Fra tid til anden tikker der en mail ind i journalist Kristian Corfixens indbakke om Christina Aistrup Hansen. Sygeplejersken fra Nykøbing Falster, der er fundet skyldig i fire drabsforsøg. ”Justitsmord,” skriver de. Det kan ikke passe, mener de. Og sagens uhyggelige karakter kan egentlig også være svært at sluge.

Det er Kristian Corfixen, journalist og forfatter, de retter deres skepsis mod, fordi han netop har udgivet bogen ’Sygeplejersken’. Han dækkede i sin tid den enestående sag om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen, der i maj 2017 blev dømt til 12 års fængsel for fire drabsforsøg på sine patienter, for Politiken, og nu ruller han den ud i dens fulde, foruroligende forløb.

Rundt regnet to år forinden domsafsigelsen, om aftenen den 28. februar 2015, var den på det tidspunkt 31-årige Christina Aistrup Hansen mødt ind, til hvad der skulle vise sig at være hendes sidste vagt som sygeplejerske på Nykøbing Falster Sygehus. Om morgenen blev hun anholdt, mistænkt for i løbet af natten at have givet tre patienter dødelige overdoser af morfin og stesolid. Politiet var blevet tilkaldt af en overlæge på sygehuset, hvis kæreste, sygeplejerske Pernille Kurzmann Larsen, havde haft en tiltagende mistanke til Christina Aistrup Hansen, og som på denne vagt valgte at reagere. Hun blev sagens kronvidne.

Mistanken var velbegrundet, viste efterforskningen, og den koblede tilmed Christina Aistrup Hansen sammen med et fjerde dødsfald af samme karakter, som havde fundet sted i 2012. I ’Sygeplejersken’ bliver det desuden påvist, at Christina Aistrup Hansen sandsynligvis har stået bag langt flere drab end de fire, hun nu sidder dømt for, men da ofrene i de sager alle er kremeret, har det ikke været muligt at bevise endeligt for politiet.

En høflig, velformuleret kvinde

Faktisk medvirker Christina Aistrup Hansen selv i bogen. Over flere gange har Kristian Corfixen interviewet den nu 34-årige, fængselsdømte sygeplejerske, som han beskriver som ”en høflig, velformuleret kvinde, man sagtens kan have en helt almindelig samtale med,” og som én, der er ”fagligt dygtig og meget engageret i sit arbejde.”

Men den høflige og velformulerede kvinde, som Christina Aistrup Hansen beskrives som af Kristian Corfixen, lider også af histrionisk personlighedsforstyrrelse. Det blev hun erklæret under retssagen. Personlighedsforstyrrelsen kendetegnes blandt andet ved en trang til at være i centrum; at vise sit eget værd. Og i ’Sygeplejersken’ peger Kristian Corfixen også mod udlandet, eksempelvis i Tyskland, hvor man har stiftet bekendtskab med ’healtcare serial killers’. Et fænomen, hvor en hospitalsansat bevidst bringer en patient i fare for derefter – i håb om kollegers og patienters lovprisning – at redde dem fra døden.

Når du har talt med Christina Aistrup Hansen, hvad fortæller hun så?

”At hun er uskyldig, og at hele sagen er blevet kørt op til noget, den ikke burde være, og at hun er dømt på grund af sladder fra folk, som godt kan lide at have en historie om hende. Én fjer er blevet til mange høns, fortalte hendes forsvarer i retten. Det mener Christina også,” siger Kristian Corfixen.

Sladder var der i virkeligheden rigeligt af på Nykøbing Falster Sygehus, fandt Kristian Corfixen ud af, da han gennemgik referaterne fra den første gang, de sygeplejersker, som arbejdede på sygehuset, blev afhørt af politiet i forbindelse med sagen.

”De er enormt spændende, fordi man her kan læse, hvor mange der havde en mistanke om, at der foregik et eller andet på sygehuset,” siger han. ”De havde helt konkret det, de kaldte for ’Christina-vagter’. Det var vagter, hvor der døde mange patienter.”

Sygeplejerskerne på Nykøbing Falster Sygehus troede ikke som sådan, at nogen blev slået ihjel, forklarer Kristian Corfixen. Det var et spørgsmål om uheld, tænkte man. Alligevel florede der en mistanke på sygehusets gange. Og det var ikke uden rod i virkeligheden. En statistikprofessor fremførte under retssagen en analyse af en toårig periode, hvor Christina Aistrup Hansen havde arbejdet i afdeling M130 på Nykøbing Falster Sygehus. På Christina Aistrup Hansens vagter døde der mere end dobbelt så mange patienter, lød den skræmmende konklusion.

”I afhøringsrapporterne har jeg kunnet læse, at der var sygeplejersker, som tilbage i 2012 havde en mistanke om Christina uden at sige det til politiet,” siger Kristian Corfixen. ”Og det er jo forfærdeligt at tænke på det lange spænd mellem 2012 og 2015.”

De sygeplejersker, som arbejdede med Christina, og som havde haft nogle mistanker, hvordan reagerede de, da de fandt ud af, at Christina faktisk var skyldig?

”I dag er der mange, der stadigvæk er hjemsøgt af den her sag. Det hjemsøger dem, når retten har fundet frem til, at hun gjorde dét, som de mistænkte hende for. Hvorfor fik de ikke reageret? Hvorfor der skulle gå lang tid? Det er der mange, der har det svært ved. Jeg har talt med mange sygeplejersker, som har grædt i telefonen, fordi det ubegribelige pludselig blev begribeligt. Og så ser de jo også på deres egen rolle i forløbet.”

Da sagen først begyndte at rulle, var kollegerne så hurtige til at acceptere, at det, de havde gået og lavet sjov med, viste sig at være sandt?

”Nej. Da politiet efterforskede sagen, hvilket de jo gjorde i et år, før den kom for byretten, herskede der to lejre på sygehuset: Dem, der troede, hun havde gjort det, og dem, der ikke troede på det. Og dem, der ikke troede, hun havde gjort det, kunne jo ikke lide at arbejde sammen med kronvidnet (Pernille Kurzmann Larsen, red.), for hvad nu hvis hun anmeldte dem for noget, de heller ikke havde gjort? Hun oplevede meget modstand fra kolleger, som blev bange og tænkte: ”Hvad nu hvis hun ser mig gå ned ad gangen med en sprøjte med noget i – anmelder hun så mig for noget?”

Det var virkelig hårdt for kronvidnet at mærke den her mistro. Der var ikke udbredt enighed, da sagen rullede. Der var de her to lejre i lang tid.”

Er de to lejre blevet til én lejr nu?

”I høj grad. Men der findes stadigvæk, får jeg at vide fra min kilder på sygehuset, ansatte, som mener, at sagen er for tynd.”

Skepsis og ingen rygende pistol

I byretten blev Christina Aistrup Hansen først dømt for tre drab og ét mordforsøg. De tre, der skete den skæbnesvangre nat mellem den 28. februar og den 1. marts i 2015, og det ene i 2012. Men i landsretten blev dommen omstødt til i stedet at være fire drabsforsøg. Der var simpelthen ikke beviser nok til at fastslå, at de tre dødsfald var en direkte årsag af Christina Aistrup Hansens overdoser. Med andre ord manglede sagen en rygende pistol, som Kristian Corfixen formulerer det. Og den manglende røg har næret skepsissen, hos ansatte på sygehuset og hos tilfældigt interesserede. ”Justitsmord,” hævder personer i Kristian Corfixens mailindbakke sågar. Og netop dét, denne vedvarende mistro til sagens forløb og konklusion, håber Corfixen på at kunne udviske med sin bog.

”Jeg har virkelig forsøgt at tage min opgave som journalist alvorligt og gennemgået alt det efterforskningsmateriale og retsdokumenter, jeg har haft tilgængelig, hvilket tæller over 3.000 sider. Jeg lægger åbent frem, hvad der er af beviser, og hvilke huller der er i efterforskningen,” siger han. ”Derfor kan vi måske også lægge alle de hjemmebryggede teorier, jeg hører, i graven.”

Men det er en sygeplejerske, der nu sidder fængslet. For at have forsøgt at slå sine patienter ihjel. Patienter, som på linje med alle os andre har ladet sig indlægge på et dansk sygehus i den bedste, mest indlysende tro. Et grundelement i vores tillidsfulde velfærdsfundament. Og de omstændigheder gør skepsissen, den grundlæggende lyst til at vende det blinde øje til sagen, forståelig, mener Kristian Corfixen.

”Når vi lukker vores øjne på sygehuset og lægger vores arm frem, så vi kan få vores medicin, stoler vi på, at det er folk, der vil os det bedste. Og det skal vi stadigvæk tro på,” siger Kristian Corfixen. ”Sagen her er enestående i dansk retshistorie. Og derfor kan jeg da godt forstå, at mange har mere lyst til at tro på, at der er tale om justitsmord.”