”Som 20-årig blev jeg udsat for en digital krænkelse, hvor ukendte hackere delte intime og private billeder af mig på internettet, men min umiddelbare håndtering af det var på ingen måde aktivistisk. Jeg så på det som et individuelt problem og ikke fra en social eller en kulturel vinkel.
Efter et års tid begyndte jeg at lægge mærke til, at der, på de sider hvor mine billeder figurerede, næsten kun var billeder af kvinder, og at alle de nedværdigende kommentarer, der var skrevet på siderne, relaterede sig til, at jeg er kvinde. Det blev tydeligt for mig, at der var tale om et strukturelt problem.
Jeg begyndte helt manisk til fester og i andre sociale lag at forklare om alle de her sociale og samfundsmæssige sammenhænge, jeg så i forbindelse med digitale krænkelser. Den opdagelse gjorde, at jeg fik det meget bedre med mig selv.”
”Når man er udsat for en seksuel krænkelse, er der enormt meget skam forbundet med det. Man spørger sig selv, om man selv er ude om det. Om man bare har været billig og dum. Det var det, jeg følte, politiet og politikere sagde til mig.
Men da jeg begyndte at anskue min sag fra et feministisk perspektiv, og jeg kunne se de bagvedliggende samfundskonturer, opdagede jeg, at det ikke havde noget personligt med mig at gøre, at jeg var blevet krænket. Det var en kæmpe lettelse. På den måde var feminismen rod til en personlig forandring for mig, men den gjorde også en forskel for andres behandling af mig. Jo mere de forstod, hvad jeg havde været igennem, og hvorfor det var forkert, jo lettere blev det også for mig at være i samfundet.
Sammen med den fantastiske fotograf Cecilie Bødker lavede jeg ’Samtykke’-projektet, som bestod af en artikel, jeg skrev, og en billedserie, hvor jeg var delvist afklædt. Men den her gang var jeg selv afsender på teksten og billederne. Det var min historie.”
”Jeg aner ikke, hvad fanden jeg tænkte på. Hvis jeg havde vidst, hvad der ville ske, så tror jeg ikke, jeg havde gjort det. Cecilie og jeg havde regnet med, at det måske ville skabe noget debat i feministmiljøet, men dagen inden, vi udgav projektet, skete der noget helt vildt. Fra USA kom der det her iCloud-leak, hvor flere kendte mennesker fik delt deres private billeder, og pludselig blev min lille aktivisme nyhedsrelevant.
Jeg blev kimet ned af journalister, der ville fortælle min historie, og billederne gik verden rundt. Det var vildt overvældende og meget mere, end jeg havde forventet. Det føltes hverken godt eller dårligt, for jeg anede ikke, hvad det ville føre med sig.
Jeg kunne kun grine ad absurditeten over, hvor surrealistisk det var, at tusinder og atter tusinder nu kendte min historie."
scroll-down
