Paul Holes var ved at løbe tør for tid og idéer. I foråret 2017 havde chefen for retslaboratoriet i Contra Costa County Sheriff’s Department i Californien i snart et kvart århundrede jagtet den såkaldte Golden State Killer: USA’s mest berygtede serieforbryder, der fra midten af 1970’erne og et årti frem mentes at have stået bag mindst 13 drab, 50 voldtægter og over 130 indbrud i delstaten.

Men nu kunne Paul Holes se frem til gulduret, golfkøllerne og gavekortet til fitnesscentret, når han næste gang fyldte 50. På sin runde fødselsdag ville han blive sendt på pension. Sådan var politiets regler dengang.

Flere gange gennem årene havde Paul Holes ellers troet, at han havde ham, at det kun var et spørgsmål om tid, inden Golden State Killer kunne anholdes. 

Gerningsmandens genetiske dna-profil og modus operandi var kendt. Han havde været gespenstet i soveværelset, den maskerede mand der i ly af natten brød ind i ofrenes huse og voldtog unge kvinder og efterfølgende, i flere tilfælde, dræbte dem og deres kærester eller ægtefæller. 

”Du vil være tavs for altid, og jeg forsvinder i mørket,” lød slutreplikken, da han forlod et af gerningsstederne. 

Alligevel havde Paul Holes stadig ingen anelse om, hvem Golden State Killer var. Eller om gerningsmanden for den sags skyld stadig var i live. I 1986 var han pludselig stoppet efter voldtægten og drabet på den 18-årige Janelle Cruz. Hun var blevet voldtaget og derefter tævet ihjel med en skruenøgle. Slagene var så voldsomme, at flere af hendes tænder blev fundet i håret.

Men selvom gerningsmandens dna-profil ikke fandtes i nogle af politiets registre, var Paul Holes overbevist om, at svaret på hans identitet netop skulle findes i generne. 

Det var sket før, bare ikke i en drabssag. 

Paul Holes kendte til to sager, hvor slægtsforskere havde hjulpet politiet med at finde frem til personer ved hjælp af deres dna. I det ene tilfælde huskede en mand efter en ulykke ikke, hvem han var, indtil slægtsforskerne ved hjælp af hans dna-profil, et kommercielt register med profiler og ’gammeldags’ almindelige papirspor regnede ud, hvem manden var i familie med og – i sidste ende måtte være. På trods af, at han altså ikke stod i nogle registre med dna-profiler. 

’Hvad nu hvis jeg gjorde det samme?’ tænkte Paul Holes. 

Han oprettede sig derfor som bruger på hjemmesiden gedmatch.com, der var en slags genetisk Wikipedia, hvor alle kan uploade deres profiler fra forskellige testfirmaer. I stedet uploadede han nu bare gerningsmandens dna-profil.

Der var ganske vist kun en række matches eller personer, som Golden State Killer delte gener med. Og de måtte ligge langt ud i familien. 

Men det var nok til at kunne gå i gang med at opbygge et stamtræ ud fra en tipoldefar fra begyndelsen af 1800-tallet. Ttil sidst lykkedes det Paul Holes at finde frem til ni nulevende mænd. Alle havde de boet i Californien i den periode, hvor Golden State Killer havde huseret. 

Næste opgave var at udelukke de ni mænd en efter en ud fra deres højde, alder og hudfarve. Det indsnævrede feltet til seks. Og da gerningsmanden havde haft blå øjne, stod Paul Holes tilbage med én: Den 72-årige Joseph James DeAngelo, en pensioneret politibetjent, der boede i et parcelhus i en forstad til Sacramento. En sur, gammel mand, som naboerne senere skulle beskrive ham.

For at være helt sikker var det nødvendigt at skaffe en dna-prøve fra Joseph James DeAngelo. Hver uge stillede han på faste dage sit affald ud på fortovet til afhentning, og efter aftale med renovationsfirmaet i området tog politiet en dag hen til Joseph James DeAngelos adresse og konfiskerede affaldet. 

På et papirlommetørklæde fandt de dna, som var et 100 procent match med Golden State Killer.

”Vi fandt nålen i høstakken,” fortalte statsanklager Anne Marie Schubert på et pressemøde efter anholdelsen af Joseph James DeAngelo den 24. april 2018.

”Den var lige her i Sacramento.”

Martin Wittrup Enggaard husker, hvordan han på sit kontor i Efterforsknings- og Anklagerhuset i Københavns Sydhavn læste om anholdelsen. Det var breaking news, og efterforskeren og konsulenten på drabsområdet i Københavns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet tænkte: ”Det er genialt.”

”Ofte hører offentligheden ikke om kriminaltekniske fremskridt, fordi de kan være svært at forstå og kommunikere ud til omverdenen,” siger Martin Wittrup Enggaard og tilføjer:

”Men den amerikanske sag var nem at kommunikere og forstå.”

Den lyshårede og blåøjede 37-årige efterforsker har foreslået, at vi mødes på Pauseriet ved Sankt Jørgens Sø i København, hvor bordene er fyldt op af frokostgæster. Kulden uden for vinduerne får dem til at dugge, og en gurglende og hvæsende espressomaskine forsøger at overdøve samtalen. 

Indtil for nylig boede Martin Wittrup Enggaard ikke langt herfra på Vesterbro, og han har ofte løbet de seks kilometer på stien rundt om Søerne. Både for at tømme hovedet for tanker og bekymringer og for at få nye idéer.

Sådan én fik han, da han hørte om anholdelsen af Golden State Killer. Idéen var egentlig oplagt. Hvorfor havde han ikke selv tænkt på at bruge genetisk slægtsforskning i opklaringsarbejdet?