Som ung betjent lærte jeg, at jeg aldrig skulle være for sikker på mine egne konklusioner, og at tingene ikke altid var, som de udgav sig for. Jeg husker da jeg og en endnu yngre kollega blev kaldt ud til husspektakel.
Et ord, som ofte bliver brugt af politiet, når samboende skændes. Naboen havde ringet til alarmcentralen og forklaret, at han havde hørt højlydte råb om hjælp inde fra lejligheden ved siden af, og at det lød som om en person gentagende gange blev skubbet mod væggen.
Da vi ankom til adressen i Sydhavn, København, bankede jeg på døren… ingen åbnede. Jeg satte mig på hug og kiggede ind af brevsprækken. Her så jeg noget, der mindede mig om en dårlig amerikansk horror film.
Der var blod på gulvet og noget, der lignede et blodigt håndaftryk trukket langs væggen. Det var som om mine sanser blev skarpe, og jeg blev klar over, at det her var alvor.
Jeg kunne se en masse blod, men ingen personer. Talrige scenarier fløj igennem hovedet på mig, om hvad der mon ventede os på den anden side af døren. Er det et mord, og befinder gerningsmanden sig stadig derinde?
Efter kort at have kigget min kollega i øjnene, var vi uden at sige noget blevet enige om, at vi skulle ind nu. Hvis der var en person, som var døende derinde, skulle vi ind og hjælpe hurtigst muligt.
Vi trak begge pistolen og sparkede døren ind. Der er stor forskel på, hvor let man kan sparke en dør ind men denne dør i en gammel lejlighed i Sydhavn krævede kun tre spark.
Vi blev mødt af ekstreme mængder blod, som var smurt rundt på vægge, gulv og håndvask. Det lugtede sødligt af alkohol blandet med en kvalm blodlugt inde i lejligheden.
Da jeg gik ind i gangen, tænkte jeg: Fuck, hvad fanden er der sket her. For enden af gangen lå et køkkenalrum, hvor jeg kunne se benene af en mand liggende på gulvet.
Manden var død og lå på maven i en stor blodpøl. Der var ikke andre mennesker i lejligheden. Min første tanke var, hvor alt det blod kom fra – jeg mente umuligt, at det kunne komme fra ham.
Jeg har dog siden erfaret, at et menneskes 4-5 liter blod kan fylde utroligt meget, hvis det bliver klasket ud over det hele. Det så ud som om, at manden havde vaklet blødende rundt, indtil han var faldet om.
Stock-foto. Ikke et billede fra gerningsstedet.
Både min kollega og jeg var overbevist om, at der var tale om en forbrydelse, formentligt et drab. Manden havde blod ud af munden og fra et åbent sår i panden.
Det virkede usandsynligt og for makabert, at der var tale om et selvmord eller en naturlig død. Vi tilkaldte en ambulance og begyndte at behandle lejligheden som et gerningssted til et drab.
Vi var meget forsigtige med ikke at ødelægge de spor, der var på stedet. For på et gerningssted vil der altid være spor, og det er stort set umuligt at begå et drab uden at efterlade sig et eller flere spor i form af DNA, fingreaftryk eller noget helt tredje.
Når der sker et drab, så går der en stor maskine i gang. Det er ikke ligesom i amerikanske film, hvor et makkerpar står for hele opklaringen selv. Den centrale efterforskningsleder kom til adressen, og det samme gjorde personalet fra Kriminal Teknisk Center (KTC).
KTC overtog gerningsstedet og skulle nu have ro til at finde og sikre alle sporene. Før de fik ro, gik retslægen, der nu også var ankommet, den centrale efterforskningsleder og jeg ind til liget for at foretage et ligsyn på stedet. Noget man gør, hvis man har mistanke om, at noget stafbart kan være sket.
Lægen kiggede efter de sikre dødstegn som ligpletter, dødsstivhed, forrådnelse og udblødninger og rettede dernæst sit blik mod mig og sagde:
”Unge mand, det, vi kigger på her, er en blodstyrtning hos en alkoholiker”.
Jeg stod helt stille og måbede, og der gik lige nogle sekunder, før det gik op for mig, at det her blodbad nok ikke var et drab. Men jeg undrede mig, først fordi jeg ikke før havde set en blodstyrtning og ikke vidste hvad det var, og dernæst fordi det ikke forklarede det store hul liget havde i panden.
Det viste sige, at en blodstyrtning er et tegn på skrumpelever, som får blodet til at fosse ud af kroppen og dernæst, at manden selv var kommet til at pådrage sig den skade, han havde i hovedet. Han havde kastet store mængder blod op, mens han vaklede rundt og havde smurt blod rundt i hele lejligheden, indtil han var faldet om. I sit fald havde han slået sit hoved mod kanten på køkkenbordet.
Efter denne blodige episode har jeg altid forsøgt at holde et åbent sind i forbindelse med mine efterforskninger og ikke være for skråsikker på mine konklusioner. Jeg fortryder dog ikke mit valg i denne situation, for hellere trykke en gang for meget på ”drabsknappen”, end en for lidt.
Når der så bliver trykket på knappen, og der rent faktisk viser sig at være tale om et drab, så er vi i Danmark faktisk rigtig gode til at fange morderne. Det er meget svært at slippe afsted med et mord i Danmark. En af grundene til den høje succesrate er, tror jeg, at vi er så gode til at finde og bruge sporene fra gerningsstedet.
Og det er ekstremt vigtigt at have en god gerningsstedsdisciplin, så man ikke ødelægger og forurener sporene på stedet. Som vi gjorde på det blodige gerningssted, så skal man hurtigt trække sig ud, så KTC får et så uspoleret gerningssted, som overhovedet muligt.
Det uspolerede gerningssted er dog ikke altid en mulighed. Jeg var som efterforsker nede på gerningsstedet til et meget omtalt drab på diskotek Bakken i Kødbyen, København i 2012.
Det var rent kaos, da jeg kom derned. En ung mand var blevet stukket ned, og diskoteket var fyldt med ekstremt berusede mennesker. Alle skulle ud, men før de fik lov til at gå hjem, skulle vi kort afhøre dem og have deres oplysninger, så de senere kunne genafhøres. Fulde mennesker, som ikke ved, hvad der foregår, og som gerne vil hjem, har ikke den store forståelse for politiets arbejde.
Mange af de spor, der var af gerningsmanden i forbindelse med drabet, var forurenet af andres DNA og fingeraftryk. KTC havde ekstremt dårlige arbejdsbetingelser. Videoovervågning og vidneudsagn gjorde heldigvis, at vi fandt frem til, hvem gerningsmanden var. Før vi fangede ham, nåede han at flygte til Somaliland, hvor han nu sidder fængslet dømt for drabet.
Læs med i næste uge, hvor der kommer endnu et afsnit.
Sebastian Richelsen arbejder i dag som journalist og har blandt andet en podcast med Anders Grau, der hedder 'Myrdet'. Snart begynder han også som vært på Radio 24syv-programmet 'Politiradio'.
LÆS OGSÅ: Opiod-epedemi i USA: "Stofferne forvandlede mig til en forfærdelig person"
LÆS OGSÅ: Forført af døden: "Vi har set en helt ny form for ekstremisme"
