DET SKER SJÆLDENT, at jeg bliver bange. Det sker i hvert fald sjældent, at jeg bliver bange på samme måde, som jeg gjorde som barn, hvor jeg var bange for alt det, man ikke burde være bange for, og ubekymret over alt, man burde være bekymret for. En morgen vågnede jeg op helt paralyseret i ansigtet, og det eneste, der bekymrede mig ved det, var, at jeg skulle have taget skolefoto samme uge. Til gengæld var jeg rædselsslagen for støvsugeren fra ’Teletubbies’ og tjekkede hver aften, om der under min seng befandt sig en mand, der ville slå mig ihjel, så snart jeg faldt i søvn.

Nu til dags er jeg bange for mærkelige modermærker og at tjekke min mobilbank.

Jeg vil egentligt mene, at jeg er nogenlunde styret af logik og fornuft. Jeg tror ikke, at jeg tror på spøgelser. Jeg ved, at støvsugeren fra ’Teletubbies’ ikke kan gøre mig ondt. Den er ikke virkelig. Alligevel findes der steder og tider, hvor al logik og fornuft smides ud ad vinduet. Der er glimt, hvor jeg mister enhver form for virkelighedssans, og hvor jeg overgiver mig til det irrationelle; bliver et barn igen og i et øjebliks mangel på en forsvarsmekanisme stivnes af skræk.

Et af disse glimt hændte mig for nyligt.

DET IRONISKE VED DET HELE må være, at jeg allerede på forhånd vidste, hvad det var, jeg gik ind til, og jeg vidste præcist, hvordan det ville gå: Jeg ville kæphøjt bilde mig selv ind, at eftersom jeg havde prøvet det før, ville jeg ikke blive bange. Ikke denne gang.

Hvis definitionen af sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et anderledes resultat, må jeg være netop det. For trods tidligere erfaringer og visheden om, hvad der foregår i det hjemsøgte hus, vendte jeg endnu engang tilbage dertil, da Tivoli åbnede for Halloween-sæsonen. Udstyret med en indbildskhed om, at denne gang vil være anderledes, og at jeg ikke vil blive bange for menneskerne i forklædning som spøgelser.

Under Den Gamle Rutschebane åbner Tivoli hver efterårssæson dørene til en interaktiv forlystelse i skikkelse af et ”hjemsøgt” hospital. Hjemsøgt i gåseøjne, da det ikke er rigtigt hjemsøgt. Hospitalet, man i små grupper bevæger sig langsomt igennem, plages ikke umiddelbart af onde ånder, men derimod af skuespillere i forklædning. 

DET BEGYNDER MED, at en Tivoli-medarbejder fortæller, at disse onde ånder inde i det hjemsøgte hus godt må røre ved en, men man må ikke røre ved dem, og så bliver man sendt afsted ind i det, der forestiller at være et forladt hospital.

Selvom dette langt fra er min første tur i rodeoen, er det første gang, jeg mig befinder mig i et hjemsøgt hus uden nogen, jeg kan gemme mig bag. Jeg er derinde sammen med to fremmede svenskere, som jeg ikke på en passende måde kan begyndte at skubbe hen mod disse døde patienter. Jeg går – mod min vilje – forrest af os tre.

Starten er egentlig stille og rolig. Der er mørkt, jeg kan nærmest intet se, men jeg fornemmer, at der ikke er nogle levende væsner i den tætteste sfære, ingen fare på færde. Pludseligt mærker jeg et vindstød på højre kind, og da jeg drejer mit hoved, står der en helt hvid kvinde, hvem jeg forestiller mig har gået på Eventyrteatret som barn og derfor jo egentlig er ret uhyggelig, og så er vi ligesom i gang.

JEG GÅR VIDERE, og inde i næste rum hopper en frem fra det skjulte i et forsøg på at give mig et jumpscare, hvilket de selvfølgelig lykkes med, og i næste rum får jeg øje på en person, der sidder i en stol, fra hvilken de rejser sig bravt, hvilket giver mig et chok, og sådan fortsætter det gennem hele huset.

Jeg går ind i hvert rum, som Mike Tyson møder sine modstandere. Paraderne er oppe, venstre fod er forrest, højre fod trækkes efter. Jeg er klar på det, der kommer, men alligevel ender jeg med at skrige hver gang. 

Et sted i huset hænger der lagner fra loftet, der skærmer en gangvej en anelse, og jeg ved, at dette ikke er godt nyt, men alligevel kommer det bag på mig, da der pludseligt kommer en løbende direkte mod mig. Jeg får et chok af sådan en karakter, at jeg på ren og skær refleks kommer til at gribe ud efter hånden på den kvindelige version af de to svenskere, og således ender jeg med at holde en helt og aldeles fremmed person i hånden.

FORSIGTIGT GÅR JEG IND i hvert rum, og når jeg har identificeret faren, løber jeg videre. Jeg er bange, jeg er skidebange for de mennesker, der har klædt sig ud som spøgelser. Jeg er bange, selvom jeg ved, at de ikke er rigtigt uhyggelige, selvom jeg ved, at de er rigtige mennesker, nok amatørskuespillere, med rigtige lønkontrakter og SU-lån. I dette øjeblik anes Københavns boligmarked fjernere end nogensinde. Det eneste, jeg frygter, er det, der befinder sig lige foran mig: en dæmonisk nonne.

Denne nonne råber, at jeg skal skynde mig videre (på en meget passivaggressiv facon), hvilket jeg så gør, og heldigvis betyder videre ud af spøgelseshuset, og jeg befinder mig igen i den virkelige verden.

Udenfor får jeg pusten tilbage, mens de to svenskere grinende påpeger, hvor meget jeg skreg. Jeg var bange. I det hjemsøgte hus overtog minder fra fantasiernes tid min krop. Selvom jeg vidste, der ikke var noget at være bange for, var jeg det alligevel. I min tilstand, hvor jeg går rundt og bekymrer mig om alt, var der noget uhyre befriende i at få bekræftet, at ingen frygt nu alligevel er så stor som frygten for det, der venter rundt om næste hjørne på et stille, forladt hospital.