en vielsesring. Det gør han. Han tømmer også børnenes sparegris eller kirkebøssen, og han har stjålet den julehjælp, der skal gå til fattige.
”Desværre. Eller sådan er det bare. Men jeg smadrer ikke sparegrisen. Jeg tømmer den,” siger han og fortæller en historie om et indbrud, som alligevel gav ham dårlig samvittighed:
Han og en kammerat var ved at bryde ind i et hus for at stjæle nogle nøgler. De skruede ruden til børneværelset af, og da han var halvvejs inde, så han to sovende børn ligge i køjesengen. De havde ellers lyst grundigt ind i værelset inden, og de var kommet frem til, at det kun var manden i huset, der var hjemme.
Hvis de havde vidst, at børnene var der, var de ikke brudt ind i det værelse. Han kiggede på sin kammerat. De kendte hinanden godt. Et nik og han fortsatte ind ad vinduet. Kammeraten skruede ruden tilbage, for at børnene ikke skulle fryse. Det var jo vinter. Han brugte et halvt minut på at finde det, han ledte efter og forlod så huset ad hoveddøren.
Episoden stammer fra dengang, han brugte nætterne på at begå serieindbrud. I de perioder, hvor han boede sammen med en af mødrene til sine børn, kom han hjem tidligt om morgenen, så han kunne nå at aflevere en af sine døtre i dagpleje. Op ad formiddagene faldt han i søvn.
Og der var styr på det. Når det blev mørkt, og de tog masker på, brækkede et vindue til en villa op og målrettet gik efter nøglen til familiens bil, kunne han mærke kontrollen. Han havde en følelse af, at intet politi kunne stoppe ham.
En måned efter han gik glip af sin mellemste datters konfirmation står han i Lokalbrugsen for at købe en to-liters appelsinvand. Han har tabt sig og hans røde hættetrøje ser for stor ud. I mellemtiden har han fået en kæreste, som han er på vej hen til. I telefonen lød han glad, da han sagde det, og han fortalte det på en måde, som singlen i en vennekreds ville fortælle det. Som i så skete det sgu alligevel. Vi går rundt om hjørnet og væk fra Lokalbrugsen.
Hun skulle sidde her på bænken et eller andet sted. Vi er stadig i Risskov. Han har ikke været så glad i tre år, som han er lige nu, fortæller han, mens han går hurtigt.
Det er første gang, han er sammen med en, som uopfordret giver ham gaver. Sidst fik han fx en parfume. Og hun laver mad til ham, han får noget at spise hver dag, og det er hende, der tjener de fleste penge lige nu, fordi han har skruet ned for kriminaliteten.
Han er ikke længere ”aktiv tyv”, som han siger, og han forsøger at lade være med at se nogle af de gamle venner. Sådan har han det af og til. I perioder forsøger han at holde fast og undgå at gå ud om aftenen og lave kriminalitet. Han siger, at det er hans nye kæreste, der motiverer ham. Det, han allerhelst vil nu, er at leve et liv med hende, hvor de laver mad sammen og er hjemme om aftenen.
Kvinden på bænken giver hånd og siger, hun hedder Ritaline. Hun har rødt hår. Da vi kommer hjem til hende, beder han mig om at vente udenfor i opgangen i fem minutter, fordi de lige skal rydde op. Efter 25 minutter låser han døren op, siger velkommen til, jeg går ind, og han låser døren igen.
Inden mødet forklarede han, at Ritaline arbejder som prostitueret i lejligheden. Han undskylder for rodet og peger på nogle store tøjbunker, der ligger i hjørnerne og ved siden af den sorte trepersoners lædersofa, han sætter sig i. Men kun i to sekunder, så rejser han sig og henter en blæser, der skal puste kold luft ud i lejligheden.
Han råber til Ritaline, der er gået ud af stuen:
”Rita, søde, jeg har fortalt, du har en datter, og at du fik en hjerneblødning for nogle år siden. Og så væltede tingene.”
Hun kommer tilbage.
”Ja, jeg fik en hjerneblødning i 2011, og boede et sted for akut boligløse børnefamilier. Min kortidshukommelse er som en si. Jeg kæmper med mange ting i min hverdag. Fx min balance,” fortæller hun.
Da hun går ud igen, siger han:
”Jeg har selv valgt en misbruger. Men hun skal ikke ligge og lave penge sådan der for evigt. Jeg ved da godt, at det ikke er noget, hun gør af lyst. Det er bare mærkeligt. Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, jeg skulle være sammen med en rødhåret.”
Hun kommer tilbage og fortæller, at kæresten bliver sendt ud af soveværelset om morgenen, når hun skal have sit morgenfix med ritalin. Gulvet knager, men han er begyndt at lure gulvet af for ikke at gå, hvor det larmer og forstyrrer hende. Han rejser sig for at vise det.
”Nu har jeg godt nok sko på, men wup, så laver du lige den dér,” siger han og springer lydløst igennem stuen. ”Det er ligesom på trapper. Ikke gå i midten, dér giver det sig, det er klart. Så ud i siden.”
Det er en arbejdsskade, at han ikke kan gå på et gulv eller op ad en trappe uden at spekulere på, hvordan han gør det mest lydløst. Det er det også, når han hos bageren betaler med en 1.000 kr.-seddel og ser, at ekspedienten skal ud i baglokalet for at veksle, og han hører et klonk, lyden af et pengeskab.
Han tænker som en kriminel. Det er ikke noget, man bare lægger fra sig, og han lever efter de regler, der gælder. Det er derfor, han undgår at røbe navnene på de kammerater, han har begået kriminalitet med. I byrettens domsudskrifter fra den store serieindbrudssag fremgår det klart, hvordan han betragter spillereglerne:
”Han har altid fået at vide, at politiet skal arbejde sig frem. Han valgte derfor ikke at sige noget. Han vil ikke skade andre ved at nævne navne,” står der.
Reglerne er logik i hans liv. Men han har oplevet de regler blive brudt, og det vender han ofte tilbage til. Fx har nogle af dem, han delte kriminalitetsfællesskab med, og som han betragtede som sine venner, stukket ham eller været sammen med hans daværende kæreste, mens han var i fængsel.
Når han taler om svigtene, er der had i hans stemme. Nogle dage står han op, tager et papir, skriver en liste med navne på udvalgte personer, som han mener, har brudt reglerne, og som han ikke ved, hvad han vil gøre ved. Så går der et par timer eller et døgn, så river han papiret i stykker.
Han ved godt, det vil være forkert at reagere på de følelser, som stammer fra den verden, han forsøger at slippe fra. Men det er jo der, han plejer at være.
En dag, da jeg sidder hos ham, springer han pludselig op for at hente en gammel konvolut. På bagsiden har han skrevet en tekst, som han har indset, at han har levet efter i mange år. Han skrev teksten ned, fordi han ved, at de færreste vil anerkende ham for det liv, han lever. Og hvad stiller man så op? Med blokbogstaver står der:
Helst vil man elskes, I mangel derpå beundres, I mangel derpå frygtes. Og i mangel derpå afskys og foragtes. Man vil indgyde menneskene følelser, sjælen frygter tomheden og vil for enhver pris opnå kontakt.
Efterår 2016
Han er efterlyst. Det har han været i en uge. Han fik det at vide på sin e-boks den anden dag. Han tager det ikke så tungt, det er bare fogedretten, men der er alligevel gader og steder, han holder sig fra lige nu.
Det er noget med, at hans ekskone har tørret en gammel taxaregning af på ham, og fordi han ikke har nogen penge for tiden, kan han ikke betale den. Hvis han ellers gad. Han ved, at politiet ikke kører ud og tager ham med, men på et tidspunkt møder han dem jo.
Og så begynder det igen. Han går rundt i Ritalines lejlighed i et par røde shorts og en ternet skjorte. For et par dage siden blev hun kørt til Sjælland for at komme i behandling for sit misbrug, nu holder han skansen. Flere af de store bunker af tøj, der lå her sidst, er væk.
Vaskemaskinen larmer, og på to store stativer i stuen hænger meget af tøjet til tørre. Men han er smadret. Han har ikke sovet i to døgn, og vores møde i går aflyste han.
Han var for træt og for stresset. Det er han stadig. Han sov fra ’et pissevigtigt møde’ med en læge, en psykolog og sin bostøtte. Han sover dårligt om natten, og havde stillet sit vækkeur til klokken otte, så han kunne nå derhen til klokken ti.
Først klokken 14 vågnede han af sig selv. Det stresser ham, at han ingen penge har, at han ikke kan finde ud af det med sin egen lejlighed, og at det er hans natur at tage ud og begå indbrud. Hvis han vidste, hvor der lå 30.000 kr. – eller mindre – ville han ikke sidde her i skrædderstilling i lædersofaen, men skynde sig ud og tage dem. Det er en evig indre kamp: Blive hjemme eller gå ud?
Der er noget forandret over ham. Han springer ikke op for at vise et eller andet, han taler langsomt, og han har gemt sin iPhone med The Rolling Stones-tungen som bagcover i en bunke tøj.
Da den pludselig vibrerer, propper han den endnu længere ned. For få dage siden var han helt anderledes. Han ringede pludselig og fortalte, han havde ”været til den fede AC/DC-koncert i Aarhus”.
Med hans moster, onkel, fætter, mor, hendes kæreste, hans to ældste døtre, der er 15 og 19 år og har hver sin mor. Det var en god oplevelse, og sådan en kan få ham til at holde fast i de ambitioner, han har om at droppe sin kriminalitet. Den ældste sagde for nylig til ham, at hun var forberedt på, at han ville ende i fængsel igen. I hans eget hoved lød det hverken vredt eller fordømmende.
”Jeg blev lettet. Det er hun afklaret med. Det er hun indstillet på. Jeg blev glad for, at nu kommer jeg ikke til at skuffe hende.”
Nogle gange siger han, at han måske godt kunne lære at styre uden om kriminalitet, fx hvis han vandt i Lotto. Andre gange siger han, at han selvfølgelig ender i det igen uanset hvad. Vi sidder og taler om, hvad der vil ske, hvis han ender i fængsel om, lad os sige, tre timer. Et spørgsmål, der i en normal samtale ville være hypotetisk, men ikke her.
Casper Hoberg skal ud i aften.
LÆS OGSÅ: ”Jeg er familiefar, læge på Rigshospitalet og så skriver jeg pophits til P3”
LÆS OGSÅ: "Jeg tager små doser LSD for at blive stærkere og mere kreativ"
