Han vil iklæde sig en rumdragt og en hjelm, der ligner noget fra Daft Punk, og så vil han springe ud fra en raket i 100 kilometers højde, falde gennem jordens atmosfære som en ildkugle og lande sikkert på benene med sin faldskærm.
Hvis alt går som planlagt, vel at mærke.
Da Sam Cossman første gang fortæller mig om springet, et spring, der vil blive alle springs moder, sker det på Kennedy Space Center i Florida – hovedkvarteret for den amerikanske rumfartsorganisation, NASA.
Den 37-årige amerikaner er i jakke, T-shirt og jeans, og han er inviteret til at fortælle om sine ekspeditioner, fordi han i disse rumfartskredse er ved at få status som en anerkendt opdagelsesrejsende, der – på linje med NASA’s astronauter – sætter livet på spil i et forsøg på at udvide menneskehedens grænser.
Hvor astronauter rejser ud, er Sam Cossman foreløbig mest kendt for at rejse den modsatte vej. Han er et af de mennesker i verden, der har været tættest på jordens indre. For et par år siden kravlede han ned i en aktiv vulkan med lavaen buldrende og kogende lige under sine fødder, og da han kom op igen – uskadt, men med en hel del sved på panden – og lagde en video fra mødet med lavasuppen på YouTube, blev den i løbet af det første døgn set af over to millioner mennesker.
Den dag jeg og en gruppe andre gæster på rumcentret møder Sam Cossman, forelæser han om sin vulkanekspedition og om dens betydning for millioner af mennesker verden over, og på anmodning fra NASA viser han mod slutningen af sit indlæg en ny video, som endnu ikke er blevet offentliggjort. Hvornår den kommer ud, kan han endnu ikke sige, og vi må love ham ikke at tage fotos af den eller referere indholdet.
Men da jeg senere – under aftenens gallamiddag – igen støder ind i Sam Cossman og nyder en drink sammen med ham, går han med til at give et interview til Euroman og lover, at vi kan tales ved over telefonen i nær fremtid, når han er klar til at fortælle mere om sit projekt. Et projekt, der skal bringe ham fra jordens indre og ud på en rumrejse, som verden aldrig har set magen til.
Videoen efterlader alle os, der så den, måbende og euforiske, men også lidt vantro. Kan hans plan virkelig lade sig gøre? Vil denne åbenlyst velbegavede, nydelige og helt igennem høflige mand virkelig sætte alt på spil for et spring, hvor tusind ting kan gå galt, og hvor risikoen for at brænde op på vejen fra rummet og ind i jordens atmosfære forekommer som en ganske sandsynlig udgang på det hele? Og hvorfor dog overhovedet gøre det?
Et par uger senere er han i røret.
”Det er Sam. Er du stadig interesseret i at tale om ’Quantum Leap’?”
Den 21. juli 1969 satte astronauterne Neil Armstrong og Buzz Aldrin fra Apollo 11-missionen som de første mennesker fod på månen. Det skete med Armstrongs berømte ord ”et lille skridt for et menneske, et kæmpe spring for menneskeheden”.
Mellem 1969 og 1972 gik i alt 12 amerikanske astronauter på månen, hvorefter Apollo-programmet lukkede ned, og siden har ingen mennesker været deroppe. Fire af de 12 lever stadig. En af dem er Charles M. Duke.
”Jeg synes, det er på tide, at vi kommer tilbage. Lad os bygge en rumstation på månen, som kan fungere som en god træningsstation, inden vi rejser videre til Mars,” siger den i dag 83-årige astronaut, som Euroman møder på Kennedy Space Center.
Charles M. Duke får efter al sandsynlighed sit ønske opfyldt, for et nyt rumkapløb er allerede i fuld gang. Fløjten lød for alvor, da den amerikanske vicepræsident Mike Pence som formand for det nationale rumfartsråd i oktober 2017 anbefalede, at USA igen skal sende folk til månen.
Under den forrige præsident, Barack Obama, var målet alene at bygge en ny rumstation og sende den i kredsløb om månen, og Obama valgte i øvrigt tidligt i sin embedsperiode at skrinlægge sin forgænger George W. Bush’s plan om at sende bemandede rumskibe helt til Mars. Ikke siden præsident John F. Kennedy – manden, der i begyndelsen af 1960’erne om nogen antændte månefeberen – har demokratiske præsidenter været specielt ivrige efter nye rum-eventyr.
Det ligger mere til republikanerne. Så med Donald Trump og Mike Pence i Det Hvide Hus er det igen blevet gyldne tider for NASA. Trump-administrationen har genoplivet Mars-missionen med brask og bram, og så sent som i marts i år pålagde den sin rumfartsorganisation, at amerikanske astronauter som et led i Mars-programmet skal sætte fod på månen senest i 2024 – mere end fem år tidligere end hidtil skemalagt.
Målet er at udforske kratere på månens sydlige pol, hvor forskere mener, at der er forekomster af is. Hvis det kan bekræftes, og hvis astronauterne ud af vandmolekylerne kan isolere hydrogen og oxygen, har de skabt en lokal forsyning af elementer til brændstof, der om nogle år kan bringe et fartøj tilbage til jorden – eller videre mod Mars.
Kritikere hævder, at Trump-administrationens hastværk alene skyldes det sammentræf, at en potentiel anden embedsperiode for Donald Trump vil synge på allersidste vers i netop 2024, og at en fuldtonet narcissist som ham vil betragte en månelanding som en passende afskedssalut. Men amerikanerne skal skynde sig – også af andre hensyn end præsidentens selv-følelse. De er nemlig ikke alene.
Den 3. januar i år landede kineserne et rumskib, ’Chang’e’, på månens bagside. Ingen mennesker eller menneskeskabte fartøjer har været i det område før. Kinas rumskib var ubemandet, og det vil også være tilfældet ved deres næste mission, der skal foregå omkring årsskiftet. Målet er at bringe flere kilo månesten tilbage til jorden til videnskabelige analyser.
Israel forsøgte i april i år at blive den fjerde nation (efter USA, Sovjetunionen og Kina) til at lande på månen, og det lykkedes på sin vis også, men rumsonden ’Beresheet’ styrtede og blev smadret mod månens overflade, da motoren gik ud blot 20 minutter før landing. Den israelske mission var resultatet af et nationalt og privat samarbejde, og det nød stor bevågenhed, fordi der var tale om det hidtil billigste fartøj, der var sendt til månen.
Hele programmets pris beløb sig til 100 millioner kroner, som var sponsoreret af blandt andre milliardæren Morris Kahn, hvilket er peanuts i forhold til tidligere måneprogrammer. Rumsonden skulle have målt månens magnetiske felter og samtidig efterlade en kapsel med en jødisk bibel og et foto af den israelske astronaut Ilan Roman, der omkom i rumfærgen Columbias eksplosive forlis i 2003.
”Første gang lykkedes det ikke, men vi vil forsøge igen. Vi nåede til Månen, men næste gang vil vi lande mere ubesværet,” lød det ærgerligt, men optimistisk fra Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
Også Indien er med i ræset og planlægger i skrivende stund at affyre sin ubemandede Chandrayaan-raket allerede denne sommer.
Men konkurrencen handler ikke kun om at nå månen eller Mars. Adskillige private selskaber verden over stræber efter at blive de første, der kan sende turister på suborbitale rejser, det vil sige flyrejser, hvor fartøjet lige netop krydser grænsen til rummet og i nogle få minutter svæver i vægtløs tilstand. Grænsen er defineret til at være i 100 kilometers højde og kaldes for ’Karman-linjen’.
Flere af de private aktører har i 2018 haft vellykkede testflyvninger, nogle bemandede, der krydsede grænsen, og blandt dem finder man blandt andre den britiske rigmand Richard Branson og hans selskab SpaceShipTwo. Han har oplyst, at de allerede i løbet af i år vil gennemføre en testflyvning med op til seks passagerer – herunder formentlig ham selv – og at egentlige charterrejser i rummet vil finde sted fra 2020. Et par hundrede kunder skulle allerede have købt billet, og en pris på tre millioner kroner for en billet har øjensynligt ikke virket afskrækkende.
Også NASA vil ind på markedet for suborbitale rejser og har i maj 2019 indgået aftaler med fire amerikanske selskaber, der skal levere flyene – blandt andre Amazon-ejer Jeff Bezos Blue Origin. De vil samtidig tilbyde overnatninger på den internationale rumstation. Pris: 200.000 kroner per nat.
Kapløbet er dybest funderet i menneskets evige ønske om at erobre nyt territorium, og kan der undervejs findes videnskabelige svar på store gåder og tjenes penge, vil det ikke gøre nogen skade. Det handler om at finansiere nye missioner, at åbne rummet for business og gøre det tilgængeligt for mennesket på et hidtil uset hverdagsplan – og det er her, Sam Cossman kommer ind i billedet.
Hans stemme i røret er lige så insisterende, som da jeg talte med ham på Kennedy Space Center i Florida nogle uger i forvejen. Men Sam Cossman er omhyggelig med at levere sine sindsoprivende detaljer med nødvendige forbehold, og han minder igen og igen om, at hans projekt – hans Quantum Leap – kun kan lykkes, fordi han har samlet et team af eksperter fra mange forskellige felter omkring sig.
Det er i sig selv en pointe i alle de projekter, han har været involveret i, at samarbejde mellem faggrupper er nøglen til at udvikle nye teknologier og redskaber og til at nå frem til nye erkendelser. Han er nærmest beskeden om sin egen rolle, og det stritter imod den kendsgerning, at han om cirka tre år vil foretage det vildeste solospring i verdenshistorien.
Forinden er der dog adskillige ting, der skal testes og udvikles, og Sam Cossman selv skal gennemgå en intensiv træning på astronaut-lignende vilkår, for som den business-uddannede og nu tidligere iværksætter fra Californiens Silicon Valley erkender:
”Civile springer normalt ikke ud fra rumskibe.”
I løbet af de tre år vil der formentlig være behov for tre-fire testaffyringer af det fartøj, som skal bringe ham op til Karman-linjen i 100 kilometers højde. Mindst én gang vil en dummy, der skal forestille et menneske, blive frigjort fra fartøjet, så testholdet på jorden kan måle blandt andet trykpåvirkninger under faldet, og mindst én gang skal en testpilot selv komme ud af fartøjet og foretage et spring – dog fra en lavere højde. Testpiloten vil sandsynligvis blive Sam Cossman selv, hvis han til den tid har fået tilstrækkelig træning.
”Men ellers står flere astronauter og piloter, vi har tilknyttet vores team, klar til at tage pladsen.”
Sam Cossman kan endnu ikke oplyse, hvilket selskab der skal levere fartøjet, men flere leverandører er allerede i dag i stand til at imødekomme teamets krav, så det udgør ikke et problem. Mere vanskeligt bliver det at udvikle rumdragten og det skjold, som skal bære Sam Cossman fra fartøjet og ned gennem den brændende overgang til jordens atmosfære.
Dragten og skjoldet skal først og fremmest være ekstremt varmesikrede, og alle tilgængelige materialer, som blandt andet er brugt til de amerikanske rumfærger, har ikke tidligere været brugt i en struktur som fx et skjold, men arbejdet er i gang. Skjoldet skal samtidig være så stabilt, at det kan gennemtrænge atmosfæren i den helt rette vinkel.
Derfor vil det muligvis blive styrbart, men det kan vise sig så teknologisk og aerodynamisk kompliceret, at det vil forsinke eller helt umuliggøre projektet, så indtil videre er det meningen, at skjoldet vil blive bygget til at falde med hypersonisk fart direkte gennem atmosfæren – med Sam Cossman liggende oven på.
”Nærmest som en meteor. Det bliver en ballistisk entré,” som han udtrykker det.
Derefter venter en ny udfordring: Hvordan ruller han sikkert af skjoldet, når han er trængt ind i atmosfæren og begynder sit frie fald mod jorden? Det vil kræve utallige analyser og øvelser, før hans team har regnet den ud, og en erfaren astronaut eller jagerpilot ville hurtigere kunne træne sig op til opgaven. Men for Sam Cossman er der en væsentlig pointe i, at det er ham selv, der springer:
”Der er et element af outreach i mit projekt. Jeg vil inspirere generationer til at tro på, at alt er muligt, hvis de sætter sig et mål for øje. Jeg vil vise, at vi ved at dele viden med hinanden med et fælles mål om at løse globale problemer og gennem samarbejde mellem forskellige faggrupper, er i stand til at gøre alt, vi sætter os for. Det kræver ikke, at du har et dusin af ph.d.-titler. Du behøver ofte blot en ph.d. i nysgerrighed.”
Det lyder næsten lidt naivt. Undskyld, Sam. Men der er intet naivt i baggrunden for hans projekt, og det er langt fra naive mennesker, han har samlet i sit team. Det er tidligere astronauter. Det er professorer i fysik og matematik. Det er eksperter i brandsikkerhed, flykonstruktioner og databehandling. Det er kort sagt de bedste af de bedste. Og NASA blåstempler projektet, når de inviterer ham ind på sit rumcenter.
Det, Sam Cossman og hans team vil gennemføre, er i virkeligheden en præventiv sikkerhedsøvelse, inden verden går amok i rumturisme. De vil levere en avanceret redningsvest for de uheldige, der vil befinde sig i et fly, der pludselig måtte sætte ud med motorstop i 100 kilometers højde.
Kapløbet mod månen
- Sputnik
Efter et hav af mislykkede forsøg sender Sovjetunionen i oktober 1957 satellitten Sputnik 1 i kredsløb – til deres egen store overraskelse.
- Laika
Et par måneder senere er hunden Laika ombord i Sputnik 2 og bliver det første levende væsen i kredsløb. Hunden dør efter få timer, hvilket blev hemmeligholdt i årevis.
- Luna
I 1959 er Sovjetunionen, til amerikanernes store frustration, stadig i førertrøjen, og deres Luna-sonde tager billeder fra månens bagside.
- Katastrofen
I 1960 oplever Sovjet et alvorligt tilbageslag, da en raket eksploderer på startrampen og slår 120 mennesker, heraf flere specialister, ihjel.
- Ham
Amerikanerne slår til og sender i januar 1961 en Mercuryraket i kredsløb med aben Ham ombord. Den klarede sig så godt, at man nu for alvor troede på, at mennesker kunne sendes ud i rummet.
- Gargarin
Sovjet kommer sig hurtigere end ventet, og i april 1961 bliver Jurij Gargarin første menneske i rummet – ombord i et fartøj kaldet Vostok.
- Kennedy
I 1962 giver den unge amerikanske præsident John F. Kennedy milliarder af dollar til Apollo-programmet, og i en nu berømt tale sætter han et mål om at sende en amerikaner til månen og tilbage i sikker tilstand inden årtiets udløb.
- Rumvandring
I 1965 går russiske Aleksej Leonov som den første en tur i rummet.
- Ørnen er landet
NASA indfrier den i mellemtiden afdøde Kennedys løfte. Den 20. juli 1969 sent om aftenen lander Apollo 11 på månen. Seks timer senere, altså tidligt om morgenen den 21. juli 1969, sætter Neil Armstrong som det første menneske fod på månen.
Gennem menneskets historie har alle nye transportformer i begyndelsen kostet liv, indtil vi fandt ud af at sikre os bedre mod fatale ulykker. Det var sådan, vi kom på den glimrende idé at have sikkerhedsseler og airbags i bilen, for eksempel. Hvad enten mennesket har transporteret sig til søs, i luften eller på jorden, har døden været med som passager, og det er den også i rummet.
”Vi har set vidunderlige succeser i rumfartens unge historie, men vi har også oplevet forfærdelige tragedier,” siger Sam Cossman med henvisning til især de amerikanske rumfærger Challenger, der eksploderede kort efter lift-off fra affyringsrampen lige ved siden af Kennedy Space Center i 1986 og Columbia, der i 1993 blev pulveriseret ved gennemtrængningen til jordens atmosfære på sin retur efter to uger i rummet. 14 astronauter omkom ved de to ulykker.
”I løbet af nogle få år vil tusindvis af mennesker rejse i rummet. Det er en ufattelig spændende tid, vi lever i, og vi vil se udviklingen af nye teknologier og infrastrukturer, som vil forbedre livet på jorden. Inden alt for længe vil suborbitale rejser også være mulige for rutefly, og du vil kunne flyve fra San Francisco til Tokyo på 28 minutter. I dag tager det elleve timer. Det vil være en revolutionerende ændring. Mennesket vil snyde tiden. Rumrejser vil blive nedgraderet til blot at være en rejse, og vi vil alle blive astronauter.
Men tror vi, at det vil ske uden uheld? Vores projekt er fokuseret på udvikle og teste teknologier, der kan redde liv. Der eksisterer pt ingen mulighed for en sikker tilbagevenden til jorden i tilfælde af et worst case scenario, og det er, hvad vores projekt handler om. Vi vil levere livreddende løsninger på en udfordring, som ellers potentielt kan ende som en tragedie,” forklarer Sam Cossman i telefonen.
I begyndelsen af maj i år indkaldte Amazons Jeff Bezos til et storslået pressemøde af den slags, vi er blevet vant til at se, når store techfirmaer præsenterer en ny smartphone, en ny fladskærm eller andre nye dimser. Denne gang var dimsen dog en lidt større én af slagsen. Jeff Bezos viste for første gang sit nye månefartøj frem for verden, og når man lyttede til hans salgstale, begyndte man så småt at ane rækkevidden af de svimlende perspektiver, menneskeheden kan stå over for.
Rumkapløbet mellem Bezos, Branson, Teslas Elon Musk, der står bag firmaet SpaceX, og andre pengestærke aktører i rumfarten handler nemlig ikke kun om at nå frem til suborbitale højder, månen og Mars. Deres ambitioner går meget længere – helt ud i det, der umiddelbart kan lyde som overdrevet.
I første omgang forsøger Jeff Bezos at sælge sit månefartøj til NASA, og det kan meget vel lykkes. Som følge af Trump-administrationens beslutning om at rykke datoen for næste månelanding frem til 2024, er NASA’s egen udvikling af et landingsfartøj kommet i tidsnød, og det kan blive nødvendigt i stedet at bede en privat leverandør om at træde til. Bezos’ firma, Blue Origin, er en oplagt mulighed.
”Vi kan hjælpe NASA med at nå tidsfristen,” sagde Jeff Bezos på pressemødet, men han understregede, at det blot vil være første stop på en længere rejse: ”Vi vil bygge en vej til rummet, og fantastiske ting vil ske.”
Hans vision for fremtiden er denne: Vi skal alle flytte ud i parcelhuskvarter-lignende, frit svævende kolonier i rummet med plads til milliarder af mennesker. Kolonierne vil rotere for at skabe en tyngdekraft, som mennesket kan trives i, og omgivelserne inde i dem vil være så idylliske som at bo på landet mellem græssende køer og bølgende marker. Det bliver ikke vores generation, der vil bygge dem, påpegede verdens rigeste mand, men kommende generationer, og det er ikke et spørgsmål, om det vil ske, men kun hvornår:
”Vi vil løbe tør for energiressourcer på jorden. Det er ren matematik,” sagde han.
Til den tid vil rovdriften på energi have nået et punkt, hvor menneskeheden må rationere ressourcerne, hvilket vil betyde et endegyldigt farvel til en levestandard, som vi i dag tager for givet. I solsystemet er pladsen og ressourcerne derimod uendelige.
”Ønsker vi stilstand og rationeringer? Eller ønsker vi dynamik og vækst? Det er et let valg. Vi ved, hvad vi vil have. Vi skal bare se at komme i gang,” sagde Jeff Bezos.
Også Elon Musk fantaserer om kolonier i rummet. Han forestiller sig dem opført på Mars, men den idé er Jeff Bezos ikke fan af, for afstanden fra jorden vil være unødvendigt lang, og der vil ikke være plads nok til så mange mennesker.
Efter at have præsenteret sin månelander og have fremlagt sin forbløffende fremtidsvision, opfordrede Bezos verdens børn til at interessere sig mere for rummet og til at vælge videnskabelige studier, når de en dag skal uddanne sig. Han viste et foto fra Amazon-kontorets allerførste dage i 1995, hvor Bezos ene mand forsøgte at sælge nogle bøger online, og sagde så, inden han forlod scenen:
”Store ting begynder i det små.”
Da Sam Cossman var lille, fortalte hans far ham om, hvordan han sad klistret til skærmen, da Neil Armstrong trådte ned fra stigen og placerede sin fod på månen i juli 1969.
I de senere år er det ham selv, der har oplevet at blive indfanget af rummets uendelige størrelse og rumfartens muligheder. Han har slugt alt litteratur om rumturisme, og da han kom tilbage fra sin vulkanekspedition og mødtes med direktører for National Geographic, der nysgerrigt spurgte ham om hans vildeste idéer for en kommende ekspedition, var det springet, alle springs moder, der først dukkede op i Cossmans tanker.
Og så sagde han det højt. Inden da havde det kun været en luftig idé. Nu begyndte det at blive mere end det, og da han fra flere eksperter fik bekræftet, at springet i teorien burde kunne lade sig gøre, opgraderede han det til et reelt projekt.
Men spørgsmålet trænger sig på: Skal vi tage Sam Cossman alvorligt?
Han er en mand, der lægger sig i slipstrømmen af et rumkapløb, der lige nu synes drevet af en selvoptaget præsident og konkurrerende regeringer, af rigmænd med noget, der til forveksling ligner galopperende storhedsvanvid, og af andre stærke, forretningsdrevne spillere.
Er Sam Cossman i virkeligheden blot en adrenalinsøgende junkie som så mange andre af vor tids unge mænd? Er han en af dem, der lige så godt kunne ligge i kø på et plateau højt oppe på Mount Everest og vente på enten at komme helt op på verdens tag eller dø i forsøget – uden noget andet formål end at tilfredsstille sit eget ego?
Jeg tænker over det efter vores møde i Florida og læser op på hans historie. Han er født i sydstaterne og uddannet fra University of Georgia. Han kommer fra en middelklassefamilie – hans far drev en boghandel inden sin pension, hans mor er klinisk sygeplejer – og han har arbejdet for flere start-ups i Silicon Valley. Men Sam Cossman har aldrig været med i en exit og scoret kassen. Tværtimod gik han neden om og hjem med sin egen første virksomhed.
En artikel i det amerikanske tech-magasin Wired beskriver, at han i de seneste 10 år har haft råd til at bo i en treværelses penthouselejlighed i et godt kvarter i San Francisco med udsigt ud over The Bay, men huslejen er blevet delt med en kæreste og skiftende roommates. Ikke desto mindre kan han også betale for en garage, hvor han parkerer sin Ducati-motorcykel.
Han siger selv, at han ikke mangler noget, men at han ikke er rig og, i modsætning til forbilleder som Elon Musk og Richard Branson, er nødt til at rejse ekstern finansiering af sine projekter.
Men der er også en idealistisk opdagelsesrejsende i ham. Han oprettede efter jordskælvet i 2010 en skole i Haiti og er stadig med til at finansiere den. Erfaringerne herfra fik ham til at stifte firmaet Qwake, der gik konkurs, men som havde til mål at arrangerede individuelle opdagelsesrejser for kunder, som ønskede at lære mere om vores planet og at se steder, som få kommer. Det var også sådan, at Cossmans vulkanekspedition begyndte.
I 2014 rejste han til øen Vanuatu i Stillehavet for at opleve en af verdens syv åbne lavasøer i Marum-krateret. Han kravlede ned i den iført en særlig beskyttelsesdragt, og med sit GoPro-kamera optog han en video, der foreløbig har fået 4,8 millioner visninger. I 2015 gentog han ekspeditionen, men denne gang med følgeskab af professionelle fotografer og videnskabsfolk.
Han begyndte at fornemme, at han var på sporet af noget, der var større end bare hans egen oplevelsestrang. Han mærkede et formål og begyndte at forstå forskellen mellem et personligt eventyr og en ekspedition. Den video, han nu fik produceret, vakte opmærksomhed i videnskabskredse, og efter en invitation fra myndighederne i Nicaragua samlede han et team af eksperter til en større undersøgelse af en vulkan i det mellemamerikanske land. Ekspeditionen førte til en række markante opdagelser, som har givet videnskaben ny forståelse af vulkansk aktivitet.
Teamets big data-analyse skabte et koncept for et banebrydende varslingssystem, der tidligere end før kan spore, om en vulkan er på vej i udbrud. Systemet kan øge sikkerheden for millioner af mennesker, der bor i områder tæt på slumrende vulkaner. Senere samlede han et nyt team, der ved hjælp af AR – Augmenteret Reality – skabte en ny teknologi, der kombinerer computergrafik med et thermisk kamera, og som gør brandmænd i stand til at se gennem tyk røg og total mørke. En opfindelse, som nu er er sat i produktion med det formål at hjælpe brandmænd med at redde liv.
På sin hjemmeside skriver Sam Cossman, at han med sit nye firma, Qwake Tech, vil ”redefinere kunsten at opdage gennem teknologi og innovation” og altid med den drivkraft, at det skal gøre verden til et bedre sted. Han skriver, at han er ”den digitale æras Indiana Jones”.
Hans resultater taler for sig selv. Men derfra og så til ’Quantum Leap’ – springet fra rummet – er der et stykke vej, og er hans drivkraft efter at skabe forandring virkelig så stærk, at han er villig til at risikere sit liv for det?
I telefonen forsøger Sam Cossman at give et svar, og han har brug for at gøre det langt:
”Der er mange problemer i verden, som vi bør løse. Det er op til os selv hver især at gøre vores for at efterlade verden en lille smule bedre, end den, vi har overtaget, men det behøver naturligvis ikke ske ved at springe ud i rummet i 100 kilometers højde. Men det er den måde, jeg har valgt. Mit liv er kort, og jeg ønsker, at det skal tælle. Jeg vil gerne bidrage til at accelerere hastigheden, hvormed vi udvikler løsninger på de udfordringer, der venter os, når vi i stigende grad får adgang til rummet.”
Er du ikke bange?
”Alle er vel bange for et eller andet. Min største frygt er, at jeg ikke kan leve op til mit ultimative potentiale. Det handler om at overvinde sin frygt. Jeg forsøger at blive skræmt en lille smule hver eneste dag. Det er en effektiv måde til at skubbe mine mentale grænser. Det vigtige er så at søge assistance fra eksperter, der kan hjælpe dig til at identificere de konkrete farer en for en og finde løsninger, der kan eliminere dem eller i hvert fald mindske dem til et acceptabelt niveau.”
Det var samme ræsonnement, der fik Sam Cossman til at kravle ned til lavasøen på Vanuatu, hvor temperaturen nåede op over 500 grader.
”Da jeg gik ind i vulkanen, var jeg bange, men bevidstheden om, at vi havde forberedt os grundigt, og at jeg gjorde noget, der var større end mig selv, og som havde potentialet til at forbedre livskvaliteten for så mange mennesker, fik mig forbi den grænse.”
Men alligevel – at springe fra 100 kilometer lyder væsentligt mere risikabelt?
”Hvis mit spring kan få samme betydning for kommende generationer af rumturister, forbedre livskvaliteten og måske endda redde liv, er det risikoen værd. Jeg er ingen adrenalinjunkie. Jeg er ingen stuntman. Jeg gør det ikke for at få millioner af følgere på YouTube. Jeg løber kun så store risici, som der er indbygget i mit projekt, fordi det samtidig indeholder muligheden for at skabe noget med global gennemslagskraft. Ellers ville det ikke være risikoen værd.”
Held og lykke, Sam. Du fortjener det, og du får sikkert også brug for det, når du springer ud fra din raket og falder ned fra rummet på dit skjold. Jeg vil sidde klistret til skærmen, når du gør det, og jeg vil have hjertet helt oppe i halsen.
Euroman var inviteret til Kennedy Space Center af Omega.
