PÅ GAMMELTORV i København samledes der onsdag den 3. juni en håndfuld demonstranter med bannere og slagsange, som demonstranter jo gør. De demonstrerede for George Floyd i USA, der blev kvalt ihjel af amerikanske betjente, og for Baris Cakan, en tyrkisk-bosat mand, der ligesom Floyd blev offer for racistisk vold. Ifølge Cakans familie stak tyrkiske nationalister ham ihjel for at lytte til kurdisk musik på sin altan. Demonstrationen mod racisme og fascisme var arrangeret af Seve Kurdisk Kvindeforening. På foreningens Facebook-profil havde fem mennesker meldt deres ankomst.

Men kun fire dage senere havde bevægelsen tusinddoblet sig. Tre gange.

Her var over 15.000 mennesker samlet til en tilsvarende antiracistisk demonstration i de københavnske gader. Unge og gamle, mænd og kvinder, hvide og sorte samledes til kamp mod racismen foran den amerikanske ambassade på Østerbro, inden Christiansborgs Slotsplads åbnede sig for en menneskemængde, der ikke er set lignende på denne side af coronaens indtog i Danmark. Men hvorfor var det lige denne søndag eftermiddag, der skulle danne ramme om den største, kollektive afstandtagen mod systemisk racisme i moderne dansk historie? Hvorfor blev Black Lives Matter-demonstrationen den demonstration, man bare ikke kunne gå glip af?

GENNEM CORONAKRISEN HAR flere grundlovssikrede rettigheder, det være sig forsamlingsfriheden eller ejendomsretten, været under midlertidig afvikling. Men ikke den grundlovssikrede ret til at demonstrere. Alligevel skulle der en hændelse på den anden side af Atlanten til, før danskerne for alvor mobiliserede sig. Det var ikke forhold i Hong Kong, Syrien eller Rusland, der kunne sende danskerne på gaden. Det er næppe tilfældigt.

Spørger man Torsten Jansen, der i marts udgav bogen ’Sprækker’ om det dansk-amerikanske forhold, fortæller det meget om danskernes ekstraordinære interesse for USA:

”Danmark er nok det land i Europa, næst efter Storbritannien og Irland, der har den tætteste relation til USA. Vi er deres mest loyale lillebror, men før 1945 var Danmark faktisk primært optaget af, hvad der skete i Berlin, og ikke, hvad der skete i Washington. Efter 1945 kommer USA til at få en kolossal indflydelse, som både er politisk, men jo i meget høj grad jo også er kulturel med rock’n’roll og Hollywood i spidsen. Vi har et værdifællesskab med USA, hvor vi i meget høj grad har ladet os inspirere af amerikansk kultur og amerikanernes frihedsidealer.”

Selvom Jansen ofte frekventerer TV2 News-programmet ’Verden ifølge Trump’ og efter eget udsagn selv nyder godt af den omfattende pressedækning af amerikanske forhold, argumenterer han for, at amerikansk politik fylder uproportionelt meget i Danmark:

”Der er en overdækning af amerikanske forhold i medierne, hvis man sammenligner med udviklingerne i vores europæiske nabolande. Et amerikansk præsidentvalg bliver næsten dækket lige så intenst som et dansk folketingsvalg. Det er jo ikke proportionelt, men det er netop, fordi vi forstår sproget og godt kan lide amerikanerne og deres kultur.”

Hvorfor bliver de politiske forhold i USA så overført til Danmark, hvor disse forhold måske ikke i samme grad gør sig gældende?

”Det tror jeg, der er to årsager til. For det første er racisme jo også et problem i Danmark. Derfor er racisme-dagsordenen en international dagsorden, der så er kommet i fokus på grund af mordet på George Floyd. Den anden ting er, tror jeg, at det her også er en demonstration mod Donald Trump. Jeg har faktisk undret mig over, at der ikke har været større demonstrationer mod Trump og USA’s ageren tidligere.”

Det er dog ikke nyt, at massebevægelser spreder sig på tværs af grænser og kontinenter. Allerede i 1848 spredte revolutionerne sig på tværs af de europæiske landegrænser:

”Der er evidens for, at det var en kaskadeeffekt, hvor de revolutionære strømninger inspirerede nabolandene,” fortæller Jacob Gerner Hariri, der er professor MSO i statskundskab på Københavns Universitet, hvor han blandt andet specialiserer sig i mobilisering og masseadfærd

Tilsvarende argumenterer SoMe-analytiker på Kongressen.com Katrine Villarreal Villumsen for, at sociale medier som Instagram og Snapchat har gjort verden mindre – og det kan animere os til at gå på gaden:

”Jeg tror generelt, at de sociale medier giver os en helt ny form for adgang til indhold, der kan starte protester. Jeg behøver ikke at sidde og vente på, at de traditionelle medier fortæller mig, hvad der sker. Jeg kan bare logge ind på Snapchats verdenskort og se uredigerede videoer af, hvad der foregår rundt om i verden lige nu.”