Som en grotesk lagkage af skind og knogler ligger omkring 50 døde galgoer oven på hinanden i en massegrav uden for byen Taracón, nogle hundrede kilometer fra Madrid i Spanien. Nogle af dem har skader, der tyder på, at de er blevet kastet derned i live. Galgoer er spanske mynder, der i stor stil bruges til harejagt i Spanien. Men når de ikke længere kan præstere som jagthunde, kasseres de ofte på bestialsk vis af jægerne, på spansk kaldet galgueros.
”Galgueros dræber deres hunde på mange forskellige måder. Nogle skyder dem, andre hænger, brænder eller stikker dem ihjel med knive. Jeg ved også, at nogle injicerer dem med flydende vaskemiddel i årene. Det er en smertefuld død,” fortæller Yeray Lopez Portillo.
Han har brugt de sidste fire år på at researche og producere dokumentaren ’Yo Galgo’, der handler om galgoernes vilkår i Spanien. Han er opvokset i Spanien, men bor nu i København med sin danske kone, deres datter og de to galgoer Bacalao og Tzatziki.
Den internationale dyrevelfærdsorganisation World Animal Protection har også en klar holdning til galgoernes vilkår i Spanien.
”Den mishandling, som finder sted i forbindelse med galgoer, er et eksempel på en praksis, som for længst burde være afskaffet. I ethvert progressivt og moderne land må det anses for åbenlys dyremishandling. Det er helt uacceptabelt” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Jagtsæsonen foregår fra oktober til februar i Spanien, og afslutningen betyder, at gaderne i visse områder i Spanien fyldes med hjemløse galgoer.
Internater oversvømmes
Der er ingen officielle tal over, hvor mange galgoer der hvert år dræbes eller blot efterlades.
”Jeg har oplevet internater, som har fået over 700 galgoer ind på en måned, og flere medier vurderer, at omkring 50.000 galgoer årligt må lade livet eller ender på et internat. Men der er store mørketal, for internaterne er ikke forpligtet til at opgive antallet af hunde til myndighederne, og myndighederne lægger ikke mange kræfter i at få det kortlagt” siger Yeray Lopez Portillo.
Tallet bestrides dog også af La Real Federación Española de Caza, som er det spanske jægerforbund. De vurderer, at kun 61 galgoer blev efterladt i 2017 og kender ikke til at jægere dræber deres hunde.
Josephine Hjeds Larsen fra Amager, som flere gange har været frivillig på spanske internater for galgoer, fortæller, at hun på internatet Benjamin Foundación Mehnert, som ligger uden for Sevilla i Spanien, har oplevet, at der var fyldt til den maksimale kapacitet med 600 galgoer.
I byen Taracón uden for Madrid fandt Yeray Lopez Portillo, sammen med en gruppe frivillige, en massegrav for galgoer.
”De fleste hunde reddes fra gaden af internaternes frivillige, men flere internater samarbejder også med jægerne og får dem til at overdrage hundene frivilligt i stedet for at efterlade dem i naturen. Man kunne konkludere, at internaterne dermed legitimerer jægernes opførsel, men faktum er, at de er fuldstændig ligeglade. Om de kan aflevere dem til et internat i stedet for at efterlade dem, har ingen indflydelse på deres fortsatte færden eller antallet af hunde, de avler. De er ligeglade med hundene i det øjeblik, de ikke længere er dygtige jagthunde. Derfor er det en fordel, at galgoerne bliver afleveret på internaterne, så de ikke skal kæmpe for deres overlevelse på gaden og risikere påkørsel,” mener Josephine Hjeds Larsen.
De naturligt slanke mynder er som regel skrumpet ind til en sørgelig bunke skind og ben efter mange uger eller måneder på gaden. Mange af dem er også blevet påkørt og må have amputeret et ben, når de kommer til internatet.
Galgueroen Antonio Peinado bor i Benicarlo, Valencia. Han bruger sine galgoer til jagt. Det har mændene i hans familie gjort i generationer.
”I 1940’erne begyndte min farfar at jage med galgoer. Det er en familietradition. Sådan er det for de fleste, som er jægere i dag. I efterkrigstiden handlede det om at få mad på bordet. Nu er det mest en sport, selvom vi også nogle gange spiser harerne” siger Antonio Peinado.
Han mener, at der er en hetz mod jægerne.
”Jeg oplever, at mange prøver at kriminalisere jægerne. De publicerer billeder, som er mange år gamle af døde galgoer for at holde liv i myten om, at vi mishandler hundene” siger Antonio Peinado.
Men han anerkender, at der stadig er problemer med, hvordan galgoer har det i Spanien.
”Der findes en mafia i Spanien, som stjæler jagthunde for at tjene penge. Hvis ikke de lever op til forventningerne, så efterlader de dem.”
Jagten – et spørgsmål om ære
Hurtigere end en tunet knallert løber 20 galgoer over en stubmark. Med over 70 kilometer i timen er de ofte hurtigere end den hare, de forsøger at fange mellem de golde strå. Den har ikke mange chancer. Men det gælder faktisk slet ikke om at fange haren.
”Jagt med galgoer handler om et komplekst pointsystem. Kloge galgoer, som har klaret flere jagtsæsoner, forstår at skære hjørner og følge færten. Men ifølge galgueros bør en god galgo følge harens præcise rute. Hvis den ’snyder’, er den en ’beskidt hund’ og skal kasseres,” fortæller dokumentaristen Yeray Lopez Portillo.
Drab på galgoer hænger sammen med jægerens ære. Har en hund vanæret dens jæger ved at forbryde sig mod jagtens regler, skal den også lide en vanærende død, mener nogle. De galgoer, der har klaret sig godt, men blot er blevet slidt op og er ude af stand til at løbe længere på grund af skader, får lov at nøjes med at blive efterladt. Men det er ikke let at efterlade en galgo. Deres ejere bliver nødt til at køre dem langt væk fra hjemmet, da galgoer er så loyale, at de løber over store afstande for at nå hjem til deres jæger.
I danske vejsider er det almindeligt at se harer, der har måttet lade livet. I Spanien er det ikke ualmindeligt at se døde galgoer i vejrabatten, når jagtsæsonen er slut.
Der findes over 500 jagtklubber i Spanien, og cirka 200.000 officielt registrede galgueros, som hver især har mellem 10 og 20 galgoer. For de fleste handler det om at opdrætte de bedste jagtgalgoer, som kan stille op i det nationale mesterskab for galgoer. Det handler ikke om penge, men om ære. Det koster 1.800 euro at opstille en hund i mesterskabet. Så der er meget på spil. Hundene skal testes inden, og det bliver de fra en tidlig alder.
La Raza
Allerede efter 4 dage vurderer nogle deres galguero, om de kan blive gode jagthunde. Har de ’la raza’? ’La raza’ er det spanske udtryk for, om hvalpen har de rigtige karaktertræk. Reagerer den ivrigt på legetøjsharen?
Er den mere dominerende end de andre hvalpe? Kommer den til at løbe efter haren, selvom den er træt, dens skulder er vredet af led, eller dens hjerte er ved at sætte ud?
”Mange galgohvalpe dræbes allerede, når de er 4 dage gamle. Oftest hannerne. Hunnerne er som regel dem, der har ’la raza’. Galgueros har den overbevisning, at ’la raza’ nedarves fra moderen til hunhvalpene,” siger Yeray Lopez Portillo.
For Antonio Peinado er der ikke tvivl om, at galgoer er født til at jage. ’La raza’ ligger i deres blod. De er ikke kæledyr.
”Galgoer skal du ikke have i en lejlighed i byen. De har en helt speciel karakter og et stærkt jagtinstinkt. Det skal man respektere” siger Antonio Peinado.
Kulturel praksis
I mange landområder i Spanien udgør jagten med galgoer en stærk kultur og et fællesskab, hvor jægerne opnår status, hvis deres galgo klarer sig godt. Det er en sport, som forener og begejstrer mange spaniere på samme måde som tyrefægtning.
Selv kongen i Spanien er kendt for at jage med galgoer. Derfor har regulering af jagt med galgoer ikke tidligere været en vindersag for spanske politikere. Partiet PACMA har dog, som et af de eneste partier, offentligt kritiseret behandlingen af galgoer. Men der er håb forude, vurderer World Animal Protection Danmark.
”Selvom det har vist sig svært at påvirke myndighederne i Spanien, så ser vi nogle spæde tiltag i den rigtige retning. Udfordringen er selvfølgelig, at det typisk tager længere tid at trænge igennem med vores budskaber, når dyremishandlingen er en del af en accepteret, kulturel praksis,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Lynhurtige sofakartofler
På trods af deres evne til at løbe 70 km/t oplever Yeray Loez Portillo, som ejer af to galgoer, at de hellere end gerne krøller deres lange tynde ben og blyantsnuder sammen til små kugler på en sofa, størstedelen af døgnets timer.
Galgoer ynder at sove i op til 16 timer i døgnet. Bacalao og Tzatziki er ingen undtagelse.
”Jeg kan bedst beskrive galgoer som en form for katte-hunde. Som så mange andre hunde har de et behov for at løbe, men bagefter vil de ligge blødt og tæt på deres mennesker. Hvis det regner, vil de helst blive indenfor.”
Derfor er der efterhånden også flere, som adopterer galgoer for at holde dem som kæledyr. Men deres særlige historie og udseende betyder, at mange stadig har svært ved at se dem som en familiehund.
Adlens pryd
I både Rusland, Indien og Spanien har overklassen siden 1500-tallet holdt mynder, som er i familie med galgoen. Med et kobbel af de langhårede russiske mynder, kaldet borzois, red zarerne ud over stepperne for at jage ulve. Hundene var trænet til at fange ulven, men ikke dræbe den. Den ære blev overladt til zaren, som skar ulvens hals over med en kniv. De majæstetiske hunde var zar-vældets statussymboler, og da regimet faldt i 1917, blev størstedelen af dem dræbt.
De har været en pryd for deres ejere med deres yndefulde udseende, ydmyge sind og stærke jagtinstinkt.
Efter 2. verdenskrig ændrede galgoens rolle sig først til et instrument, der skulle skaffe mad på bordet og sidenhen en fritidsinteresse for mange spanske landsbyboere. Men en galgo er kun nobel, hvis den lever op til jægerens kodeks. Nu er de overskudshunde, som kun få har lyst til at tage sig af.
Se traileren til Yeray Lopez Portillos dokumentar her:
