I løbet af sommeren udkom tre rapporter fra narkomyndigheder i EU og herhjemme uden at få megen opmærksomhed. Det burde de have fået. Budskabet i alle tre rapporter er nemlig alarmerende:
Vores samfund befinder sig i en sundhedsmæssig krisetilstand som følge af en omsiggribende narkoepidemi. Især kokainmisbruget stiger markant, og det rammer høj som lav og invaliderer gode mennesker omkring os.
Et af de mennesker er den tidligere Venstre-politiker Jakob Engel-Schmidt. Han blev for to år siden stoppet i sin bil af politiet, og en blodprøve afslørede kokain i blodet. Som konsekvens mistede han både sin plads i Folketinget og i en periode sit livsmod. Jakob Engel-Schmidt har forholdt sig tavs om episoden indtil i dag, hvor han står frem i et interview med Euromans Anne Sofie Kragh.
I interviewet fortæller han, at tårnhøje ambitioner og det politiske landskabs benhårde krav førte ham ud i et misbrug, som til en begyndelse hjalp ham med at holde dampen oppe, men endte med at tage kontrollen fra ham.
Det er et sjældent ærligt og selvkritisk interview, som forhåbentlig kan lykkes med det, som sommerens tre rapporter ikke kunne: at få alle alarmklokker til at bimle. For vi ved jo godt, at Jakob Engel-Schmidt langt fra er den eneste – med eller uden tillidsposter – som befinder sig i en tilstand, hvor de er til skade for sig selv og formentlig også sine nærmeste.
Venstres kredsformand slog hånden af Jakob Engel-Schmidt, og det er svært at fortænke kredsformanden i den handling, for ingen er tjent med at have stofmisbrugere i Folketinget. Men som samfund kan vi ikke fjerne problemet ved blot at vende misbrugerne ryggen. Det burde være klart for alle i lyset af disse kedelige kendsgerninger:
Politiet i EU – også herhjemme – har aldrig beslaglagt mere kokain end nu. Prisen på gadeplan er faldet fra over 2.000 kroner til cirka 700 kroner for et gram.
Koncentrationen i den kokain, der sælges på gaden, er på et historisk højt niveau. Det medfører en stigning i antallet af indlæggelser med forgiftning efter indtagelse af kokain.
I Danmark var kokain hovedproblemet for otte procent af alle i narkobehandling i 2015. I 2017 var det steget til 18 procent. Ud af de 50.000 danskere, som har et højrisikoforbrug af stoffer, er der 30.000 misbrugere af kokain, amfetamin og ecstasy. Og hvor kokainmisbrug nok stadig opfattes som et storbyfænomen, så viser tallene, at stoffet er udbredt over hele landet og i mange forskellige miljøer.
Kilderne til disse oplysninger er Sundhedsstyrelsen, dansk politi og det europæiske narkotikaovervågningscenter EMCDDA. De advarer om, at misbrug af kokain kan føre til paranoide psykoser, forstyrret hjerterytme og hjerteanfald.
Men det virkelige problem er, at misbrugerne kender til alle risici, men ikke formår at bede om hjælp fra sine omgivelser. Det var også, hvad Jakob Engel-Schmidt oplevede:
”Jeg skammer mig allermest over, at jeg ikke fik fortalt mine omgivelser om, hvor slemt jeg havde det, og hvor meget jeg havde brug for hjælp. Så jeg har lært, at det er ok at bede om hjælp.”
Der påhviler derfor alle os, der har eller får misbrugere tæt på i dagligdagen, et medansvar. Vi skal turde sige det højt, for vi kan ikke forvente, at misbrugeren selv er i stand til at søge hjælp og behandling.
