Berlingskes fotograf Asger Ladefoged fik i efteråret mulighed for at følge med udviklingsminister Ulla Tørnes til Bangladesh for at besøge det, der lige nu er verdens største flygtningelejr. Her opholder sig knap en million rohingyaer, der er blevet fordrevet fra Myanmar.
“Jeg har efterhånden set mange forfærdelige ting rundt om i verden, men det var fuldstændig vanvittigt at se omfanget af den her lejr,” siger Asger Ladefoged, der havde tre dage til at fotografere livet i lejren.
Vi har talt med ham om, hvordan det var at arbejde under de betingelser, og om hvordan han tog det portræt, der fredag blev hædret som Picture of the Year i kategorien bedste portræt:
”Jeg gik rundt med en lokal fixer, som jeg havde hyret til at tale det lokale sprog og vise mig i området. Jeg var i gang med en historie om de mange voldtægtsofre, der bor i området. Man mener, at militæret i Myanmar bruger voldtægt som et aktivt våben til at fordrive folk,” fortæller han.
Mens han stod og interviewede nogle lokale kvinder igennem sin fixer, så han en kvinde ud af øjenkrogen. Hun stod fuldstændig fastfrosset og kiggede på ham ude foran sit hjemmelavede telt bygget af bambus og plasticsække i den våde mudderjord.
”Nogle gange ser man en person – tyk, tynd, høj, lav, mand, kvinde – hvor man bare bliver draget af deres blik. Det vil være forkert at kalde det en forelskelse, men jeg blev draget af intensiteten af det her blik. Jeg er sikker på, at det er det samme, folk kan mærke, når de ser billedet. Det var lidt intimiderende, for der var ikke et eneste tidspunkt – hverken før eller efter – hvor hun tabte det her blik.”
Hvad er det, du har fanget på billedet?
”Det er hende som menneske. Det er det her insisterende i hendes øjne. Jeg har kigget på billedet rigtig mange gange, og jeg bliver stadig rørt af det. Hun bliver på en eller anden måde en repræsentant for hele den her store menneskemængde, som er flygtet. Man ser en angst i hende, som de alle har været vidne til, men alligevel er hendes blik ikke håbløst. Der er en masse liv og intensitet, selvom det kan lyde som en floskel.”
Er det, det bedste portræt du har taget?
”Ja, det er det nok. Det er i hvert fald sådan et, jeg husker og aldrig kommer til at glemme. Jeg får stadig den følelse i maven, som jeg fik, da jeg så det.”
Vidste du, at det havde fanget noget specielt, da du tog billedet?
”Man kan godt mærke, når man kommer ind i en virkelighed, som rummer noget. Så jeg vidste det lidt. Jeg tog mange forskellige billeder af hende. Det var noget, jeg virkelig arbejdede i bund med, for jeg var overbevist om, at det ville blive et stærkt billede, der ville kunne påvirke nogle mennesker.”
Hvad betyder det, at få sådan en pris?
”Der er rigtig mange konkurrencer i den her branche, så der kan godt gå lidt inflation i det, men det er samtidig det, der får vores arbejde ud i verden. Der er mange flere mennesker, der kommer til at se det her og mærke hende. Men jeg er selvfølgelig glad for at vinde prisen og anerkendelsen.”
