Hvad mener Inger Støjberg, når hun taler om ’de københavnske saloner’? Vi har fire bud scroll-down

Hvad mener Inger Støjberg, når hun taler om ’de københavnske saloner’? Vi har fire bud

Finder vi salonerne i et kælderrum på Øster Farimagsgade, eller skal vi ind i hjørnekontorene på Pilestræde?

Af Magnus Fuglsang Søgaard & Magnus Kraft
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Samfund Euroman

Står det til Inger Støjberg, der selv bor i Hadsund, har så stærke ben i næsen, at de eftersigende er brugt til bærerende dele af Sallingsundbroen, elsker Coca-Cola Zero, er som folk er flest, ja, du kender efterhånden parolen, skal storbysnuderne, i særdeleshed i København, til at få noget mere forståelse for folk uden for byerne, folk på landet – groft sagt.

I forbindelse med den kritik nævner hun ofte ’de københavnske saloner’ med fine, franske principper, men spurgt ind til, hvad og hvilke hun mener konkret, har Inger Støjberg mildt sagt været lidt vævende, og det har gjort os nysgerrige.

For hvad er det for nogle saloner, der er tale om? Vi har sat os for at tankelæse og kommer her med fire bud på, hvad Inger Støjberg egentlig mener, når hun taler om København og dens mange saloner.

Jacques D i Kommunehospitalets kælderlokale

“Velkommen til samfundets top,” står der med skrøbelig ironi skrevet hen over gavlen i Jacques D, opkaldt efter EU-Kommissionens ottende præsident Jacques Delors, der er mødested for de københavnske statskundskabsstuderende i det gamle Kommunehospital i Øster Farimagsgade.

Snart vil de ganske rigtigt pible op på toppen af samfundets tinder i deres lidt for små jakkesæt, men først efter de har gennemgået en grundig radikalevenstreisering i Danmarks mest studentikose klubhus. Her samles studerende i alle regnbuens partifarver – med undtagelse af dem til højre for Konservative, naturligvis. Til gengæld er det let at spotte de få konservative, der med deres lyseblå skjorter og An Ivy-slips ligner nogen, der faldt i gryden med deres fraværende fars aftershave som barn.

I Jacques D vender man samtidens største politiske udfordringer såsom SU-taksten og placeringen af kønsneutrale toiletter, og de unge, konservative mænd indvilliger frivilligt i et velkendt rollespil: De stikker og driller, holder kulturelt approprierende temafester og skriver harmdirrende debatindlæg om det venstresnoede studiemiljø i Berlingske, mens det venstreorienterede flertal lige så harmdirrende udskammer de konservative studerende for deres oldnordiske synspunkter og polemiske attitude. Efter midnat er alle venner igen, for helt ærligt, så forskellige er vi jo slet ikke, vel?

De lodne sofaer stinker ganske vist af ungdomspolitikermadpakke og ligner møblernes svar på Herman-kagen, men det er kun for at lade sig træne i disciplinen omvendt-snobberi, man må mestre med største smidighed på Borgen. I virkeligheden er det her, man over fredagsøllen ironiserer over sig selv som en del af eliten, indtil ironien til sidst fortoner sig, og man taler om ”folket” som nogen, der bor på en helt anden planet.

Apollo Bar/gården på Charlottenborg

Museumskongerne lægger skumle, kulturpolitiske planer over en artiskok kogt i citronvand i gården på Charlottenborg, hvor Frederik Bille Brahe har til huse med sin restaurant Apollo Bar, mens kulturens prekariat, altså dem der i bund og grund ikke har noget arbejde, gør grin med de manglende politiske visioner for den danske kunstscene og hyler over den ringe støtte til upcoming performance artister: ”De forstår mig ikke.”

Nej, hvad de ikke forstår, er, at den sande værdi i samfundet bliver skabt vest for Storebælt, der hvor folk er flest, og du er underlig, hvis du har blåt hår.

I gården på Charlottenborg håner man de jyske turister på den anden side af vandet, der render rundt med rygsæk og tager billeder af de flotte gule huse, efter de har spist en højtbelagt rullepølsemad med sky på Skipperkroen.

Det er arnestedet for pseudoanarkister med ’Foreigners, please don't leave us alone with the danes’-plakater og samfundets snyltere, der har alt for meget at skulle have sagt, i forhold til hvor lidt de bidrager med, og skal vi rykke os fremad ­– undskyld udtrykket, Macron er den værste ­­–­ som samfund, er det tid til, at disse prætentiøse typer indser, at foreningslivet i de små byer er kernen i dansk kultur – ikke performance art.

Huset i Pilestræde

Lad dig ikke narre af de tragiske storrumskontorlokaler med kønsløse grå væg-til-væg-tæpper og møbler med blankhvide overflader. Huset i Pilestræde, der blandt andet lægger lokaler til Berlingske og Weekendavisen, er en sand salon. 

Hvad der udgør en ordentlig borgerlig defineres her af bløde, lyseblå overdommere som Mette Østergaard, Tom Jensen og Martin Krasnik, der har haft et horn i siden på Inger Støjberg siden interviewet i Deadline i 2015. 

Der er ikke plads til den frække, borgerlige dreng eller pige i klassen her, medmindre man hedder Asger Aamund.

Det trykte ord, skrevet af københavnere, er den vigtigste grundpille i vores demokrati, synes at være husets herskende logik. Der bliver skrevet idealistiske og principfaste ledere om vigtigheden af retsstaten og de fine franske principper. De hvisker Jakob Ellemann i øret, og han hvisker tilbage. En hemmelig alliance er blevet skabt. Nej tak til seksuelle krænkelser, ja tak til mere EU.

Huset i Pilestræde er en opinionsmaskine, der støber hele det borgerlige Danmarks holdninger, men de forstår ikke det orange Danmark, det sande Danmark.

Hemmelige netværksmøder i privat dining-lokaler på de københavnske restauranter, der som minimum koster 1.500 kr. kuverten.

Illuminati er rykket ud af de hemmelige kældre og ind på de københavnske restauranter, der har et private dining-lokaler tilknyttet – tænk Jordan Peterson i selskab med blandt andre Casper Christensen, Kaare Dybvad og Lea Korsgaard i det private spiserum på Røde Claus’ Salon (!!!).

Her mødes mediechefer med arkitekter, ejendomsmoguler, iværksættere, fintech-folk etc. for at diskutere fremtidens problemer, og hvordan politikere på ingen måde er i stand til at løse dem. Jakkesættene er kombineret med T-shirts og polotrøjer i støvede farver fra Arket for at understrege, at her altså bare er tale om et uformelt netværksmøde. Men den køber vi ikke så let. 

Arkitekten fra firmaet, der rimer på dick, fortæller glædeligt om, hvordan vi kan flyve alle københavnere til Mars og lade Jylland drukne i sin egen småborgerlige eksistens, eller bare stormfloderne, som vi jo med sikkerhed får flere af, nu hvor de jyske landmænd har forsømt klimaet gennem så mange år. Måske der kan doneres nogle overdimensionerede Lego-lignende brikker, man kan stable på en sej måde, og på den vis holde jydernes hoveder oven de gyllebefængte vande.

”Nej til sprøjtegift,” lyder det fra mediechefen, der har et tæt forhold til naturen, fordi hun holder sommer i Tisvilde hvert år, hvor hun godt kan lide at samle vilde kantareller i skoven.

”Fratag folk, der kører dieselbiler ældre end 2020, kørekortet,” istemmer ejendomsmogulen, der lige har købt en Porsche Taycan, men har glemt, at han selv ejer en samling på over 50 veteranbiler i sin underjordiske kælder.  

Og inden hovedretten, noget hvid fisk-halløj, har forladt bordet, og Inger Støjberg har nået at drikke sin syvende halve liter Coca-Cola Zero færdig ovre i Hadsund, er der gennem hårdt lobbyarbejde blevet fremstillet og vedtaget et lovforslag, som praktisk talt gør jyder til andenrangsborgere.

Vi glæder os til folketingsvalget, hvor vi forhåbentligt bliver meget klogere på, hvor de københavnske saloner rent faktisk befinder sig.

Se, hvad vi ellers skriver om: Jylland