En eftermiddag i 2008 ligger Abdi Ulad og ruller rundt på Korsør Stadions løbebane. Jorden snurrer for øjnene af ham, og syren står op til begge ører.

“Du er stadig i live,” lyder det nærmest hånligt fra løbetræneren Leo Madsen, der lige har været vidne til Abdi Ulad løbe sit livs første kilometer. Men han forstår godt, at Ulad ligger og kæmper med vejrtrækningen. Han har nemlig tilbagelagt de 1000 meter i tiden to minutter og 56 sekunder. Et tempo de færreste kan præstere, og så gjorde Ulad det endda i et par flade sko fra mærket Kawasaki.

“For mig betød det ikke en skid. Jeg var bare taget med, fordi min kammerat havde inviteret mig. Han mente, det kunne være noget for mig, fordi jeg er fra Afrika, hvor “togene ikke kører”,” fortæller den dansk-somaliske maratonløber grinende fra en sofa på Frederiksberg.

En der til gengæld ikke er ligeglad med præstationen, er Leo Madsen. Han tilbyder med det samme, at Ulad kan begynde til træning hos ham.

“Før den oplevelse havde jeg kun prøvet at løbe til den lokale pølsevogn, og nu stod jeg og skulle tage stilling til, om jeg ville begynde at løbe i min fritid. Jeg havde lige ligget og gispet efter vejret, så det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg skulle hjem og ligge på sofaen.”

Der går ikke længe, før opkaldene fra den vedholdende træner begynder at tikke ind. Han vil have Ulad til at deltage i stævner, og det får ham til at bide på krogen.

“Jeg har altid været et konkurrencemenneske, og jeg blev hurtigt grebet af det selvstændige element i at løbe. Det der med at gøre tingene selv, uden der er nogen, som bærer mig eller viser mig, hvad jeg skal gøre. I løb er det dig, der skal gøre arbejdet. Det er ikke en holdsport, så der er ikke nogen at gemme sig bag, og hvis du har en dårlig dag, falder du igennem.”

Det skulle vise sig, at den imponerende præstation fra første løbetur ikke blot var en enkelt kraftpræstation. Under et år efter Ulad havde ligget og hevet efter vejret på en løbebane i Korsør, var han den bedste juniorløber i Danmark.