VINGERNE PÅ EN Formel-bil er ligesom på en flyvemaskine. Forskellen er, at de er omvendte på racerbilen, hvilket betyder, at bilen bliver skubbet ned i jorden i stedet for op i luften. Det øger vejgrebet i sådan en grad, at bilen vil være i stand til at køre i loftet af en tunnel uden at falde ned. Mange har svært ved at sætte sig ind i, hvor hårdt det er at køre sådan en bil, men når de ser mit træningsprogram, begynder de at forstå, hvor stærk jeg skal være for at håndtere den. For selvom jeg kører Formel 3, som er to klasser under Formel 1, har min bil stadig en topfart på over 300 km/t, og allerede nu træner jeg, som om at jeg kører Formel 2.

PÅ SILVERSTONE-BANEN i England kører Formel 1-bilerne igennem svingene med over 250 km/t og i de blødere sving med næsten 300 km/t. Det udsætter kroppen for en kraft på op mod 6G – mere end dobbelt så meget som de vildeste rutsjebaner. Her foregår det bare i to timer i træk i stedet for i to minutter. Det er benhårdt at håndtere så voldsomme kræfter. Under et normalt Formel 3-løb taber jeg op mod tre kilo kropsvægt (på grund af den ekstreme fysiske belastning, red.). I et to timer langt Formel 1-løb kan kørerne tabe op mod fem kilo. Det gælder om at være så stærk som muligt, samtidig med at man vejer så lidt som muligt. Jo mindre jeg vejer, desto hurtigere kan bilen sættes op. Men jeg skal stadig kunne håndtere bilen. For at kunne det har jeg 12 ugentlige træningspas med alt fra styrke, udstræk, bevægelse, interval-træning og udholdenhedstræning som eksempelvis cykling. Hver træningspas varer cirka halvanden time, og så cykler jeg op mod 200 kilometer om ugen. Min nakke er det vigtigste, jeg skal træne. Med de G-kræfter, der er på spil, vil ens hoved i en Formel 1-bil i de mest ekstreme tilfælde føles, som om at det vejer omkring 25 kilo mere end normalt. Derfor træner jeg min nakke hver gang, jeg laver styrketræning.