Amerikanske præsidenter er blevet myrdet, skudt på, truet, buhet ud og svinet til på det groveste. Det er nærmest par for the course.
Alligevel er det et godt stykke ud over det normale, når amerikanske psykologer og psykiatere i al offentlighed stiller en diagnose for præsident Donald Trump og anbefaler, at han afsættes, fordi han mentalt er uegnet til et bestride posten.
Vi skal ikke regne med at se noget tilsvarende herhjemme.
Det vil være et brud på de etiske regler hos Dansk Psykolog Forening og Dansk Psykiatrisk Selskab, hvis deres medlemmer offentligt vurderede den mentale tilstand hos en statsminister, og vi skal være glade for de regler.
En psykisk diagnose hører til i privatsfæren mellem en patient og en læge, og den er alene ment som en hjælp til at finde den rette behandling for en person, som ikke har det godt. En diagnose må aldrig blive et politisk våben eller en metode til at stigmatisere personer i offentligheden.
Men hvordan forholder vi os så til, at diagnosen for Trump er stillet af respekterede fagfolk fra universiteter som Yale, Harvard og Stanford? Kan vi bare ignorere dem, når de er villige til at sætte deres eget, deres læreanstalters og deres fags omdømme på spil, fordi de mener at have en pligt til at advare befolkningen?
Og kan vi se bort fra, at de har støtte fra mindst et par tusinde kolleger, at deres kampagne har samlet over 65.000 underskrifter, og at en bog om deres sag i et par måneder har ligget på bestsellerlisterne i USA?
Selvfølgelig ikke – og hånden på hjertet: har de fleste af os ikke tænkt tanken, om manden er ved sine fulde fem, når vi har fulgt med i Trumps maniske morgentweets og set ham rable usammenhængende på pressekonferencer? De amerikanske vælgere har i hvert fald. Ifølge en meningsmåling mener et flertal af dem, at Trump er mental uligevægtig.
Jeg ved ikke, om jeg tror på diagnosen, som Euroman i anledning af Trumps første år i Det Hvide Hus er taget til et psykiatrisk hospital i Baltimore for at blive klogere på. Jeg er ikke psykolog.
Men jeg tror på det, jeg kan se med mine egne øjne, og jeg er for længst stået af, når amerikanske og danske medier forsøger at udlægge Trumps løgne, vrede, rablen og almindelige besynderligheder som kalkuleret strategi. Vel er det ej.
Trump er ikke skuespiller, selv om han har medvirket som sig selv i 24 film. Han er den person, som vi har lært at kende gennem et ondt år, hvor vi har oplevet en amerikansk præsident true med atomkrig, optræde som en slags nyttig idiot for Kreml og sidestille racister og nynazister med fredsdemonstranter.
Så når en dansk avis på lederplads skriver, at Trump er en mand af sit ord, selv om han beviseligt lyver fem gange i døgnet, og når danske debattører spreder konspirationsteorien om, at medier, domstole, FBI og embedsmænd har rottet sig sammen mod Trump, er der tale om ’Trumpsplaining’, og med det mener jeg desperate og lidt uheldige forsøg på at forsvare og forklare præsidentens handlinger for en måbende offentlighed, der ser noget helt andet end en tilregnelig person. Lad venligst være med at tale ned til os.
Er Trump gal?
Er du i tvivl, kan du jo teste det af på jobbet. Gør som ham: lyv fra morgen til aften, rag uklar med alt og alle, find på ondskabsfulde øgenavne til dine kolleger, kunder og konkurrenter, og hvis nogen siger, du opfører dig underligt, så svar, at du lever i en alternativ virkelighed med ret til egne fakta. Gør det – og tæl dagene, inden chefen råber dig ind i hovedet: ”You’re fired!”
Du kan læse den store Trump-special i det Euroman, der er på gaden nu.
LÆS OGSÅ: Amerikanske psykologer: ”Trump er en ond narcissist”
LÆS OGSÅ: Kan Trump alene starte en atom-krig?
