Landsholdet

Danmark spillede endnu engang en dødkedelig, uinspirerende omgang fodbold, men fik alligevel heldige point med hjem fra den sværeste kamp i kvalifikationen. Er det ok, at spillet ikke er bedre? Hvad skal Åge gøre?

På mange måder forstår man jo godt Åge Hareide og Jon Dal Tomasson. Se på Danmarks trup. Hvor er kvaliteten? Vi har et væld af forsvarsspillere, der spiller relativt fast i de store ligaer i Europa. Vi har en målmand, der har europæisk topklasse. Offensivt har vi – lidt hårdt sagt – Christian Eriksen. Og ikke engang Eriksen har leveret på det seneste.

Landstrænerne lægger alle æg i den defensive kurv. Danmark fyrer boldene op i hovedet på vores store, fysisk stærke offensive spillere. Vi håber på nedfald til Christian Eriksen og satser på, at defensiven kan klare ærterne i den anden ende.

Danmark tør ikke risikere noget i opspillet. Man skulle ellers tro, at spillere som Eriksen og Schöne godt kunne spille den pænt rundt på midten, men holdet er ikke sat op til at spille for meget på egen banehalvdel. Hverken Stryger eller Dalsgaard er specielt gode med bolden, og Delaney er en dygtig felt-til-felt-spiller, men ikke noget kombinatorisk geni, og det er i øvrigt slet ikke hans rolle på landsholdet.

Man håber, at de to trænere ikke helt har glemt Pione Sisto nede i Spanien. Han er den eneste dribler, der har format til at komme på landsholdet – i hvert fald lige i øjeblikket – og spillere der tør tage bolden til sig og udfordre, er der i høj grad brug for. Men Sisto har tabt niveau, og det virker også som om, at han er i bad standing på landsholdet efter et middelmådigt VM – der dog trods alt var langt bedre end fx Nicolai Jørgensen katastrofe af en slutrunde. Man spørger sig selv om, hvad samme Jørgensen mon skal gøre for at miste sin startplads? Losse Åge over benet?

Vi bryder os ikke specielt meget om driblere i Danmark. Slet ikke hvis der ikke er slutprodukt på dem, og det har der ikke været i et stykke tid for den lille dribler fra Tjørring. Lad os håbe, det vender. Sisto kan skabe plads til især Eriksen, der altid spiller bedre med Celta Vigo-spilleren på holdet. Og Eriksen har ikke spillet en god landskamp siden hans fire mål mod Irland. Han virker helt handlingslammet, og det viser sig på holdet, der også mister niveau og tør mindre, når deres store leder ikke spiller godt.

Det store spørgsmål er: kan vi leve med et landshold, der spiller dødkedelig fodbold, når de nu heller ikke taber fodboldkampe og får os med til slutrunder?

Fingrene væk fra Sampdorias trøjer

Det ser ud til, at Genoa-klubben Sampdoria bliver næste Serie A-hold i rækken, der skal have nye ejere. Den amerikanske kapitalfond York Capital Management har budt omkring 130 millioner euro for klubben. De vil, angiveligt, ansætte legenden Gianluca Vialli som klubpræsident. Vialli er en populær mand i den blå del af Genoa. Han var topscorer for det Sampdoria-mandskab, der vandt klubbens eneste mesterskab nogensinde i 1991.

Hvis York Capital Management kan løfte Sampdoria både sportsligt og økonomisk, skal de være velkomne til at købe. Men de holder sig fra de flotteste trøjer i europæisk fodbold!

Lørdag aften møder Sampdoria, højst sandsynligt med danske Joachim Christian Andersen i startopstillingen, mægtige Milan i Serie A.

Ny mand i FCN

Kasper Hjulmand stopper allerede nu i FC Nordsjælland. I Farum bruger de samme løsning, man har brugt i FC Midtjylland og AaB og i øvrigt mange år har gjort i tysk fodbold. De tager en mand fra egne rækker. Flemming Pedersen er højt respekteret i fodboldverdenen og har masser af ekspertise og rutine. Hvis det står til ham, er der ikke meget, der kommer til at ændre sig i FC Nordsjælland. De vil fortsat give de unge spillere masser af spilletid og udvikle spillere til tidligt salg.

Ikke meget tyder på, at FCN får lov til at holde længe nok på en trup til at vinde mesterskabet, men de har alligevel klaret sig forbløffende godt med et relativt lavt budget. Det bliver spændende at se, om det har været ren Kasper Hjulmand-effekt, eller om klubben generelt er så stærk og har så integreret en strategi og identitet, at FCN kan holde kursen.

I første runde af slutspillet skal de møde en klub, der skrev bogen om fast strategi og identitet. Det er næsten glemt, men FCM skiftede faktisk deres træner ud i denne sæson, da Jess Thorup tog til Belgien og Kenneth Andersen tog over. Men i FCM er det ikke så frygteligt vigtigt, hvem der er cheftræner. Deres trænerteam er så stærkt og alsidigt, at Kenneth Andersen bare har malet videre i samme spor som forgængeren. Om noget, spiller FCM faktisk bedre fodbold nu end under Thorup. Det bliver spændende at se, om Flemming Pedersen kan gøre det samme med FCN. Personligt synes jeg, at det er dejligt at se smukt spillende FCN i slutspillet.

FCM og FCN mødes lørdag kl. 16 i Herning. Da de mødtes for tre uger siden, spillede de 3-3 i sæsonens måske mest underholdende kamp, der i perioder lignede en gedigen røvfuld til FCM og alligevel sluttede med tre brændte kæmpechancer til hjemmeholdet.

Tottenham med kniven for struben

Liverpool spiller mod Tottenham søndag på Anfield. For hjemmeholdet er det den sædvanlige historie: de skal højst sandsynligt vinde alle deres kampe resten af sæsonen, hvis de skal have en chance for at fravriste storspillende Manchester City mesterskabet.

Men det er bestemt også en vigtigt kamp for Spurs. De er kun et, tre og fire point foran Arsenal, Manchester United og Chelsea i kampen om top 4, og de tre andre klubber spiller mod henholdsvis Newcastle, Watford og Cardiff denne weekend og mandag. Efter en overgang at have været med i kampen om mesterskabet, kan Spurs slutte med slet ingenting i denne sæson. Ikke engang en plads i top 4.

I kvartfinalen i Champions League har Spurs trukket Manchester City, og det betyder, at fra 9. til 20. april skal Spurs møde verdens måske bedste klubhold tre gange. Om ikke andet kommer spillerne fra de to klubber da til at kende hinanden godt.

Landsholdet – del II

Lige meget hvilket niveau man har spillet fodbold på, har man prøvet at vinde eller få point ufortjent. Og det er fantastisk!

Det er meget bedre end at vinde 3-0 og udspille modstanderen. Det er de ufortjente sejre, man husker. Øllene har aldrig smagt bedre, end når man kigger på hinanden med et skælmsk smil i omklædningsrummet og udmærket godt ved, at man slap afsted med point, man ikke havde fortjent som en tyv i natten. Flere år efter kan man huske den kamp på Kløvemarken, hvor skudstatistikken var 2-25, og man scorede til 2-1 på sit første hjørnespark - i 93. minut.

Jeg har aldrig været vild med at det her tak-for-kampen-pjat på en fodboldbane. Især ikke hvis jeg har tabt. Men når jeg har vundet – og især lidt ufortjent – så jager jeg gerne alle modstanderne rundt efter kampen for at komme til at trykke hånd med dem. Et lillebitte menneske. Jeg ved det godt.

Karsten Krogh kommenterer La Liga og Serie A på Strive Sport og har skrevet om international fodbold i en årrække.