De vinder sikkert The Treble, men Guardiolas Manchester City vil blive husket som et perfektionistisk foretagende, der efterlod hjerterne kolde scroll-down

De vinder sikkert The Treble, men Guardiolas Manchester City vil blive husket som et perfektionistisk foretagende, der efterlod hjerterne kolde

Manchester City og Inter over for hinanden i Champions League-finalen. Vinder Guardiolas mandskab, vil det være kulminationen på sheikernes storstilede projekt, men hvordan vil eftermælet se ud?

Af Jeppe Højberg Sørensen
Foto: Getty Images
Sport Euroman

Når et fodboldhold er bedst, giver det os bud på, hvordan livet kan leves. I midten af 00’erne dominerede AC Milan og Maldini Europa med erfaren elegance, stoisk ro iklædt rødt og sort. I årene derpå gav Pep Guardiolas Barcelona os ét af historiens fremmeste eksempler på idealistisk stræben i kollektivt format, og sideløbende med det catalanske projekt blev Inter i 2009/10-sæsonen Barcas ideologiske modbilledet. Mourinhos tilgang var en øvelse ud i destilleret kynisme. 

Lørdag er det tid til årets Champions League-finale. På den olympiske arena i Istanbul opkaldt efter det moderne Tyrkiets grundlægger, Atatürk, tørner Inter og Manchester City sammen i en duel, hvor sidstnævnte er favorit med stort F. De engelske mestre har i denne sæson ændret form og fremtræder nu som en syntese af krop og hjerne. Guardiolas mandskab bedriver til stadighed rislende, gennemtænkt pasningsbold, men i denne sæson har man tilsat monstrøse Haaland og en defensiv, der ikke sjældent består af fire bredbrystede, hurtige og taktisk begavede midterforsvarer.

Manchester City er gode, nærmest uovervindeligt gode, men hvilket vedvarende aftryk i historien vil klubben efterlade sig, hvis The Treble hjemtages lørdag efter triumfer i også Premier League og FA Cup?

ÉT BUD ER, Manchester Citys præstationer kommer til at indskrive sig ind i vores kollektive bevidsthed som fodboldens kvalitative ypperstemål, som den ultimative kunstneriske bedrift. The end of the history of football. I denne sæson er Guardiola eksempelvis blevet rost helt op til den babyblå himmel over Etihad Stadium for forvandlingen af John Stones. Den tidligere så upålidelige stopper har i en stribe kampe indtaget en nærmest beckenbauersk libero-rolle, hvor han gelinde har bevæget sig frem og tilbage mellem kæderne. Dén manøvre var godt nok ikke i højsædet på hjemmebanen mod Real Madrid i semifinalen, men til gengæld dominerede City kampen på en facon, der næppe har set sin lige i så betydningsfuld en kamp i det nye årtusinde.

Ros har eksperter også drysset ud over Manchester Citys organisation. Man har brugt sine penge kløgtigt, lyder det. Ligesom man har tænkt langsigtet. Da City hentede de forhenværende Barcelona-folk Ferran Soriano og Txiki Begiristain til toppen af hierarkiet i 2012, var det således med ambitionen om at lokke Pep Guardiola til klubben på et senere tidspunkt. En forudseenhed, der ikke ligefrem har præget Glazer-familiens sæbeopera hos bysbørnene eller Todd Boehlys excentriske fremfærd i Chelsea.

EN ANDEN TANKE er, at vi en dag vil huske den nuværende City-æra som et brud på sportens mantra om, at alle skal konkurrere på lige fod. Som The Guardians klummeskribent Jonathan Liew har skitseret, vil vi måske i fremtiden betragte indtoget af sheiker og prinser fra Den Persiske Golf i fodbolden på samme måde, som man i svømmesporten ser på den særlige dragt, der blev udviklet i slutningen af 00’erne og resulterede i et hav af nye verdensrekorder, før den blev forbudt. Dragten flåede troværdigheden ud af svømmernes præstationer på samme måde, som Citys kredibilitet lider under de 115 anklager om svindel og humbug, Premier League har fremsat mod klubben.

Manchester City steg op af årtiers dødvande med hidtil uset hast. Men når klubben netop er blevet udråb til verdens mest værdifulde klub og snart står på sportens altoverskyggende trone, skyldes det så uovertruffen menneskelig kunnen eller en umenneskelig, statslig jagt på kulturel kapital, der i sin essens har til hensigt at nedbryde fodboldens uforudsigelighed? Det er spørgsmålet, man i fremtiden vil stille sig selv og måske efterfølgende svare arrigt på.

SELVOM BEGGE BUD PÅ potentielle eftermæler højst sandsynligt vil ræsonnere i nogle iagttagere, er min forudsigelse, at en hel tredje forståelse – eller måske snarere følelse – vil klæbe til Guardiolas hold.

Jeg fulgte selv Manchester City-Real Madrid på en bar i København. Ved bordene omkring mig sad en pæn portion fans af begge hold, der hver især gjorde deres for, højlydt, at udtrykke henholdsvis begejstring og lede. De fleste af barens besøgende var dog neutrale betragtere, og det kendetegnende ved deres reaktion – såvel som min egen – på Citys 4-0-sejr var en eftertrykkelig mathed i øjnene. Her sad vi og bevidnede den måske mest komplette præstation i historien, men der var ingen synderlig begejstring, benovelse og ej heller foragt at spore i udtrykkene.

Det er netop sådan, jeg tror, vi vil huske Pep Guardiolas Manchester City om 20 år. Som mandskabet, der perfektionerede fodbolden i en grad, der aldrig er set før, men som samtidig efterlod hjerterne kolde hos alle andre end klubbens egne fans.

Det er nemlig forfejlet at tro, at den sublime fodbold i sig selv fremkalder følelser hos fodboldens mange følgere. Det er tværtimod den distinkte identitet, der gør et mandskab udødeligt, akkurat som det er et holds begrænsninger, der bringer charmen frem. Da Manchester United vandt The Treble i 1999, var det med The Class of ’92 i centrum. En gruppe drenge, der spirerede op af klubben selv, ligesom Alex Ferguson senere holdt fast i spillere som John O’Shea og Darren Fletcher, der klarede sig ved at have kulturen i blodet, og ikke kun ved at have kvaliteten i støvlerne. I Manchester City er enhver spiller sirligt udpeget af Guardiola. Intet er tilfældigt, organismen er styret ned til atomet.

City er som Ørestaden, som Dubais centrum eller måske endda som Mohammed Bin Salmans byprojekt ’The Line’ bliver i Saudi-Arabien, når det megalomane projekt en dag er færdigt. En lige linje, hvor alt står på snorlige rækker. I City er der ingen ukrudt, ingen uhensigtsmæssigheder, men heller ingen ånd.

Se, hvad vi ellers skriver om: Champions League og Fodbold